På IDAHO, Den Internationale Dag Mod Homofobi og Transfobi viser to undersøgelser, at der stadig er lang vej, før lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner er ligestillede i EU og resten af Europa. En ny meget omfattende undersøgelse fra EU's Agentur for Fundamentale Rettigheder, FRA, viser tværtimod, at homofobien og transfobien trives i EU. 93.000 lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner fra EU's 27 medlemslande og Kroatien, har svaret på FRA's undersøgelse, skriver LGBT Danmark.

- Og undersøgelsen viser, at mange LGBT-personer ikke kan være sig selv i deres daglige liv. Mange skjuler deres identitet og lever i isolation og nogen steder ligefrem i frygt. Andre bliver udsat for diskrimination eller vold, siger Martin Christensen, International Talsperson i LGBT Danmark. Et område, hvor det er vigtigt at sætte ind uanset hvor i EU vi er, er i skolerne. Her har 85 % af de danskere, som har svaret på undersøgelsen, oplevet negative kommentarer eller lignende over for en skolekammerat, som blev opfattet som LGBT.
 
I EU som helhed er gennemsnittet 91 %. Og 63 % af danskere med LGBT-baggrund skjulte ofte - eller altid - deres seksuelle orientering eller kønsidentitet da de gik i skole. - Det er et alt for højt tal. Det er vigtigt, at der sættes ind. LGBT Danmark har sammen med Institut for Menneskerettigheder været med til at udvikle et undervisningsmateriale, som kan være en hjælp til at tage hul på problemet. Men der er brug for en massiv indsats i hele EU, påpeger Martin Christensen.
 
Når det gælder generel diskrimination eller chikane på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, så viser undersøgelsen at 31 % af de danskere der har svaret, at de har oplevet det inden for de sidste 12 måneder. Det er det næstlaveste i EU, kun Holland med 30 % er lavere. Til gengæld har 61 % af Litauerne oplevet diskrimination på egen krop i samme periode.
 
I EU som helhed var det de lesbiske, der var mest udsatte for diskrimination. Når det gælder diskrimination på arbejdspladsen er danske LGBT-personer dem, der føler sig mindst diskriminerede i EU. 11 % har oplevet diskrimination inden for de sidste 12 måneder. Cyprioterne er dem, som føler sig mest diskriminerede på dette område. EU-gennemsnittet er 20 %, men for transpersoner er tallet næsten en halv gang større nemlig 29 %. 22 % af Danske LGBT-personer har oplevet diskrimination uden for arbejdsmarkedet, mens Litauen igen ligger i top med 42 %. EU-gennemsnittet er på 32 % og for transpersoner er tallet 38 %
 
Når LGBT-personer i EU bliver spurgt om de har anmeldt diskrimination, hvis de har været udsat for det, er svaret i overvældende grad "Nej". Og som årsag angives først og fremmest, at det ikke ville gøre nogen forskel, at det ikke ville hjælpe. Og mange kender heller ikke deres rettigheder.
 
FRA's undersøgelse viser altså, at danske homoseksuelle hører til dem der føler sig mindst diskrimineret i EU. Men på det lovgivningsmæssige område er Danmark ikke i førertrøjen. Det viser den årlige gennemgang af den juridiske situation, som ILGA-Europe, den europæiske paraplyorganisation med over 400 medlemmer i 45 europæiske lande, har lavet. Her scorer Danmark 57 % ud af mulige 100 %. Herved ligger vi i et pænt midterfelt.
 
Højeste score har Storbritannien med 77 % mens Rusland har 7 %. Sverige og Norge ligger begge på over 60 %. Det samme gør Holland, mens Danmark ligger på 57 %. På plussiden tæller naturligvis at det sidste år blev muligt for personer af samme køn at blive gift. Men den vigtigste årsag til at Danmark ikke ligger højere er, at lovgivningen på transområdet er forældet, for eksempel i forhold til juridisk kønsskifte og adgang til kønsjusterende behandling.
 
