Et pressemøde i den litauiske parlamentsbygning blev afbrudt af en højtråbende politiker, der vil have de homoseksuelle til at forlade landet.

Det litauiske parlamentsmedlem, Petras Gražulis, skabte onsdag postyr på et pressemøde i forbindelse med IDAHO, International Day Against Homophobia, der markeres verden over i dag, torsdag.

Gražulis afbrød mødet, hvor både ambassadører, LGBT-organisationer og Amnesty var repræsenteret, ved at spørge hvorfor homoseksualitet skulle være bedre end nekrofili og pædofili.

»Inden længe arrangerer både kleptomaner, stofmisbrugere, nekrofile og folk der har sex med dyr pressemøder i parlamentet. Der er mange forskellige former for djævelskab – skal vi nu til at give dem alle rettigheder? Kunne vi have forestillet os, for 10 år siden, at noget sådant ville ske? Om 10 år slæber de sikkert også geder ind i parlamentet«, sagde Gražulis.

Petras Gražulis udtrykte også sin afsky for det faktum, at homoseksualitet fremstilles som noget positivt overfor ungdommen, og konstaterede at alle store nationer og imperier er gået til grunde som følge af moralsk råddenskab, eksemplificeret ved Sodoma og Gomorra.

Vladimiras Simonko fra organisationen LGL, Lithuanian Gay League, er ikke overrasket over den homofobiske politikers opførsel.

»Han gjorde det i 2010, nu gentager han det igen i 2012. Den eneste forskel er, at han denne gang gør det foran prominente gæster, 11 ambassadører, og jeg er ikke i tvivl om at hele dette cirkus vil blive gentaget i 2013 også. Det tilfører absolut ikke mere troværdighed til vores parlament, og jeg skammer mig over at vi har så åbenlyst fordomsfulde politikere«, siger Simonko.

I sidste måned blev Petras Gražulis idømt en bøde for sin opførsel under Vilnius Gay Pride i 2010.

Homotropolis.dk: http://www.homotropolis.com/.

Uddrag fra Out & Abouts nyheder 17.5.2012 af Frank Holm

”Jeg er flov over at EU og de rådne vestlige lande får lov at udbrede deres fordærvede moral i Litauen. De skal ikke komme og fortælle os hvordan vi skal behandle homoseksuelle. Homoseksuelle skal bare smides ud og ikke have lov til at stille betingelser eller krav”, tilføjede Gražulis, der er kendt for sine homofobiske holdninger.

En undersøgelse fra 2007 viste, at hele 50 procent af parlamentsmedlemmerne i det litauiske parlament mente at homoseksualitet er en perversion.

”Disse mennesker er jo syge og perverterede. De udgør en trussel mod samfundet, fordi de forulemper vores børn ", udtalte Gražulis dengang.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

En præst fra Aalborg afviste at forestå begravelsen af en kvinde, da han fandt ud af, at hun gennem 30 år havde levet i et lesbisk forhold.

DR kan i dag fortælle om en præst fra Aalborg stift, der nægtede at begrave en kvinde for 2 uger siden med den årsag, at hun havde levet i et lesbisk forhold.

Den afdødes datter, Kirsten Østergaard, kontaktede efterfølgende Aftenshowet som onsdag aften tager sagen op på DR1, hvor Kirsten blandt andet vil fortælle hvordan præstens udmelding kom som et chok.

»Jeg tænkte, kan det virkelig være rigtigt, at vi skal skamme os over det? Jeg kiggede på min mors samlever, hun var helt stille, og så blev jeg virkelig ked af det på hendes vegne. Det er jo en frygtelig situation at sætte hende i«, siger Kirsten Østergaard til Aftenshowet.

Morens samlever er 80 år, og de har været registrerede partnere i de fleste af de år, de har boet sammen.

Præsten har efterfølgende skiftet mening, efter familien har fremsendt en klage til provsten i Aalborg:

»Det var en eklatant fejltagelse fra min side, den største fejltagelse, jeg nogensinde har gjort som præst. Det var en tanketorsk og kortslutning af dimensioner og helt i modstrid med, hvad jeg står for. Jeg havde først sagt ja, men kom så i tanker om, at det kunne være forkert at forestå begravelse af homoseksuelle, når jeg ikke ønsker at medvirke ved vielse af homofile. Men det var en helt fejlagtig slutning«, lyder det fra præsten, der dog ikke formår at ændre datterens syn på den ubehagelige oplevelse.

Samtidig understreger Kirsten Østergaard, at det er på høje tid, at folkekirken begynder at følge med tiden:

»Jeg mener, at folkekirken skal opgraderes til 2012. Præsterne skal ikke have lov til at forvalte og sortere ved døren, som de gør, når de for eksempel ikke vil vie skilte eller homoseksuelle«, siger Kirsten Østergaard, hvis historie kan høres på Aftenshowet i aften kl. 19.05 på DR1.

Historien om en præst fra Aalborg der nægtede at begrave en lesbisk kvinde for 2 uger siden kom frem i morges, og efter voldsom kritik fra blandt andet LGBT Danmark er sagen nu havnet på biskoppens bord.

Siden vi i morges bragte historien fra DR om en præst der nægtede at forestå begravelsen af en lesbisk kvinde, har sagen taget en yderligere drejning, ligesom både LGBT Danmark og en professor i kirkeret har været ude og rette skarp kritik mod det der nu betegnes som en alvorlig tjenstlig fejl, der forventes at få konsekvenser for præsten.

»Det er fuldstændig ulovligt, at en nordjysk præst har afvist at begrave en homoseksuel. Derfor skal biskop Henning Toft Bro fra Aalborg Stift tage sagen op«, lød det i eftermiddag fra LGBT Danmarks kirkepolitiske talsperson George Hinge, der ser med stor alvor på situationen.

»Vi er fuldstændig chokerede over det. Det er ulovligt og direkte uanstændigt. Han har ikke noget grundlag for at kunne gøre det«, siger George Hinge ifølge DR og opfordrer til handling:

»Biskoppen bliver nødt til at kalde præsten til orden og indskærpe over for alle præster i den danske folkekirke, at man ikke skal gøre forskel«.

Præsten, der efterfølgende fortrød at have sagt nej til at begrave den lesbiske kvinde, betegner hændelsen som “den største fejltagelse han nogensinde har gjort som præst”, men det gør ikke stor indvirkning på George Hinge:

»Det er jo ikke nogen undskyldning, han kommer med, men en direkte indrømmelse af, at han ikke bryder sig om homoseksuelle. Det er ikke særligt klædeligt for en præst i den danske folkekirke«, konstaterer den kirkepolitiske talsperson.

Professor i kirkeret ved Roskilde Universitet, Lisbet Christoffersen, har også været ude at kommentere den pågældende sag der, fra hendes synspunkt, er ret simpel og handler om præsters forpligtelse til at begrave beboerne i deres sogn.

»Det er ganske enkelt ikke lovligt at afvise at begrave et medlem af folkekirken«, siger Lisbet Christoffersen til DR Nyheder og påpeger modstridende holdninger indenfor folkekirken:

»Der er øjensynligt en række præster i den danske folkekirke der har religiøse kvababbelser i forhold til homoseksuelle. Og der må man bare slå firkantet fast, at det er fuldstændig irrelevant i forhold til forpligtelsen til at begrave sognets beboere. Præster har pligt til at begrave alle medlemmer af folkekirken, og den pågældende præst skal være meget taknemmelig, hvis sagen kun ender med en tjenstlig påtale fra ansættelsesmyndigheden«, vurderer Lisbet Christoffersen.

Biskop Henning Toft Bro fra Aalborg gik allerede til formiddag ind i sagen, og skal vurdere hvad konsekvenserne bør være for den pågældende præst.

»Det er en meget uheldig og beklagelig sag. Jeg tager den meget alvorligt og seriøst, og præsten skal nu redegøre for, hvad det her handler om. Derfor beder jeg ham i dag om en skriftlig redegørelse«, siger Henning Toft Bro til DR og forventer at have en afgørelse klar inden for 2 uger.

Den afdødes datter, Kirsten Østergaard, medvirker i Aftenshowet på DR1 onsdag aften.

Homotropolis.dk: http://www.homotropolis.com/.

(Min bearbejdning : Webredaktør).

Initiativerne der sætter fokus på bekæmpelse af homofobi og hadforbrydelser tager til. Et af de seneste skud på stammen er en Facebookgruppe af Jimmy Madsen, der har mærket hadet på egen krop.

Det er ikke kun organisationer og netværk der sætter mere og mere fokus på bekæmpelse og forebyggelse af hadforbrydelser. For privatpersoner der har været ofre for hate crimes er der også et stort behov for at “gøre noget” og skabe endnu mere opmærksomhed omkring sagen, og for nylig oprettede Jimmy Madsen derfor en åben Facebookgruppe med overskriften “Os der er imod hate crimes i Danmark”. Homotropolis tog en snak med Jimmy om baggrunden og hans egne ubehagelige oplevelser.

»Tilbage i 2010 boede jeg i Ishøj sammen med min daværende mand, og her fik jeg en ny nabo, som fandt ud af at jeg var homo og der opstod hurtigt nogle stridigheder imellem mig og ham. Det resulterede i, at vi blev forfulgt hver gang vi gik hjem fra arbejde og blev truet med at han ville slå os ned og få alle hans venner til at komme og gøre det af med os. Det bevirkede så, at vi måtte flygte fra vores lejlighed i Ishøj til nogle venner i Hvidovre, hvor vi boede i ca. 3 måneder indtil vi fik noget andet at bo i«, fortæller Jimmy Madsen.

»Det som ligger mig allermest på sinde er, at der ikke blev gjort noget, da jeg anmeldte hændelsen til politiet. De sagde til mig, at de kendte den pågældende person rigtig godt og ikke mente, at han kunne finde på at gøre sådan noget. De fortalte mig videre, at de godt kunne tage en snak med ham, men at der derudover ikke ville ske mere i den sag«.

For omkring et år siden blev Jimmy Madsen slået ned på åben gade ikke langt fra homobaren Never Mind og fik et grimt sår på næsen, som han stadig har ar efter i dag. Denne episode valgte Jimmy ikke at anmelde, da han ganske enkelt ikke troede, at myndighederne ville kunne være til nogen hjælp og han samtidig ikke følte sig stærk nok til at gå videre med overfaldet.

»Nu hvor jeg er kommet ovenpå igen, og færdes i miljøet i weekenden på de forskellige homosteder, så har jeg genfundet kræfterne til at forsøge at råbe politikerne op, så vi kan få gjort noget ved disse hate crimes som slet ikke skal finde sted i vores samfund. Vi er bange for at leve som andre, når det kommer til at holde hinanden i hånden, kysse og så videre, for hvad nu hvis? Vi går rundt med denne frygt, og det er min baggrund for initiativet, som jeg mener, er en vigtig mærkesag«, siger Jimmy Madsen.