- Det er del af regeringsgrundlaget og der er nedsat en embedsmandsarbejds-gruppe, der skal komme med forskellige modeller for, hvordan man kan gøre lovgivningen mere tidssvarende, og gøre adgangen for transpersoner til juridisk kønsskifte lettere. Det er et vigtigt arbejde, som vi ser frem til, slutter Martin Christensen.

Her trives homofobien og transfobien bedst

Uddrag fra Out & Abouts nyheder 18.5.2013 af Frank Holm

”Det er på ingen måde acceptabelt, at homofobien og transfobien trives i EU”, udtaler den radikale ligestillingsminister Manu Sareen, der i øvrigt finder det overraskende at så mange homoseksuelle føler sig diskrimineret.

Undersøgelsen viser også at landene løser problemerne yderst forskelligt. I toppen af listen over problemer med diskrimination af bøsser og lesbiske ligger Litauen mens Danmark og Holland er de lande hvor homoseksuelle føler sig mindst udsatte.

Her er hele listen over, hvor mange homoseksuelle, der i EU’s medlemslande, der har følt sig diskrimineret de seneste tolv måneder.

1. Litauen 42 %
2. Kroatien 41 %
3. Bulgarien 40 %
4. Rumænien 39 %
5. Portugal 36 %
6. Polen 35 %
7. Malta 35 %
8. Irland 35 %
9. Italien 34 %
10. Grækenland 34 %
11. Slovakiet 33 %
12. Østrig 33 %
13. Ungarn 33 %
14. Cypern 33 %
15. Storbritannien 32 %
16. Letland 32 %
17. Tyskland 32 %
18. Frankrig 31 %
19. Estland 30 %
20. Slovenien 29 %
21. Sverige 27 %
22. Luxembourg 27 %
23. Spanien 27 %
24. Tjekkiet 27 %
25. Finland 26 %
26. Belgien 26 %
27. Danmark 22 %
28. Holland 20 %.

(Min underoverskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Vær med i ny kampagne mod homofobi. Ingen lande skal vedtage love, der diskriminerer homoseksuelle.

I dag er international dag mod homofobi og transfobi. Derfor lancerer vi kampagnen ’Love is a human right’, som kæmper mod homofobi i Europa. 26 % af homoseksuelle i EU har været udsat for en hate crime inden for de seneste fem år, og 66 % har oplevet diskrimination det seneste år. Vil du være med til at lave det om?

Ytrings- og forsamlingsfriheden er under angreb. I en række østeuropæiske lande prøver regeringerne at lukke munden på homoseksuelle igennem homofobisk lovgivning og ved at forbyde pride-parader. Amnesty kæmper mod alle former for diskrimination af seksuelle minoriteter. Og du kan være med!

Hvad gør Amnesty?
Amnesty sætter fokus på den massive forfølgelse af seksuelle minoriteter i lande som Litauen, Ukraine, Serbien og Rusland. I løbet af sommeren og efteråret vil vi kæmpe for at få tilladt og beskyttet pride-parader i disse lande. Samtidig vil vi aktionere mod, at homofobisk og diskriminerende lovgivning bliver vedtaget noget sted i Europa.

Vi går i dialog med relevante politikere i de berørte lande, men indsamler også underskrifter over hele Europa for at lægge et tungt pres på myndighederne.

Hvad kan du gøre?
Du kan være med til at fortælle Europas regeringer, at ytrings- og forsamlingsfriheden er en menneskeret – også for seksuelle minoriteter.

Læs mere om homofobien i Europa: http://www.amnesty.dk/love/artikel/baggrund/overblik-homofobi-i-europa 

Tilmeld dig kampagnen her: http://www.amnesty.dk/love/form/vaer-med-i-kampagnen.

(Mine link og min bearbejdning: Webredaktør).

I den seneste måned har tre lande sagt henholdsvis Yes, Sí og Oui til at to af samme køn skal have mulighed for at indgå ægteskab. Dermed er der nu 14 lande hvor homoseksuelle har fået mere lighed. Selvom alt således ser positivt ud, har der også været mere negative nyheder oveni de glade. Samtidig med at Frankrigs parlament vedtog, at homoseksuelle skal kunne indgå ægteskab, har man de seneste dage set en stigning i antallet af overfald på homoseksuelle, og bøsser og lesbiske har modtaget dødstrusler.

Der har endnu ikke været større negative nyheder fra New Zealand eller Uruguay, og generelt har man sjældent set en sådan grad af homofobiske angreb, det være sig verbale eller fysiske, i forbindelse med at et land har givet homoseksuelle mulighed for at blive gift. Der har været verbale angreb, men modstanderne har i de fleste tilfælde holdt sig til blogindlæg, kronikker og debatindlæg. Ikke engang i Spanien, som ellers har været stærkt præget af den katolske kirke, så man vold og ballade, som den man i disse dage oplever i Frankrig.

Selvom over halvdelen af den franske befolkning ifølge en måling i dagene op til afstemning støtter homovielser, så er volden stigende, og flere demonstrationer er på vej, hvis man skal tro udmeldinger fra diverse antihomo-grupper og grupper, som bare er imod homovielser. Siden november, hvor lovforslaget oprindeligt blev fremlagt, har der været demonstrationer, og for nylig så man en nærmest homoerotiske anti-homo kampagne i Paris og andre franske byer.

Se video fra demoen her: http://www.queerty.com/shirtless-masked-and-gagged-straight-men-protest-gay-marriage-in-france-20130422/.  

Man kan kun håbe, det bliver bedre, og at det ligesom i Danmark går i sig selv. Hos os var der jo også stor modstand fra visse grupper og partier, men siden homovielser blev lovlige, har man ikke hørt meget til modstanderne.

På det politiske plan er der også fortsat tiltag i gang for at stoppe homovielser i Frankrig. Politikere på den franske højrefløj har straks indklaget den nye lov for landets forfatningsret. Forfatningsretten kan, ligesom den amerikanske højesteret, forkaste ny lovgivning, selvom den er vedtaget af parlamentet, såfremt retten finder, at den er i strid med den franske forfatning.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

BOGANMELDELSE: Queer Jihad

Queer Jihad: Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker! er titlen på en ny samling af artikler, interviews, læserbreve, sexnoveller, manifester, plakater, billeder og en masse andet, som den danske aktionsgruppe Queer Jihad har udgivet gennem tiden. Bogen forsøger kort fortalt, at gøre op med den heteroseksuelle verdensorden, som ifølge forfatterne hersker i alle samfund. Det bliver gjort på en humoristisk og provokerende facon, som i hvert fald i begyndelsen holder læseren godt og grundigt fanget.

Ordet ”jihad” bliver ofte oversat til ”hellig krig” på dansk, og netop krig, er det som bliver erklæret i bogen. Et af de centrale temaer er nemlig queer-bashing eller hate-crimes, hvor bogens artikler leverer en ny tilgang til problemet: Slå tilbage! Der bliver argumenteret vidt og bredt for, hvorfor queers er undertrykte individer, og derfor har ret til at slå igen, hvis de bliver udsat for verbal eller fysisk vold. Der er sågar også en meget anvendelig guide til, hvad man kan bruge som våben og kasteskyts: nøgler, mobiltelefoner og flasker. For det er nemlig din ret, hvis ikke ligefrem din pligt, at forsvare dig selv mod de onde heteroseksuelle mænd, der får skylden for at undertrykke stort set alt og alle på deres vej.

I det hele taget befinder bogen sig på et meget lavpraktisk niveau, ved at give forskellige konkrete forslag til, hvordan man kan udfordre den heteroseksuelle verdensorden. For eksempel kan man som fyr begynde at barbere ben, dyrke sex med andre mænd i byens parker og råbe ”BØSSEMAGT!” på cykelstierne. Hvis du er pige, kan du hjælpe til i kampen ved eksempelvis at male et overskæg, lave et kussetryk eller spille fodbold.