Facebookgruppen “Os der er imod hate crimes i Danmark” findes lige her: http://www.facebook.com/groups/137495662949784/.

Homotropolis.dk: http://www.homotropolis.com/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Danmark klarer sig dårligst i Norden og kun middelmådigt i sammenligning med andre europæiske lande. Det viser ILGA-Europes opdaterede Rainbow Map samt en opgørelse over LGBTI-menneskerettigheder i Europa.

15. maj præsenterer ILGA-Europe sin første Annual Review of the Human Rights Situation of Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex People in Europe 2011.

Denne opgørelse suppleres med et opdateret Rainbow Map, som tegner et dystert billede af den aktuelle tilstand for LGBTI-menneskerettigheder i Europa.

Faktisk er der ingen af de europæiske lande, som kommer i nærheden af fuld lighed til LGBTI-gruppen, når man ser på lovgivning og administrativ praksis.

Nordens nummer sjok
Ud af 30 mulige point klarer Storbritannien sig bedst med 21 point. Derefter følger Tyskland og Spanien med 20 point, Sverige med 18 point og Belgien med 17 point.

Holland får 16 point og Norge 15 point. Blandt de øvrige nordiske lande får Island 12 point og Finland 11 point. Danmark er Nordens nummer sjok, med blot ni point.

Når Danmark klarer sig så dårligt, skyldes det især de elendige vilkår for transkønnede. Transkønnede har ingen beskyttelse mod diskrimination, og Danmark går derfor glip af vigtige point. Danmark henter hele fire minuspoint på grund af de danske krav om sterilisation, psykisk diagnose, krav om skilsmisse, hvis vedkommende er i et heteroseksuelt ægteskab, samt krav om medicinsk/kirurgisk indgreb for at kunne skifte kønsidentitet officielt.

Værst i Østeuropa og i miniputstater
I Europa klarer hele 10 lande sig så elendigt med hensyn til LGBTI-menneskerettigheder, at de i den samlede opgørelse får minuspoint.

Det gælder Moldova, Rusland, Armenien, Aserbajdsjan, Makedonien, Ukraine, Monaco, San Marino, Tyrkiet, Hviderusland og Liechtenstein.

Se ILGA-Europes opdaterede Rainbow Map and Index via dette link: http://www.ilga-europe.org/home/publications/reports_and_other_materials/rainbow_europe_map_and_index_may_2012

Mere information om undersøgelsen via dette link: http://www.ilga-europe.org/home/publications/annual_review/2011.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Den tidligere integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, sammenlignede i går aftes bøsser med dræbersnegle under en høring om homoægteskaber.

Den radikale kulturminister, Uffe Elbæk, er både vred og forarget over en kommentar fra Birthe Rønn Hornbech der faldt i går aftes under en høring om homoseksuelles ret til ægteskab.

Elbæk gengiver den tidligere integrationsministers udtalelse på sin Facebook-væg i dag:

“Bortset fra dræbersnegle og nogle få andre arter består den levende verden af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå”, sagde Rønn ifølge kulturministeren, der samtidig opfordrer til, at man lige “læser det citat en gang til”.

Birthe Rønn Hornbechs kommentar møder, ikke overraskende, voldsom kritik fra flere af de der følger Uffe Elbæk på Facebook. Klaus Bondam skriver “tak fordi du minder os om den skræmmende homofobi der findes lige neden under den pæne pæne danske overflade”, mens en betegner den kontroversielle kommentar som “fuldstændig uhørt” og spørger, om hun ikke kan sigtes efter racismeparagraffen der også omfatter seksuel orientering.

BT, der også bringer historien i dag, har bedt Birthe Rønn Hornbech om en kommentar, og har modtaget en mail retur hvori hun skriver:

“Jeg gider ikke kommentere Elbæk. Det jeg sagde på konferencen i går var en beskrivelse af virkeligheden”.

Uffe Elbæk selv ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Homotropolis.dk: http://www.homotropolis.com/.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

En iransk domstol har idømt 4 mænd dødsstraf ved hængning for at have haft sex med personer af deres eget køn.

I Iran tyder alt nu på, at 4 mænd vil blive hængt på baggrund af “sodomi” – en ofte anvendt betegnelse i landet for homoseksuelt samleje mellem mænd.

Human Rights Activist News Agency (HRANA) i Iran oplyser, at mændene har fået stadfæstet deres dødsdom af en af landets øverste domstole i sidste uge og nu afventer deres henrettelse i den iranske by Choram.

»Jeg er både forfærdet og ked af at høre nyhederne om disse fire mænd. Både på grund af den forestående henrettelse, men også fordi vi ikke har mulighed for at gøre noget«, siger den London-baserede, iranskfødte menneskerettigheds-advokat Mehri Jafari ifølge Pink News.

»Den pågældende provins er en af de mest tilbagestående i Iran, og det er klart, at manglen på adgang til advokater og en fair retssag gør denne sag ekstra alvorlig. Efter den seneste udmelding tyder alt på, at henrettelserne vil blive gennemført snarligt, og den fjerntliggende geografiske location gør det meget svært at influere på processen«, vurderer Mehri Jafari, der samtidig håber, at de internationale organisationer vil reagere hurtigt og effektivt i den aktuelle sag.

Gorji Marzban, forperson for den østrigsk-baserede orientalske queer-organisation ORQOA siger, at den aktuelle dødsdom bare viser hvor stor kløften er mellem den vestlige og den islamiske opfattelse af seksuelle minoriteter, og understreger også at denne sag skiller sig ud, fordi Iran står ved begrundelsen for henrettelserne og ikke forsøger at sløre den.

»Dødsstraffen har ikke udryddet homoseksualitet i Iran, men har til gengæld tvunget landets queerpersoner ind i skabene. Før eller siden bliver alle islamiske lande nødt til at integrere queerpersonerne. Vi mener, at iranerne bør opnå mere ligestilling og flere rettigheder og helt fordømme denne forældede straf, hvor man slår andre mennesker ihjel, hvilket i sig selv er uislamisk«, udtaler Gorji Marzban.

Problemet for menneskerettighedsorganisationerne i forhold til Iran og henrettelser af homoseksuelle er, at informationerne er yderst sparsomme hvis overhovedet eksisterende. Det er heller ikke unormalt, at det iranske styre vælger at ændre anklager eller fabrikere helt nye for at så tvivl om den egentlige årsag til en henrettelse, skriver Homotropolis.

Læs også artiklen “Når Irans drenge dør“: http://www.homotropolis.com/2011/12/artikler/nar-irans-drenge-dor/.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min beaqrbejdning : Webredaktør).

Til juni får Aarhus sin første Pride, der skal bidrage til større accept af homo-, bi- og transseksuelle. Både borgmesteren og Ligestillingsudvalget bakker op om arrangementet.

Selvom sommervejret lader vente på sig, er planlægningen af en af de mest farverige sommerfester i Aarhus godt på vej – og opbakningen vokser fortsat. Ligestillingsudvalget i Aarhus Kommune, hvis formål er at fremme ligestilling og mangfoldighed, har nu meldt deres deltagelse til Aarhus Pride, der netop er en hyldest til mangfoldigheden.

”Aarhus er en mangfoldig by, og alle vores forskelligheder er en kæmpe ressource for byen. Vi er alle lige, men ikke ens. Dette hylder vi med Aarhus Pride. Det er dog vigtigt, at vi i en mangfoldig by som Aarhus også fokuserer på det, som samler os – at vi alle er aarhusianere. Derfor bakker vi op om Aarhus Pride og glæder os til at deltage,” siger formand for Ligestillingsudvalget Lotte Cederskjold (S).

En god by for alle
Foruden Ligestillingsudvalget har også borgmester Jacob Bundsgaard (S) takket ja til invitationen til at deltage i Aarhus Pride. Borgmesterens centrale rolle bliver at holde åbningstalen for Pride Lounge på Officerspladsen.

”Aarhus Pride er med fest og farver den 9. juni et flot bidrag til byens vision om at være en god by for alle. Her kan Aarhus igen fejre mangfoldigheden, og jeg tror på, det er vigtigt at kende og respektere vores forskelligheder – også når det drejer sig om forskellig seksualitet. Gennem kendskab og respekt til hinanden vokser muligheden for at skabe et fællesskab, hvor alle føler sig velkommen. Jeg håber derfor, at mange vil vise deres støtte til arrangementet,” siger Jacob Bundsgaard.

Arrangørerne af Aarhus Pride glæder sig over opbakningen. ”Det er et skulderklap uden lige, at både byens borgmester og Ligestillingsudvalget deltager i vores arrangement, og det bekræfter os i, at Aarhus er en by med plads til alle,” siger Mads Hedelund, talsmand for Aarhus Pride, som understreger, at alle også er velkomne til Aarhus Pride – uanset seksuel orientering eller kønsidentitet.

Aarhus Pride finder sted lørdag den 9. juni og består af en parade gennem midtbyen og en folkefest på Officerspladsen, hvor der vil være musik, underholdning, stande og diverse aktiviteter.

Læs mere om Aarhus Pride her: http://aarhuspride.dk/. 

Proudmagazine.dk: http://proudmagazine.dk/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

FILMANMELDELSE: Unveiled. Originaltitel: Fremde Haut.

Fariba flygter til Tyskland med en dødsstraf for lesbisk opførsel hængende over hovedet. For at slippe ud af Iran, rejser hun på falske papirer men bliver snuppet af det tyske politi for netop det.

I hendes fremtid ligger nu et ophold i flygtningecenter efterfulgt af udvisning -- tilbage til Iran. Desperat efter at få lov til at blive i Tyskland griber hun chancen, da en mandlig flygtning, Siamak, tager livet af sig. Hun påtager sig hans identitet og bevilges midlertidigt politisk asyl. Og selvfølgelig bliver der noget med en dame!

Jasmin Tabatabai er bærende som den smukt underspillede Fariba, der fyldes til randen med indre konflikter, da hun forelsker sig i kollegaen Anne (Anneke Kim Samau). I en rå, men æstetisk dokumentaragtig, stil introduceres vi for et klaustrofobisk miljø med halvvejshuse, hardcore arbejderklasse og hvidkål i stride strømme. Det er dragende og velfungerende.

Det lykkes Unveiled at skabe stor sympati med Faribas desperation og frygt for forfølgelse i et land, hvor homoseksuelle i praksis ingen rettigheder har. Samtidig varmer den enkle kærlighedshistorie, der udspiller sig midt i alverdens kaos, helt ud i tåspidserne. Uden tvivl dette temas største filmfornøjelse.

Proudmagazine.dk: http://proudmagazine.dk/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Argentina  har vedtaget en ny lov der bl.a. giver transkønnede retten til at skifte navn og køn uden lægefaglig eller juridisk indblanding.

Fremover vil myndige personer der ønsker hormonbehandlinger eller kønsskifteoperation i Argentina kunne få det dækket af sygeforsikringen. Det vedtog landets senat i onsdags, som del af en ny, banebrydende lov om kønsidentitet, der også giver transpersoner retten til selv at beslutte om de ønsker at skifte juridisk køn eller navn – uden en forudgående lægefaglig begrundelse.

Argentinas nye kønsidentitets-lov blev vedtaget i senatet med stemmerne 55 for og 0 imod, og er en kæmpe politisk sejr for de transkønnede. Samtidig placeres Argentina i fint selskab sammen med nogle af verdens mest liberale og progressive lande hvad angår transpolitik, og LGBT-aktivisterne i det sydamerikanske land udtrykker stor tilfredshed med senatets beslutning, der ses som resultatet af flere års hårdt arbejde for anerkendelse og ligestilling af transpersoner.

For to år siden blev Argentina det første sydamerikanske land der indførte homoægteskaber.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

En dansk producent af LGBT-accessories og tøj med homo-statements har fået afslag på en Facebookreklame for en tanktop med teksten “Lesbian Wanted”.

Den danske virksomhed T-OUT, der siden 2003 har leveret tøj og accessories målrettet mod LGBT-segmentet, fik forleden afslag på at annoncere en af deres nye tanktops på Facebook.

Siden årsskiftet har pigerne bag T-OUT relanceret deres brand og gjort det internationalt, og det er i forbindelse med annoncering på Facebook mod det engelske marked, at man ønskede at promovere en ny tanktop med teksten “Lesbian Wanted”, der til stor overraskelse blev afvist af en medarbejder hos Facebook.

»Vi havde først en annonce med vores design “Gaytoy”, der spiller på Playboy-logoet i design. Denne annonce blev godkendt uden problemer, men om det er fordi, de slet ikke så, hvad der stod – eller en venligere stemt Facebook-medarbejder godkendte annoncen – det ved vi ikke«, siger Nadja fra T-OUT, der stiller sig uforstående overfor Facebooks håndtering af deres egne retningslinjer:

»Vi ved dog, at det altid er en “ægte” person, der ser og godkender alle annoncer, og derfor er det også en person, der har set vores billede med “Lesbian Wanted”-designet påtrykt en tank top, og bedømt at den ikke kunne godkendes. Vi fik en standard mail med besked om, at billedet ikke kunne godkendes, så derfor kunne annoncen ikke aktiveres. Vi blev henvist til deres retningslinjer, som ikke giver nogen indikation for, hvorfor vores billede skulle afvises«, forklarer Nadja Houmøller til Homotropolis.

I Facebooks retningslinjer fremgår det blandt andet, at billeder i annoncer ikke må fokusere unødigt på kropsdele og heller ikke må “udnytte politiske, seksuelle eller andre følsomme emner”. Nadja fortæller også, at hun umiddelbart efter Facebooks afvisning blev opmærksom på netværks-gigantens meget inkonsekvente håndtering af bannerannoncer:

»Spøjst nok, så blev vi selv mødt af en stribe Facebook-annoncer på vores egne profiler bagefter, der viste følgende tre annoncer, som vi sagtens, med Facebooks guidelines in mente, kunne se burde afvises: En kvinde i en pool, der barberede ben (shaver reklame af en art), en halv-nøgen kvinde dækket af tatoveringer (noget tattoo-dating) og en mand og en kvinde, begge iført badetøj, der står i en swimmingpool og kysser (rejseselskab)«.

»Vi har ikke selv kontaktet Facebook, da de er notorisk langsomme til at svare – og desuden kan finde på at lukke sider ned, hvis det passer dem«, siger Nadja Houmøller fra T-OUT, hvis uheldige og temmelig uforståelige oplevelse også er blevet opfanget af Pink News, der uden held har forsøgt at få en forklaring fra Facebook.

Alt tyder dog på, at årsagen til afvisningen skal findes i ordlyden “Lesbian Wanted”, som Facebook af ukendte og uforståelige årsager altså ikke vil godkende.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Klumme: Undskyld mig, men er jeg den eneste, der syntes, at "kyssesagen" og hetzen mod Never Mind er løbet af sporet?

Jeg vil gerne som den første indrømme, at XQ28 var det medie, der først skrev om "kyssesagen" på Never Mind. Siden da fulgte bl.a. Homotropolis efter med en større artikel, hvor de gik i dybden, en artikel som er blevet refereret i mange udenlandske medier. Selv på Pan Bladet vågnede de op til trods for, at de i meget lang tid ikke har været aktive. Det eneste medie, der ikke har skrevet om det, er det bar ejede homomagasin Out & About og jydebladet Proud Magazine, men ellers har det været omtalt vidt og bredt i de danske homomedier.

Her til aften kom LGBT Danmark med en udtalelse:

”LGBT Danmark har ikke glemt sagen om heterokysset, som fik Never Mind til at reagere med udsmidning.

Vi kæmper for ligeberettigelse for lgbt'er på alle områder, og for at menneskerettighederne skal gælde for alle. Derfor kan vi på ingen måde acceptere diskrimination pga. seksuel orientering - hverken når det gælder homoseksuelle, biseksuelle eller heteroseksuelle”.

Skal LGBT”H” nu også til at kæmpe de heteroseksuelles sag?

Er vi alle sammen blevet hyklere..?

Kast den første sten
Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten. Sådan sagde en klog mand (Jesus) engang. Selvom jeg ikke er kristen, tror jeg på disse ord.

Jeg har brugt det meste af min dag, på at tale med venner, bekendte, venners venner osv. Jeg stillede et spørgsmål; hvad er din første tanke, når du ser et hetero par, sidde og oversnave hinanden på et homosted?

Stort set alle sagde, at deres første indskydelse var, "så fuck da hen på jeres ”egen” café og kys". Betyder det, at vi er mindre tolerante? Nej vel?

Nu er en masse ”hyklere” ude i lille Danmark så i gang med at kæfte op om ligeberettigelse, og hvordan det selvfølgelig ikke er acceptabelt, at Never Mind har bestemt, at de ikke gider se på heterokys. Men vi glemmer, at vi også selv er med til at kæfte op, når der kommer for mange heteroseksuelle på ”vore” steder.

Jeg bliver glad og stolt, når jeg f.eks. hører Camilla fra Cosy fortælle, at Cosy først og fremmest er en gay bar. Camilla er hetero! BRAVO! Bar stederne må vel for fanden da selv bestemme, hvem de lukker ind. Jeg er ked af at se, at LGBT Danmark vil gøre alt for at normalisere os. Jeg er bøsse, jeg er ikke som de andre, og jeg bliver det aldrig!

Jeg støtter Never Mind Vi så alle, hvordan det gik med Pan! Stedet, hvor man måske havde kysset sin første, stedet hvor man oplevede de sjove historier. Intet andet sted vil nogen sinde kunne måle sig med det, PAN var. Derfor var det også en sorgens dag, da Pan den 14. april 2007 spillede for sidste gang. Der var for mange heteroseksuelle til sidst, og man overså den homoånd, som stedet oprindelig stod for, og det skræmte homoerne væk. Det er fedt, at Christian Carlsen fra Never Mind tør gå mod strømmen og stå fast på sin beslutning. LGBT Danmark burde tildele ham ”Årets Laks 2012” for at gå mod strømmen og kæmpe for homorettigheder.

Lad os nu stoppe hykleriet, og lad os bevare de homosteder, der er tilbage, og lad homostederne sætte dagsordnen!!!! 

NB: Klummer på XQ28 er på ingen måde udtryk for sitets redaktionelle linje. 
Klummer står helt og holdent for skribentens regning og ansvar.
XQ28 kan således ikke stilles til ansvar for meninger, oplysninger eller andet, som bringes til torvs i klummerne.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Den 32-årige Ihsane Jarfi blev fundet død søndag den 29. april i Belgien. Ifølge belgiske nyhedsmedier var Jarfi på vej ud fra en bøssebar i Liège, da fire mænd i en bil tog kontakt til ham. Jarfi satte sig frivilligt ind i bilen med mændene, hvorefter han forsvandt. Hans mystiske forsvinden skabte bekymring og forvirring blandt hans venner og bekendte. En uge efter fandt to blaffere hans lig på en mark i nærheden af en vej.

Hatecrime er motivet
En af de fire mistænkte skulle angiveligt have skrevet en sms fra Jarfis mobil, og da vedkommende blev opsporet, var han hurtig til at opgive navnene på de tre andre, som var med ham i bilen. De er nu alle anholdt.

I retten var der først tvivl om, hvor vidt motivet bag drabet var homofobi. Ifølge de mistænkte skulle Jarfi have lagt an på dem. Nu har en af de mistænkte så indrømmet, at han ville ”give ham en lærestreg”, og derved manet tvivlen solidt i jorden, oplyser det belgiske nyhedsmedie deredactie.be. 

To af de mistænkte har forklaret, at Jarfi stadig var i live, efter de havde banket ham og efterladt ham på marken. De mistænkte blev oprindeligt sigtet for overfald med døden til følge, men det er nu officielt blevet ændret til homofobisk manddrab.

Nye tider i Belgien
Forbrydelsen kommer i kølvandet på en ny belgisk lov, som blev indført i 2003. Loven gør det til en skærpende omstændighed, når lovovertrædelser involverer seksualitet. Ifølge den belgiske homoorganisation Arc-en-Ciel er sagen her den første i Belgien, som officielt er blevet klassificeret som en drabssag forårsaget af homofobisk hatecrime.

Ifølge det britiske nyhedssite PinkNews anerkender projektkoordinator, Vincent Bonhomme, dette lille fremskridt. Han udtaler dog i samme åndedrag, at han mistænker størstedelen af offentligheden og regeringen for skjult homofobi, og at der stadig er brug for en holdningsændring.

Denne holdning får stærkt medhold fra Belgiens statsminister, Elio Di Rupo. Også han mener, det er på tide, at der bliver gjort noget. I Di Rupos tilfælde er der tilsyneladende ikke tale om tom politikertale, for han har planlagt møde allerede i næste uge med både indenrigsminister Joëlle Milquet og justitsminister Annemie Turtelboom. Her skal det diskuteres, hvordan problemet med homofobiske hatecrimes skal behandles. Ydermere planlægger statsministeren endnu et møde med repræsentanter for forskellige homoseksuelle organisationer. Umiddelbart ser det ud til, at Belgien går nye tider i møde.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Registrerede partnerskaber er ikke længere nok for Barack Obama. Han har nu meldt klart ud, at han støtter homoseksuelle ægteskaber.

9. maj blev dagen, hvor en amerikansk præsident for første gang meldte ud, at han støtter homoseksuelle ægteskaber.

Det skete i et interview med tv-kanalen ABC. Her fortalte Barack Obama blandt andet, at han har tænkt over spørgsmålet gennem længere tid og talt med venner, familie og naboer om det.

Det har især gjort indtryk på ham, når han har mødt homoseksuelle i faste forhold, som har børn sammen. Men også når han tænker på soldater, som kæmper for hans land, men som føler sig begrænset, fordi de ikke må indgå et ægteskab, blot fordi de har en partner af samme køn.

“Jeg har konkluderet, at for mig personligt er det vigtigt at slå fast, at jeg mener, at par af samme køn bør have retten til at kunne indgå ægteskab.”

Udmeldingen er meget kontroversiel i USA, hvor mange vælgere er stærkt imod homoseksuelle ægteskaber.

Dagen før Barack Obamas udmelding vedtog North Carolina i en folkeafstemning at indføre et forbud mod homo-ægteskaber i delstatens forfatning.

En folkeafstemning i North Carolina betyder, at homoseksuelle ikke må få lov til at blive gift. Med 61 procent af stemmerne for en forfatningsændring, ser det nu endnu sortere ud for lige rettigheder for homoseksuelle i den amerikanske stat.

North Carolina, som er USA's 10. største stat med omkring ni millioner indbyggere, er kendt for sin hurtige vækst. Men den er også betegnet som en af staterne i det famøse bibelbælte.

Det kan være en af årsagerne til, at et forslag til en forfatningsændring, som vil gøre det forfatningsstridigt at indføre homoseksuelle vielser, blev vedtaget den 8. maj. Dermed bliver North Carolina den 31. stat i USA med en sådan regel i deres forfatning.

Forvirrende afstemning
Ifølge det lokale medie wral.com har der været forvirring om måden, spørgsmålet blev stillet på, da det bare hed ”ægteskabsændring”. Det kan have fået nogle til at tro, at de faktisk stemte ja til at tillade vielser af folk af samme køn.

”Omkring 10 af de adspurgte de sidste to måneder troede, at en stemme for ændringen, betød en stemme for homoseksuelle vielser,” siger David McLennan, som er professor i statskundskab ved William Peace University i North Carolinas hovedstad, Raleigh, til wral.com.

”Jeg påstår ikke, at det gør hele forskellen, for 22 procent er jo en ret stor margin.”

Absurd, at det overhovedet er et issue
Cyrus Hiatt er 24 år og bor i Raleigh. Han er tidligere udvekslingsstudent ved Aarhus Universitet og stemte selv nej til forslaget.

”Jeg er enig i, at der kan have været forvirring om, hvad man egentlig stemte om. Hvis ikke jeg selv havde undersøgt det nærmere, ville jeg ikke vide det,” forklarer han.

”Det gør mig ked af det, at folk ikke synes, alle skal have lige rettigheder. Det er absurd, at det overhovedet er et issue i 2012, når der er meget alvorligere problemer i denne verden.”

Han overvejer at flytte, hvis han en dag møder hans eneste ene, selv om han nu godt kan lide at bo i Raleigh.

Dyk nærmere ned i afstemningsresultatet her: http://www.wral.com/news/political/page/10991843/.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

I starten af februar blev The Anti-Homosexuality Bill igen fremsat i Ugandas parlament.

Homoseksualitet er allerede ulovligt i Uganda, og hvis det kontroversielle lovforslag vedtages, kan det betyde dødsstraf til dem, der ikke holder sig på heteroseksualitetens smalle sti.

Lovforslaget har opbakning i et religiøst samfund, hvor homoseksualitet rimer på kolonialisme.

»Det er fremmed for os, og det er simpelthen ikke normalt,« svarede Ugandas forhenværende Minister for Etik og Integritet Nsaba Buturo, da vi spurgte ham om, hvorfor homoseksualitet er ulovligt i Uganda.

I vores undersøgelser før og under feltarbejdet i Uganda stødte vi på en opfattelse af, at homoseksualitet er et vestligt og ekspanderende fænomen, der er indført i Afrika af de tidligere kolonimagter.

Den samme forståelse afspejles i medierne. »Neo-colonialism fuels homosexuality in Africa« og »Plan to recruit youths into gay acts« lyder eksempler på overskrifter trykt i ugandiske aviser efter lovforslaget The Anti-Homosexuality Bill blev fremsat første gang i oktober 2009.

Udover forslaget om dødsstraf for »homoseksualitet af særlig grov karakter«, for eksempel sex med handicappede, foreslås også blandt andet fængselsstraf på tre år, hvis man som »autoritetsperson« får viden om en overtrædelse af loven og ikke indberetter den skyldige til myndighederne inden for 24 timer.

Den homoseksuelle myte
Vores undersøgelse af mediediskurser omkring seksuelle minoriteter viser, at homoseksuelle overordnet fremstilles som en beskidt, pædofil, prostitueret, smittebærende, ukristelig og rekrutterende global bevægelse. Kort sagt: Homoseksuelle er en trussel mod ugandisk kultur og den nationale sikkerhed. En trussel, der må stoppes.

Fremstillingen har en mytisk karakter: Den har ikke hold i virkeligheden, og den skaber et normalt og sundt »os« i konflikt med et usundt og unormalt »dem«, der må udstødes af samfundet.

Myten om de rekrutterende homoer kan ses som en årsag til, at for eksempel lovforslaget og den politiske modstand mod homoseksuelle kan få opbakning. I denne forståelse er lovforslaget en afstandstagen fra Vestens formynderiske indblanding i Ugandas (og Afrikas) interne anliggender og samtidig en beskyttelse af befolkningen mod den rekrutterende, homoseksuelle bevægelse.

Halleluja og homofobi
Også kirken spiller en rolle i det homofobiske samfund. Uganda blev kristent, efter de koloniale missionærer ankom, og kirken har i dag stor betydning i mange uganderes dagligliv.

Vores undersøgelse viser, at mange læserbreve imod homoseksualitet trykt i ugandiske aviser finder deres argumentatoriske krudt i Bibelen – plus at en række fremtrædende, ugandiske præster har udtrykt deres støtte til lovforslaget.

Læs mere om kriminalisering af homoseksuelle i Uganda, samt en personlig beretning om forholdene i landet her: http://issuu.com/proud_dk/docs/issue7_krimi/19.

Proudmagazine.dk: http://proudmagazine.dk/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Mangfoldighed på arbejdspladsen giver plus på bundlinjen og øger trivslen. To paneldebatter i Albertslund og Odense i maj sætter spotlight på, hvordan virksomheder kan blive bedre til at inkludere lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Til august sætter en nordisk konference fokus på emnet.

Er arbejdspladsen mangfoldig, giver det bedre trivsel, større produktivitet og plus på bundlinjen. Er du udlænding, ved dine kolleger og din chef det normalt, men er du lesbisk, bøsse, biseksuel eller transperson, skal du selv tage stilling til, om du vil være åben på din arbejdsplads.

Hvert år i maj markeres IDAHO-dagen verden over. IDAHO står for International Day Against Homo-, Bi- and Transphobia, og årets tema er seksuel mangfoldighed på arbejdspladsen.

Albertslund: Coop-chef sprang ud som kvinde
I anledning af IDAHO-dagen inviterer Q-Factor og Coop til en paneldebat 16. maj, hvor deltagerne sætter fokus på, hvad virksomheder kan gøre for at undgå diskrimination på arbejdspladsen.

Blandt paneldeltagerne er Coop Danmarks IT-produktionschef Kirsten Mols, der er født som mand, men for tre år siden sprang ud som kvinde – en forandring som Coops ledelse har bakket op.

Også DSB deltager i panelet. Mangfoldighedskonsulent Nina Voigt vil fortælle, hvorfor DSB for første gang deltog i Copenhagen Pride sidste sommer, og hvordan medarbejderne dannede et netværk for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner - det største af sin slags i Danmark.

Paneldebatten finder sted onsdag 16. maj kl. 16.30-18.30 hos Coop Danmark, Roskildevej 65 i Albertslund

Odense: Gode og dårlige eksempler på mangfoldighed
I Odense står Q-Factor og Lambda bag en paneldebat 12. maj, hvor der vil blive givet både gode og dårlige eksempler på, hvordan virksomhederne håndterer medarbejdere, som skiller sig ud med hensyn til seksuel orientering og kønsidentitet.

Pernille Steckhahn-Strohmer fra Q-Factor er blandt deltagerne, og hun vil fortælle, om hvordan nogle virksomheder med succes har brugt mangfoldigheden som en styrke. Q-Factor gennemførte sidste år en undersøgelse, der viser, at halvdelen af de adspurgte lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner ikke tør springe ud af skabet.

”Svarene viste tydeligt, at de som ikke er ude af skabet, bruger energi på at skjule den del af deres identitet. De yder derfor mindre og trives dårligere,” siger Pernille Steckhahn-Strohmer.

Paneldebatten finder sted fredag 12. maj kl. 13-15 på Kulturmaskinen, Farvergården 7 i Odense.

Der er gratis adgang til de to arrangementer, og man bedes tilmelde sig på forhånd. Læs mere på www.qfactor.dk/idaho-2012.

Nordisk konference til august – kom med og vind DSB-billetter!
Vil man for alvor høre om, hvordan virksomhederne kan udnytte styrkerne ved at have en mangfoldig arbejdsplads, er det i Stockholm det foregår. Til august slår Q-Factor dørene op til en nordisk konference og karrieremesse, som sætter spotlight på strategier og værktøjer til større mangfoldighed og bedre inklusion. Konferencen hedder ”Nordic LGBT Workplace Forum & Career Fair” og holdes i Stockholm 2.-3. august – lige inden Stockholm Pride. Konferencen henvender sig til både offentlige og private organisationer.

Hvis man køber sin billet til Nordic LGBT Workplace Forum & Career Fair inden 31. maj, er man med i konkurrencen om to DSB-billetter, der gælder til rejser overalt i Danmark (selv til Bornholm!). Det er gratis at deltage i karrieredagen, mens det blot koster 50 € (ca. 370 kr.) at deltage i arbejdspladskonferencen – inkl. frokost.

Læs mere på: nordic-lgbt-workplace.org eller facebook.com/Nordic.LGBT.Workplace.Forum

Q-Factor er en organisation i Odense, som arbejder for bedre lighed på arbejdsmarkedet for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (kaldet LGBT-personer). LGBT-personer udgør fem til ti procent af befolkningen.

Se www.qfactor.dk. 

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Liget af den honduranske journalist og oppositionspolitiker Erick Martinez er dukket op efter to dages forsvinden. 20 journalister og 20 personer fra seksuelle minoriteter er de seneste år blevet dræbt i landet.

Liget af journalisten og aktivisten Erick Martinez er den 7. maj 2012 blevet fundet i en vejside i landsbyen Guasculile, nord for hovedstaden Tegucigalpa, Honduras.

Liget bar umiddelbart ingen tegn på vold, men det lokale politi skal ifølge BBC have meddelt, at Martinez sandsynligvis er blevet stranguleret.
Erick Martinez' lig dukkede op to dage efter, at venner havde meldt ham savnet.

Seksuelle minoriteter forfølges
Den 32-årige Martinez var medlem af den største honduranske oppositionsgruppe, Den Nationale Folkelige Modstandsfront.

Han stillede i efteråret 2011 op som kandidat for et regeringskritisk valgsamarbejde og var desuden kendt som fortaler for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelles (LGBT) rettigheder.

Det præcise motiv til drabet på Erick Martinez er ukendt, men journalister, oppositionelle og seksuelle mindretal lever generelt livet farligt i det mellemamerikanske land.

Antallet af dræbte journalister i Honduras er ifølge menneskeretsgrupper nået op på mindst 21, siden et militærkup mod den liberale præsident Manuel Zelaya for næsten tre år siden.

Ud over politiske motiver er journalister også truet på grund af voksende narkohandel og organiseret kriminalitet.

I april måned udkom en rapport fra landets menneskeretskommission, der opgjorde antallet af dræbte fra LGBT-miljøet til 20 personer mellem 2010 og 2011.

Modkraft.dk: http://www.modkraft.dk/.

(Min overskrift: Webredaktør).

Frankrigs nyvalgte præsident, François Hollande, forventes at legalisere både homovielser og homoseksuelles ret til adoption inden udgangen af 2013.

Med et flertal af stemmerne på knap 52 % ved søndagens valg, hedder den nye præsident i Frankrig François Hollande, og i forhold til ligestilling af homoseksuelle er der dermed lagt op til positive forandringer.

På sin hjemmeside skriver den nyvalgte præsident blandt andet, at “frihed er muligheden for at lade to forelskede mennesker forenes, uanset seksuel orientering” og at “lighed betyder, at alle par tillades at gøre brug af den samme institution uden juridisk diskrimination”.

François Hollande har under valgkampen lovet, at både homovielser og homoseksuelles mulighed for adoption er en realitet i løbet af 2013 med ham bag roret, men det bliver ikke nogen let sag for Frankrigs nye socialistiske præsident at overbevise sine politiske modstandere i parlamentet om at hoppe med ombord.

Det højreorienterede parti, Front National, med Marine Le Pen i spidsen har netop haft det bedste valg nogensinde og er notorisk modstander af både homoægteskaber og gay-prides, som Le Pen har kaldt “provokationer imod andre mennesker, især katolikker”.

Læs også artiklen “Sarkozy: Ægteskab er mellem en mand og en kvinde“: http://www.homotropolis.com/2012/04/artikler/sarkozy-aegteskab-er-mellem-en-mand-og-en-kvinde/. 

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Mens Barack Obama endnu ikke officielt har taget stilling til homovielser i USA, så siger den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, at han personligt er stor tilhænger af ægteskabsligestilling.

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, har nu gjort det helt klart at han bakker op om homoseksuelles ret til at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle, og til nyhedsmagasinet “Meet the Press” fremhæver Biden samtidig tv-serien “Will & Grace” som en medvirkende årsag til den gennemsnitlige amerikaners mere positive syn på homoægteskaber.

»Den gode nyhed er, at det går op for flere og flere amerikanere, at dette handler om et helt basalt spørgsmål, nemlig hvem man elsker. Hvem elsker du og vil du sværge troskab til den du elsker? Det er ved at gå op for folk, at det dybest set bare er det som ægteskabet handler om. Uanset om det er et ægteskab mellem to lesbiske, to bøsser eller et heteroseksuelt par«, siger Joe Biden i “Meet the Press”, og slår samtidig fast at han personligt er tilhænger af homoægteskaber, men at det, trods alt, er præsidenten der i sidste ende skal sætte kursen.

»Nu er jeg USA’s vicepræsident, og det er præsidenten der fastlægger politikken. Jeg er personligt fuldstændig komfortabel med det faktum, at mænd der gifter sig med mænd, kvinder der gifter sig med kvinder og heteroseksuelle mænd der gifter sig med kvinder alle skal have præcis de samme rettigheder«, fortsætter Biden, der også fremhæver komedieserien “Will & Grace” som en betydende faktor i amerikanernes holdning til ægteskabsligestilling:

»Jeg tror, at “Will & Grace” sandsynligvis har gjort mere for oplysningen af den amerikanske befolkning end noget andet indtil videre. Folk frygter det der er anderledes, men nu begynder de at forstå«.

Den amerikanske vicepræsident er den mest højtstående politiker der, indtil videre, har givet sin opbakning til homoligestilling i USA, og Joe Bidens udmelding bliver hilst velkommen af blandt andre Human Rights Campaign:

»Vi bifalder vicepræsidentens bemærkninger, som helt korrekt udtrykker, at forelskede og bindingsparate homoseksuelle par skal behandles ligeværdigt. Nu er tiden inde til at Obama tager bladet fra munden og taler for ægteskabsligestilling for samkønnede par«, udtaler Human Rights Campaign.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Flere engelske aviser mener at vide, at den engelske premierminister David Cameron ikke længere er for homoægteskaber, på grund af et katastrofalt konservativt resultat ved det seneste lokalvalg. ”Ren spekulation”, udtaler premierministerens talsmand.

Både Sunday Times og Daily Mail kunne berette at den britiske premierminister David Cameron har fået kolde fødder efter et katastrofalt lokalvalg for de konservative.

Sunday Times citerer en kilde i Downing Street nr. 10, som udtaler at regeringen gerne vil indføre homoægteskaber, men at tiden ikke er den rette på grund af det dårlige valgresultat.

Men overfor det store engelske homosite Pink News bekræfter premierministerens talsmand at premierministerens holdning er uændret, og at regeringen ufortrødent arbejder på et lovforslag.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Løse rygter om at der vil blive afholdt en gaypride i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, i forbindelse med det Internationale Melodi Grand Prix senere på måneden, har nu fået nabolandet Iran op af stolen.

Iran kritiserer nabolandet Aserbajdsjan for en gay-parade der, ifølge rygter helt tilbage fra januar, skulle finde sted i forbindelse med det Internationale Melodi Grand Prix i hovedstaden Baku.

I januar skrev websiden www.nighttours.com som de første om den mulige gaypride i Baku, men artiklen blev fjernet få dage senere, og siden har intet tydet på at et LGBT-arrangement er under planlægning, og flere homoseksuelle inde i Aserbajdsjan, herunder Samir som vi talte med i marts, afviser at der er planlagt nogen form for parade eller pride under Eurovisions-festlighederne.

Det har dog ikke forhindret iranske embedsmænd i at rette skarp kritik mod den imaginære LGBT-parade, og allerede i februar blev en aserbajdsjansk diplomat i Iran, Ebrahim Ghafarov, hængt ud i de iranske medier for angiveligt at have forsvaret planerne om gaypriden i Baku, og flere aviser skrev samtidig, at Ghafarov selv var homoseksuel og derfor burde vises ud af Iran øjeblikkeligt.

Forrige fredag sagde Ayatollah Mohsen Mojtahed Shabestari, en højtstående shiitisk præst fra den iranske storby Tabriz, at “situationen i Aserbajdsjan er så forfærdelig, at magthaverne nu også kaster penge efter en fest, der er planlagt af anti-muslimske kræfter”.

»Endnu mere oprørende er det, at de planlægger at afholde en parade for homoseksuelle. Denne danse-fest og paraden tiltrækker alle slags perverse mennesker og anti-islamiske grupper. På trods af at mange lande ikke tillader homofile og perverse mennesker at samles offentligt, så har magthaverne i det shiitisk-dominerede Aserbajdsjan tilladt at dette uetiske arrangement finder sted. Jeg vil gerne spørge dem, hvad der er sket med deres islamiske ære, og hvorfor de har ladet sig forvandle til legetøj i zionisternes hænder«, sagde den radikale Ayatollah under fredagsbønnen, og anklagede dermed Israel for at stå bag det han betegner som anti-islamisering.

Imamen fortsatte med at fordømme den aserbajdsjanske regering, og advarede om at hvis ikke homo-paraden blev aflyst øjeblikkeligt, så ville det medføre omfattende demonstrationer og vrede i offentligheden i de følgende dage.

En anden iransk præst, Ruhollah Bejani, har sendt et trusselsbrev til Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev:

“Såfremt Baku bliver vært for Eurovisionen og gay-paraden, så garanterer jeg personligt for at konsulatet bliver lukket ned, uanset hvad resten af styret og Ahmadinejad så måtte sige. Dette er min allersidste advarsel, og jeg er parat til at udgyde blod om nødvendigt”, er Bejani citeret for at have skrevet ifølge den iranske presse.

Et par dage senere fulgte det iranske parlaments næstformand trop i et tv-interview, hvor han understregede, at en parade er et brud på de sociale normer og at en accept og godkendelse af sådanne arrangementer vil medføre “betydelige tab”.

Homoaktivisten Rusian Balukhin fra Aserbajdsjan siger til Gay Star News, at der blandt Aserbajdsjans bøsser og lesbiske slet ikke er nogle der tør at drømme om hverken demonstrationer eller parader, og at et sådant arrangement ville være både uansvarligt og uhensigtsmæssigt når man tager det intolerante sociale klima som landets LGBT’er lever under i betragtning.

Selvom homoseksualitet officielt er tilladt i Aserbajdsjan, så er det på ingen måder tolereret i befolkningen og landets LGBT’er lever derfor i det skjulte.

Læs også vores interview med Samir, en 23-årig bøsse fra Aserbajdsjan: Det skjulte homoliv i ildens land: http://www.homotropolis.com/2012/03/artikler/det-skjulte-homoliv-i-ildens-land/.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

En kristen amerikansk prædikant opfordrer forældre til at "banke det
bøssede ud af deres børn". Opfordringen til vold mod børn blev givet ved et kirkeligt event mod homovielser i delstaten North Carolina.

Pastor Sean Harris sagde blandt andet: "Det sekund hvor du ser din søn knejser håndleddet, skal du gå hen til ham og brække håndleddet på ham. Giv ham et godt knytnæveslag".

Senere forklarede pastor Harris at ordene måske ikke var helt så velovervejede som de burde, men at han ikke fortryder det han sagde: "Hvis jeg skulle sige det igen, ville jeg uden tvivl sige det med and ord. Det var ikke planlagte ord, men hvad jeg står ved, er at Guds ord gør det klart at feminin adfærd hos mænd er ugudelig, og det går jeg ikke på kompromis med."

På pridenews.dk redaktionen sidder vi tilbage med en dum smag i munden. Har en kristen præst lige sagt, at vold mod børn er mere gudelig end kærlighed mellem to personer?

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Homotropolis 2.5.2012

Efter at have mødt skarp kritik fra det konservative bagland på grund af sin homoseksualitet, har Mitt Romneys udenrigspolitiske rådgiver, Richard Grenell, valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning.

Tirsdag valgte Mitt Romneys udenrigspolitiske rådgiver og talsmand, Richard Grenell, at trække sig fra posten efter kritik af hans homoseksualitet fra det konservative bagland.

»Jeg har truffet beslutning om at stoppe som udenrigspolitisk rådgiver og talsmand for Mitt Romney-kampagnen. Jeg så ellers frem til at udfordre præsident Obamas udenrigspolitiske nederlag og svage lederskab på den internationale scene, men min evne til at tale klart og med styrke om disse emner er blevet svækket af den ekstremt partiske diskussion omkring mine private anliggender, der nogle gange kommer op under en præsidentkampagne«, siger Richard Grenell i en udtalelse til Washington Post.

»Jeg vil også takke guvernør Romney for hans tiltro til mig og mine evner, og for hans tydelige besked til mig om at min åbne homoseksualitet ikke var et problem for hverken ham eller hans hold«, fortsætter Grenell.

Mitt Romneys kampagneleder, Matt Rhoades, udtrykker skuffelse og ærgrer sig over Richard Grenells beslutning, og præsident Obamas digitale kampagneleder skrev efterfølgende på Twitter, at "vi i dag lærte, at en republikansk præsidentkandidat ikke kan have en homoseksuel talsmand i 2012".

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/. 

17 lgbt-aktivister der deltog i en fredelig 1. maj demonstration i Skt. Petersborg i dag er blevet anholdt for at bære regnbueflag.

I forbindelse med markeringen af 1. maj i den russiske by Skt. Petersborg er 17 lgbt-aktivister blevet anholdt fordi de marcherede med regnbueflag i en fredelig demonstration. Det har byens lokale lgbt-organisation, Coming Out, netop oplyst.

Aktivisterne udgjorde en lille del af en større demonstration, der i forvejen havde indhentet tilladelse til dagens march hvor adskillige demokratiske og samfundsorienterede grupper også var repræsenteret.

Kun 5 minutter inde i demonstrationen beordrede det lokale politi at regnbueflagene blev fjernet, men da aktivisterne nægtede, foretog politiet øjeblikkeligt anholdelse af de 17 personer, der nu står tiltalt for at synliggøre homoseksualitet i det offentlige rum og for civil ulydighed. En af aktivisterne blev, ifølge Coming Out, arresteret for at holde et skilt med teksten “homofobi er ulovligt”.

De 17 tilbageholdte aktivister inkluderer blandt andet Mikhail Belodedov fra Coming Out og forpersonen for det russiske LGBT-netværk, Igor Kochetkov.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/. 

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Sognepræst IVAN LARSEN har betydet uendelig meget for folkekirkens holdning til homoseksuelle. Nu går han på pension.

Jeg tror, at jeg har været med til at gøre livet lettere og mere legitimt for bøsser og lesbiske med en kristen baggrund."

Så beskedent sammenfatter Ivan Larsen sit arbejde som sognepræst ved Stefanskirken gennem 36 år. Nu går han på pension, og dermed mister bøsser og lesbiske en fremtrædende talsmand i kirkelig sammenhæng.

Og dog. For menighedsrådet er det vigtigt med den profil, Ivan Larsen har givet Stefanskirken som en kirke, der favner alle med bred tolerance. Så det vil næppe komme efterfølgeren til skade under jobsamtalen, hvis vedkommende skulle vise sig at være bøsse eller lesbisk.

Paradoksalt
At Ivan Larsen udtrykker sig så beskedent om sin egen betydning, vil næppe overraske dem, der kender ham. Derfor er det også ganske paradoksalt, at han er kommet til at spille så markant en rolle i de sidste 30 års debat om kirkens forhold til homoseksualitet:

"Jeg har nu aldrig gjort noget bare for at provokere, men kun for at gøre opmærksom på ting, der efter min mening burde laves om. Og jeg har altid bestræbt mig på at holde lav profil indimellem, og derefter komme tilbage og måske påvirke tingene endnu et lille nøk fremad i den rigtige retning. Den slags holdningsændringer tager tid, og den tid er man nødt til at give plads til. Jeg har da nogle gange ønsket, at der var andre præster, der ville tage over, så jeg ikke hele tiden blev eksponeret, og så almindelige mennesker ikke gik og troede, at den eneste homoseksuelle præst i hele den danske folkekirke hed Ivan Larsen og boede på Nørrebro. Men der var ikke rigtig andre, og så måtte jeg jo."

En børneflok på 12
Det lå ikke i kortene, at Ivan Larsen skulle være præst:

"Jeg er nummer 10 i en børneflok på 12. Når vi børn var konfirmeret, blev vi sendt ud og tjene, for vores forældre levede meget fattigt. Jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor jeg blev præst. Men da jeg var 10 år gammel, kom tanken bare. Også selv om det umiddelbart var en fuldkommen urealistisk tanke med vores beskedne baggrund, at jeg skulle kunne læse videre. Men så blev tilfældet, at jeg fik mulighed for at komme i gymnasiet og derfra via hæren ind på universitetet."

"Hvorfor jeg kom i hæren? Det gav mig en mulighed for at spare op, så jeg var konstabel et års tid efter min værnepligt. Og samtidig med, at jeg begyndte at læse teologi, tog jeg et kordegne-kursus, sa Jeg kunne tjene penge sideløbende med studierne. Jeg har altid været god til at planlægge, så på den måde skemalagte jeg mit studium minutiøst, så det kunne lade sig gøre rent økonomisk."

Sprang ud som bøsse
I slutningen af studietiden i 1976 blevet præste-embede ledigt ved Stefanskirken. En god bekendt opfordrede Ivan Larsen til at søge:

"Det gjorde jeg, og jeg blev valgt enstemmigt af alle 13 medlemmer af menighedsrådet. Uden at prøveprædike eller noget som helst andet af det, man plejer at skulle gøre. De ville åbenbart bare have mig. Det kan man da kalde en tillidserklæring."

I de første år fungerede Ivan Larsen som almindelig præst, men i 1981 sprang han ud som bøsse, fik kæreste og meldte sig i bøssebasisgruppe under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Et par år senere blev han opfordret til at gå ind i lokalradioen for bøsser og lesbiske, Radio Rosa:

"Hver søndag var der en præst, der udlagde dagens tekst i magasinprogrammet Rosa Rapport. Han skulle holde op, og så blev jeg spurgt. Det er blevet til mange, mange små prædikener i radioen søndag efter søndag. Jeg kan huske, at en bestemt vending gik igen: 'For os som bøsser og lesbiske', sagde jeg hver gang. For det var vigtigt for mig, at det ikke bare var en almindelig prædiken, men at Guds ord skulle have direkte appel og relevans til de mange homoseksuelle, der lyttede med."

Det kristne kærlighedsbudskab Hurtigt blev Ivan Larsen en præst, som bøsser og lesbiske opsøgte:

"Jeg har siddet med mange, der havde det svært med deres kristendom og deres seksualitet. Mennesker, der er vokset op i Indre Mission eller Jehovas Vidner eller bare som folkekirkekristne. Jeg siger til dem - og i øvrigt også i kirken, når jeg prædiker - at vi skal forholde os kritisk til Bibelens mange ord, fordi det er en meget gammel bog, der tydeligt er bundet til tid og sted. Man kan for eksempel i Bibelen læse om regler for, hvordan man holder slaver! Hvad vi derfor som kristne skal, er at forholde os til Gud og Jesus - og det kærlighedsbudskab, der er det allervigtigste i kristendommen."

Kærester i 25 år
Da det registrerede partnerskab blev indført i Danmark i 1989, var Ivan Larsen og Ove Carlsen par nummer to i verden, der blev viet:

"Jeg havde mødt Ove på Cosy Bar en sen aften. Jeg var i byen med en ven, som præsenterede mig for Ove med ordene: '... men han er desværre gift og har to børn'. Aftenen endte dog med, at Ove og jeg gik hjem sammen. Samme sommer blev han skilt og flyttede ind i præstegården. Nu kan vi så fejre, at vi har været kærester i 25 år og registreret i 23. Så når jeg nu holder op i Stefanskirken og derfor skal flytte fra præstegården i løbet af sommeren, og der samtidig - forhåbentlig bliver vedtaget at indføre et kirkeligt ritual for bøsser og lesbiske, slår vi det hele sammen til en mægtig fest med både udflytning, bryllup og sølvbryllup på samme tid. Jeg har overvejet at gøre lige som min farmor gjorde på sin bryllupsdag - hun blev også gift i en fin sort kjole!"

IVAN LARSEN

Ivan Larsen var en af de allerførste præster, der sprang ud som bøsse. Han var også en af de første, der begyndte at velsigne homoseksuelle par i kirken.

Han er en af ophavsmændene til et særligt gravsted for bøsser og lesbiske på Assistens Kirkegård. I 1980'erne begravede han mange bøsser, der døde af aids.

Ivan Larsen sluttede som præst i Stefanskirken med udgangen af april. Det blev markeret med en hel festuge, hvor menigheden hyldede ham ved en lang række arrangementer.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

STOP AIDS flyttede i april sammen med AIDS-Fondet, AIDS-Linien og Rådgivningen for hiv-smittede. Et vigtigt skridt i videreudviklingen af det danske hiv-arbejde.

INGEN BEFOLKNINGSGRUPPE i Danmark er så hårdt ramt af hiv som bøsser og biseksuel le mænd: Cirka fem procenter smittet med hiv på landsplan, men i København ligger tallet omkring det dobbelte.

Når tallet trods alt ikke er større, skyldes det især det arbejde, som STOP AIDS har udført, siden Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske oprettede organisationen i 1986. Dengang forslæbende myndigheder tøvede, og sensationshungrende medier spredte rædsel frem for reel oplysning.

I OVER 25 ÅR har STOP AIDS oplyst bøsser og biseksuelle mænd om hiv og aids. Uden brug af løftede pegefingre og uden at udstille hiv-smittede som farlige monstre.

Tilgangen har fulgt Folketingets beslutning om, at hivindsatsen skal bygge på: "frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå enhver form for diskrimination."

Denne tilgang har været en stor succes. I 1980'erne var Danmark et af de hårdest ramte lande i Europa, men i dag ligger vi under den gennemsnitlige hiv-udbredelse i vores del af verden.

I ØSTEUROPA OG CENTRALASIEN er antallet af hiv-smittede næsten tredoblet fra 2000 til 2009. Værst ser det ud i Ukraine og Rusland, hvor epidemien er helt ude af kontrol.

Den alvorlige situation var på programmet, da København i marts var vært for en international hiv- konference. Holdningen blandt eksperter er, at stort socialt stigma og lav politisk prioritering er med til at eskalere hiv-epidemien i øst.

På konferencen fik jeg den tanke, at kyniske magthavere måske blot håber, at hiv vil udrydde narkomanerne, luderne og bøsserøvene - de hårdest ramte grupper i Østeuropa. Men midt i min galgenhumor stivnede smilet hurtigt, da jeg hørte, at hiv-smittede blot få timers flyvning fra Danmark ikke kan få den medicin, som er nødvendig for at redde deres liv.

"Som hiv-smittet i Østeuropa har du meget svært ved at få adgang til behandling. Det betyder, at du i dag får bedre hiv-behandling i Malawi end i Sankt Peters borg," sagde professor Jens Lundgren. ~ I DANMARK døde 237 mennesker af aids i 1995, men i 2010 var tallet faldet til fire. Takket være medicin og gode behandlingstilbud kan langt de fleste hiv-positive leve en normal livslængde, uden frygt for at smitte andre.

Alligevel har halvdelen af nyfundne hiv-positive taget hiv-testen så sent, at hiv har nedbrudt en væsentlig del af immunforsvaret. Derfor risikerer de alvorlig sygdom, og nogle af dem vil dø tidligere end ellers.

ANGST OG STIGMA får nogle mennesker til at undgå eller udskyde hiv-testen, selvom de har været udsat for en smitte risiko.

Som modsvar har STOP AIDS med CheckPoint-klinikerne indført en hiv-test, hvor man kan få svar og professionel rådgivning inden for en time. Dermed slipper man for at sidde i en timelang kø på Bispebjerg Hospital eller for at skulle vente en uge på at få svar hos den praktiserende læge.

I januar fusionerede STOP AIDS med AIDS-Fondet, AIDS-Linien og Hiv-Danmarks rådgivning for hiv-smittede. Her i slutningen af april flyttede de sammen i Vestergade 18E i København, og CheckPoint er selvfølgelig flyttet med.

Fusionen og sammenflytningen er godt nyt: Snart vil ansatte og frivillige kunne arbejde mere effektivt for de begrænsede bevillinger, som stat og kommune giver til hiv-forebyggelse.

TRE SKUD I BØSSEN

HENRIETTE LAURSEN Direktør, AIDS-Fondet, STOP AIDS er fusioneret med AIDS-Fondet, AIDS-Linien og Rådgivningen for hiv-smittede. Organisationerne flyttede sammen i april under det fælles navn AIDS-Fondet.

- Vil fusionen gå ud over hiv-arbejdet blandt bøsser og biseksuelle mænd?

"Nej, tværtimod. Indsatsen vil snarere blive forstærket, fordi vi kan mere sammen end hver for sig. Helt eksplicit har vi taget stilling til, at vi især arbejder for og med dem, som er mest udsatte for hiv-smitte: Mænd, der har sex med mænd, etniske minoriteter fra det sydlige Afrika og Asien, samt stofbrugere og sexarbejdere."

- Hvad er de største problemer for hiv-positive i Danmark?

"Stigma og diskrimination. Igen og igen kan vi i befolkningen konstatere eksempler på ubegrundet angst over for hiv-smittede, og det har hårde konsekvenser. Vi mærker et hårdt pres på både Rådgivningen og patientstøtteansøgninger, fordi mange hiv-smittede har psykiske men. Stigma og diskrimination gør også, at nogle afholder sig fra at lade sig hiv-teste, selvom de har været udsat for hiv-smitte. Men når hiv-smittede først kommer sent i behandling, medfører det mere sygdom og mere smitsomhed. Kommer man derimod tidligt i behandling, holder medicinen immunforsvaret oppe, og medicinen gør, at vel behandlede hiv-smittede stort set ikke kan smitte andre."

- Hjælper AIDS-Fondet også hiv-positive i udlandet?

"Vores almindelige indsamlinger går til arbejdet her i Danmark. Men vi får også støtte af Danida og har særlige indsamlinger til projekter i udlandet. Derfor kan vi hjælpe bøsser i Nepal med adgang til medicin på særlige sundhedsklinikker. Og i Uganda og Malawi støtter vi lokale LGBT-organisationer, som informerer om hiv, uddeler kondomer og kæmper for homorettigheder."

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Den katolske ærkebiskop, Antonio Mennini, opfordrer til at katolikker, jøder og muslimer slår sig sammen for at bekæmpe homovielser i England.

Antonio Mennini, ærkebiskop i Vatikanet og apostolsk nuntius i England, anbefaler nu etableringen af en alliance mellem katolikker, jøder, muslimer og andre religiøse retninger der ikke går ind for homoseksuelles ret til at indgå ægteskaber.

Ordene faldt i en tale til de engelske og walisiske biskopper i Leeds, hvor den 64-årige ærkebiskop forberedte sine katolske trosfæller på, at kampen imod homoægteskaber i England kan blive lang og sej, og at man med fordel kunne inddrage andre religioner og derved sammen stå stærkere.

»Det forekommer mig at vi, når det kommer til ægteskab og menneskelivets hellighed, har meget til fælles med både det jødiske samfund, overrabbineren og flere af de betydende repræsentanter for islam«, sagde Mennini, hvis kommentarer kommer i kølvandet på en anden ærkebiskop, Peter Smith, der forleden udtalte, at den katolske kirke ønsker at samarbejde med alle der er enige i at en omdefinering af ægteskabet er uheldigt for samfundet og vil medføre forvirring.

Indtil videre har den katolske kirke været den mest højlydte modstander af den engelske regerings forslag om indførelse af homovielser. Peter Smith har blandt andet betegnet det som en “grotesk undergravning af en alment accepteret menneskeret”. Liberale fraktioner indenfor både den jødiske og kristne tro har dog omvendt været ude og tale kraftigt for homoseksuelles ret vil ægteskaber.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min overkskrift : Webredaktør).

I den næste tid vil du kunne læse korte uddrag fra den bog, jeg er i gang med at skrive, her på min blog. I dag kan du læse et interview med Lasse, som er transkønnet.

Da Lasse fik sit første job på en folkeskole, skulle han forholde sig til, hvad både kollegerne, chefen og eleverne ville tænke om hans ukonventionelle måde at konstruere køn på. Han var lige blevet færdiguddannet som lærer og havde mere end rigeligt at se til med at vænne sig til arbejdet og det professionelle liv, så han valgte det, der virkede som den letteste løsning. Han sprang ud som lesbisk.

- Lasse, du er 30 år gammel og identificerer dig maskulint som transfyr. Det gjorde du også, da du fik dit første job som lærer. Alligevel valgte du at lade folk se dig som en lesbisk kvinde. Hvorfor?

Det var meget tidligt i min transition, og jeg havde mit gamle navn og stod som kvinde i mine papirer. Jeg var også kun lige begyndt på hormoner, og man kunne ikke se nogen forskel endnu. Jeg var meget nervøs for, at jeg ikke ville kunne få noget job og turde ikke fortælle om min transstatus, så jeg tænkte: ”nu skal jeg bare have et arbejde, og så må vi tage den, når den kommer.” Jeg er ikke lesbisk, men det var den kategori, jeg påtog mig for at kunne finde ud af at være på jobbet. Det var det letteste.

Men da hormonerne begyndte at sætte tydeligere spor i form af ændrede ansigtstræk, skægvækst osv. og for at jeg kunne finde ud af det oppe i mit eget hoved, sprang jeg senere ud som trans på arbejdet. Så begyndte folk i deres lidt firkantede, heteronormative logik at se mig som heteroseksuel mand. Det var en underlig kasse at blive puttet ind i, selvom folk jo nok mente det positivt.

Jeg prøvede at forklare dem, at det ikke var helt så simpelt. At jeg fx tit har forhold til andre transkønnede eller androgyne folk. Men det havde de svært ved at forstå. Jeg snakker ikke så meget med mine elever om mit privatliv, men de ting jeg har delt med dem, er blevet modtaget meget positivt. Selvom de går i 8. og 9. klasse har de ikke haft svært ved at håndtere mit køn. Det var sværere med de der skøre voksne, jeg arbejder sammen med.

Livets mange faser

- Mange får jo at vide, at ”det er en fase,” når de springer ud som det ene eller det andet. Og det er jo også rigtigt nok nogen gange. Men at noget er en fase betyder jo ikke, at det ikke er virkeligt og vigtigt og skal tages alvorligt. Vi ændrer os hele tiden, og det behøver ikke at betyde, at vi er forvirrede. I hip hop og punk snakker man nogle gange om at sælge ud. Det synes jeg ind i mellem kan være lidt misforstået. Det handler vel ikke altid så meget om, at man sælger ud, som at man ændrer og udvikler sig. Hvordan er du kommet frem til den identitet, du har nu, og bliver du ved med at være sådan resten af dit liv.

Som barn var jeg en sportsdrengepige. Jeg oplevede ikke mig selv som dreng, men tænkte, at hvis jeg havde været en dreng, ville mit liv være lettere. Jeg følte, at jeg blev misforstået, og det ville jeg ikke være blevet, hvis jeg havde været en dreng. Piger bliver socialiserede til at lege komplicerede lege, hvor man taler meget, mens drenge socialiseres til at lege simple lege, hvor man bruger kroppen. Jeg kunne lettere forholde mig til drengenes verden.

Jeg har altid klædt mig ud og leget rollespil. Og det er fx svært at svare på, hvornår jeg begynder at transitionere. For hvornår transitionerer man? Da jeg kom på gymnasiet påtog jeg mig en identitet som en slags femme gother-pige. Det var en måde at afprøve en anden måde at være pige på. Senere blev jeg beskidt punker, og selvom jeg stadig var kvindeligt identificeret, er punk jo tit et lidt kønsneutralt udtryk, der gav mig mulighed for at lægge femininiteten lidt fra mig igen.

Jeg havde i lang tid svært ved at forholde mig til feminismen, fordi den tit tog udgangspunkt i en gruppe af mennesker, som jeg forventedes at tilhøre, men som jeg ikke kunne identificere mig med. Jeg overvejede også, om jeg var lesbisk, for så kunne jeg jo få lov at være butch. Men det var jeg heller aldrig specielt god til, for jeg kan godt lide at være feminin. Men man kan jo godt have en drengeidentitet, der er feminin.

I Hamborg boede jeg en overgang på en skurvognsplads, hvor køn blev set som noget meget flydende. Her kunne jeg slappe af, og der ikke var en helt masse forventninger til mig på baggrund af mit køn. Vi snakkede selvfølgelig om vores historier som kønnede væsener, og hvilken indflydelse det kunne have på magtforhold mellem os, men vi så ikke hinanden som repræsentanter for vores køn, og køn var hele tiden til forhandling. For eksempel optrådte jeg nogle gange som drag queen, og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om mit biologiske køn var en forhindring for det.

Tænder ikke på heteroseksuelle

I dag vil jeg sige, at min seksualitet ikke er rettet mod heteroseksuelle af noget køn. Med det mener jeg folk, som er mænd eller kvinder og har nogle meget faste forestillinger om, hvad køn og seksualitet er. Det synes jeg, hverken er sjovt eller interessant at være i nærheden af. Det er svært for mig at have en seksualitet med folk, der ikke kan læse mig og ikke er åbne overfor en flydende opfattelse af seksualitet. Jeg tror ikke, jeg nogensinde holder helt op med at ændre mig, men måske kommer forandringerne til at blive mindre i perioder eller træder i baggrunden.

- Hvordan reagerer folk omkring dig på, at du ændrer dig på den måde?

Jeg bliver nogle gange ”barnliggjort.” Det, at jeg ikke prøver at leve op til en eller anden kasse, bliver opfattet som, at jeg ”bare ikke er der endnu, at det nok skal komme.” En af mine kolleger sagde forleden, at jeg søgte at være unormal. Men det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg søger at sætte spørgsmålstegn ved alting, og det synes jeg er en voksen og ansvarlig ting at gøre. At sætte spørgsmålstegn ved de måder, vi er på og interagerer på, er ikke det samme som bare at ville være på tværs.

Der er en umyndiggørelse i det, at jeg ikke bliver taget alvorligt, at jeg ikke selv får lov til at vælge, hvad der er det rigtige i mit liv. Folk fortæller mig, at når jeg bliver ældre, så vil jeg også få lyst til at bo sammen med min kæreste og få et barn. Tit er det, folk har haft et problem med, ikke så meget, at jeg ikke er som normen, men at jeg heller ikke stræber efter at være det.

Træt af at lave "oplysning til borgerne"

- Men er det ikke også svært for folk at forstå, hvem du er?

Jo, men jeg kan godt blive træt af altid at skulle lave ”oplysning til borgerne,” for et eller andet sted burde ansvaret for at stoppe undertrykkelsen jo ligge hos dem, der undertrykker og ikke hos ”den undertrykte,” men samtidig ved jeg godt, at hvis man vil have folks forståelse, bliver man også nødt til at komme dem i møde. Jeg mener, at man lærer imellem mennesker og ved at tale om ting og fortælle hinanden ting.

Man kan som ciskønnet godt sætte sig ned og læse en masse om transkønnethed, men man vil aldrig have en førstehåndsoplevelse af, hvordan det er at være transkønnet. Det betyder ikke, at man som transkønnet skal ud og undervise alle, men jeg tror, det er godt, hvis man kan have et ordentligt møde og lytte til hinandens oplevelser.

Ansvaret for at stoppe undertrykkelsen ligger hos undertrykkerne, men jeg kan godt se, at de har svært ved at forstå, hvordan de undertrykker folk, hvis de aldrig har hørt nogen fra de undertrykte positioner udtale sig. Det handler jo også om, at jeg vil beholde retten til at definere, hvornår og hvordan jeg er undertrykt. Og så bliver det jo også mit ansvar at fortælle om netop det.

Rart med interesse, men til en vis grænse

- Jeg forstår. I bogen Nobody Passes, er der en person, der hedder Rocko Bulldagger, der identificerer sig som en ”genderqueer med en for mange temmelig kompliceret kønskonstruktion.” Rocko skriver om det med at komme folk i møde: ”[Min tilgang er] at møde folk, hvor de er og prøve på gradvist at introducere dem til mine livserfaringer og overbevisninger omkring mit køn, i stedet for at gå ud fra, at alle skal møde mig, der hvor jeg er, før vi kan have nogen forbindelse.”

- Rocko er også bevidst om, at det kan være svært for folk, der ikke normalt beskæftiger sig med alternative kønskonstruktioner at forstå det hele. På den anden side er Rockos forståelse ikke at frikort til at opføre sig åndssvagt. Som Rocko siger: ”jeg holder ikke vejret, mens jeg venter på et sted, hvor jeg ikke behøver forklare mig selv. Jeg arbejder bare på at skabe et sted, hvor min forklaring er velkommen.” Den skelnen kan jeg rigtigt godt lide

- Men er der ikke grænser for, hvor mange gange, man skal forklare sig?

Selvfølgelig er der det. Det kommer jo også an på, hvordan folks tilgang er. Jeg havde en kollega, der blev ved med at spørge, om jeg så skulle have en pik. Det, syntes jeg, var meget ubehageligt og anmassende. Efter et stykke tid sagde jeg til hende, at jeg ikke synes, det var en information, hun behøvede i et kollegialt fællesskab, og at hvis jeg endelig mente, jeg behøvede en pik i mit liv, var der også mange andre muligheder end en kødpik. Noget andet er, at man jo ikke definerer alle andres køn ud fra, hvad de har i bukserne. Det gjorde hun kun, fordi hun vidste, jeg var trans. Når vi ser folk på gaden, bygger vi vores antagelser om køn på alle mulige ting, fordi køn består af meget mere end, hvad man har i bukserne.

Men udover den slags upassende bemærkninger er det for det meste rart, når folk viser interesse. Da jeg besluttede mig for at springe ud på mit arbejde, var jeg jo godt klar over, at det ville være svært for mange, fordi de ikke forstod, hvad det vil sige at være transkønnet, og fordi vi manglede et fælles sprog at tale om det på. Så jeg skrev en mail om mig selv og om det at være transkønnet, som jeg sendte rundt i teamet sammen med en opfordring til at se Rosa Juel Nordentofts film ”Transgender Basics,” der er en undervisningsfilm om transkønnede. Jeg sendte det før et teammøde, der skulle foregå hos mig privat, så vi havde mulighed for at diskutere det i fred og ro, og folk kunne stille spørgsmål osv.

En af mine kolleger sagde, at han var glad for, jeg fortalte det, for han havde følt, at han gjorde vold mod sig selv ved at kalde mig ’hun.’ Jeg synes, det var fint sagt og også fint, at han ikke havde sagt noget før, for det er jo også ubehageligt for mange butches og maskuline kvinder, når folk sætter spørgsmålstegn ved deres køn. Jeg synes, det var rart, at han havde respekteret min definition som lesbisk og så også respekterede min definition som transfyr.

PS: Lasse er et opdigtet navn.

Modkraft.dk: http://www.modkraft.dk/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

LGBT-rettigheder er ikke andenrangs rettigheder - heller ikke i Uganda.

I en større artikel i Politiken den 16. marts:

“Uganda. Homofobien er ikke det største problem“ skriver Mellemfolkeligt Samvirke (MS) om anti-homoseksualitetsloven med ord og vendinger som gradbøjer de universelle menneskerettigheder og reducerer LGBT-rettigheder til andenrangs rettigheder:

- dødsstraf for homoseksuelle er en detalje

- borgerretsorganisationerne i Uganda vil ikke brænde fingrene på en tabersag

- retten til at være en seksuel minoritet er knap så presserende

- et enøjet fokus på anti-homoloven overskygger lige nu større menneskeretslige og demokratiske udfordringer i Uganda.

LGBT Danmark har skrevet til Mellemfolkeligt Samvirke – MS/ActionAid og udtrykt vores bekymring over den sprogbrug, der er anvendt i artiklen.

Indlægget fra LGBT Danmark og Sex & Samfund er fra Sex & Samfunds hjemmeside, www.sexogsamfund.dk:

I et debatindlæg i dagspressen for nylig skrev Jacob Rosdahl (JR) fra Mellemfolkeligt Samvirke, at retten til at være en seksuel minoritet i Uganda ikke er særlig presserende i forhold til andre udfordringer, som det østafrikanske land står over for.

Baggrunden for indlægget er et lovforslag i parlamentet i Kampala, som krænker homoseksuelles rettigheder og muliggør dødsstraf for homoseksuelle.

Lovforslaget har fået stor international og dansk bevågenhed, og der har været diskussioner om, hvorvidt dansk udviklingsbistand til Uganda skal tilbageholdes på grund af forslaget.

Ifølge JR har reaktionerne oversteget lovforslagets relevans, og skygget for vigtigere problemer, så som indskrænket ytringsfrihed, fattigdom og seksuelle overgreb.

Stærkt bekymrende
Udfordringerne er uden tvivl mange i Uganda. Men at JR kalder et lovforslag, der muliggør dødsstraf for homoseksuelle for en detalje, er bekymrende – uanset om lovforslaget bliver vedtaget eller ej.

Det er bekymrende, fordi det affejer seksuelle rettigheder som en andenrangs rettighed, som ikke fortjener at blive taget seriøst eller betragtes på lige fod med andre rettigheder.

Det sender desuden et signal til modtagerlande om, at man kan gradbøje eller gå på kompromis med visse gruppers rettigheder, uden at det har konsekvenser.

Som JR selv skriver, er menneskerettighederne ubøjelige og udelelige, hvilket hans indlæg paradoksalt nok ikke afspejler. At kunne udtrykke sin seksuelle orientering er en fundamental rettighed, som hænger uløseligt sammen med andre menneskerettigheder.

Jacob Rosdahl gør gældende, at et enøjet fokus på anti-homoloven overskygger større menneskeretlige og demokratiske udfordringer i Uganda. Han mener videre, at man hellere skal kigge på det store billede end på enkeltstående lovforslag.

Men krænkelser af seksuelle rettigheder er netop både en demokratisk og menneskeretlig udfordring og ikke et isoleret problem. Anti-homoloven er en del af det større billede, det er en del af en generel homofobi i Uganda, og det er et brud på fundamentale rettigheder.

Derfor fortjener de problemer, som ugandiske homoseksuelle står over for al den opmærksomhed, de kan få.

Diskrimination af homoseksuelle
Det er almindeligt anerkendt, at menneskerettigheder, god regerings-førelse og demokrati er tre sider af samme sag. Nogle af de rettigheder, Danmark arbejder for, er så kontroversielle, at de ikke er anerkendt i andre lande.

Homoseksuelles rettigheder bør som udgangspunkt være omfattet af diskriminationsbegrebet, hvilket mange lande ikke anerkender, herunder Uganda.

Fraværet af klart definerede rettigheder betyder derfor en de facto krænkelse af disse særligt udsatte grupper.

Danmark bør derfor fortsat arbejde for, at kontroversielle rettigheder gøres til internationalt anerkendte menneskerettigheder på lige fod med andre rettigheder, men aldrig på bekostning af dem.

Birgit Lindsnæs er international chef i foreningen Sex & Samfund og Richardt Heers talsperson for rettigheder og udviklingspolitik i LGBT Danmark - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Regionsrådet for Ruslands tredjestørste by, Novosibirsk, har nu som det femte i landet indført lovgivning, som forbyder oplysning om homoseksualitet til mindreårige. Det kunne man i dag høre i indslaget "Focus du jour" (dagens fokus) på den franske nyhedskanal France24.

Lignende regler er allerede indført i Skt. Petersborg, som har de største LGBT-samfund, samt i regionerne Ryazan, Kostroma og Arkhangelsk.

Det er ikke kun medierne, som ikke må give positiv omtale; loven betyder også, at en læge f.eks. kan straffes for at fortælle en ung homo om mulighederne for sikker sex med en person af eget køn.

Indslaget viste endvidere billeder fra den første retssag under den nye lov. Den drejer sig om to homoaktivister i Skt. Petersborg, som skulle i retten for at have demonstreret for deres rettigheder. De risikerer bødestraf på op til € 12.000 (DKK 90.000).

I det russiske parlament, Dumaen, er et lignende forslag med landsdækkende virkning under behandling. Forslaget forventes vedtaget med stort flertal senere i år.