Nu lyder det måske som om, tingene er sat lidt på spidsen, men netop det er meget kendetegnende ved bogen. Problematikkerne bliver præsenteret meget sort/hvidt og ofte virker det som om, Queer Jihad elsker at provokere for provokationens skyld. Men indimellem træder pointen frem. Budskabet er nemlig, meget sympatisk, at du må være og opføre dig præcis, som du lyster, så længe du har reflekteret over det og ikke bare følger ”den kedelige grå heteroseksuelle strøm”. Forfatternes egne refleksioner over artiklerne, som er udgivet for år tilbage, mangler desværre fuldstændig, og værket bliver derfor aldrig mere end en kronologisk samling af øjebliksbilleder.

Grunden til at det hele bliver lidt trættende i længden, er den enorme vrede, der gennemsyrer bogen fra start til slut. Alle får en tur i maskineriet og ingen går fri for Queer Jihads arrigt knyttede næver: heteromændene, medierne, politikerne, modetøj, Priden, Pan og Beverly Hills. Ja, tv-serien! Om den skrives der: ”Og i Beverly Hills har man kunnet finde svar på samtlige etikette-spørgsmål i forbindelse med køn, sex og kærlighed. Hvis man altså er heteroseksuel. Ellers må man finde ud af det hele selv.”. Så det må man altså heller ikke se. Hvis man vil være rigtig queer (måske bortset fra afsnittet med Kellys lesbiske beundrer, som hun brænder inde sammen med.).

Jeg foreslår, at man læser bogen i mindre bidder, således at bogens militante udtalelser kan nå at synke ind. Heldigvis finder man mellem de meningsdannende artikler og manifester, også en del personlige læserbreve, som giver bogen en dejlig menneskelig dimension og efterlader læseren med en rar fællesskabsfølelse. Dertil kommer de mange tegninger og billeder, som pryder bogens sider.

Der meget at lære af Queer Jihads nye bog – lige fra selvforsvar for bøsser til graffiti-tips til tøser. Og man vil med garanti få et nyt og spændende ordforråd til at tale om køn og seksualitet med: flexkønnet, biokvinde, røvhulsangst, bare for at nævne et par stykker.

Vil du se den heteroseksuelle verdensorden gå bare lidt i stykker, så start med at læse denne bog!

Proud.dk: http://proud.dk/.

Tirsdag den 16. april var der førstebehandling af regeringens lovforslag L 207 om forælderskab i regnbuefamilier.

Regeringen havde på forhånd flertal for forslaget, idet EL støtter det. Men dagens debat tyder på, at det kan gå hen og blive et endog meget bredt flertal, der stemmer loven igennem. LA støtter forslaget. V erklærede sig positive, men ønskede forskellige detaljer afklaret. KF fritstiller sine medlemmer, og ordføreren lod forstå, at man er splittet i spørgsmålet, så der kan også forventes konservative stemmer for. Kun DF afviste forslaget.

DF var dog ikke nævneværdig heldig med sine indvendinger. Men fremhævede særligt to problemstillinger: Dels at en mand, som har givet samtykke til, at en medmor kan få det juridisk forælderskab, kan fortryde sit samtykke. Dels at et barn har ret til at kende sit biologiske ophav.

At man kan fortryde sine beslutninger er ikke særskilt for denne type familier, så det forekommer som et vikarierende argument. At mene at børns kendskab til biologisk ophav kan være et argument imod forslaget er temmelig uforståeligt, al den stund det er et forslag om at kunne bruge kendt donor. Helt galt gik det for DF, da ordføreren, Mette Hjermind Dencker, spurgte, hvad det næste ville være? At man skulle kunne gifte sig med dyr? Med den slag argumenter spillede DF sig naturligvis helt af banen. I øvrigt synes det som om, det ikke er gået op for DF, at lovforslaget på enestående vis giver fædre mulighed for at beskytte deres faderskab, nemlig i form af den aftale, der kan indgås på forhånd.

Dagens klareste og sagligste indlæg kom fra Karen Klint (S), som dels redegjorde præcist for forslaget, del afværgede spørgsmålene fra DF med konkrete argumenter. Særligt bemærkelsesværdigt var hendes bemærkninger i ordførertalen om, at man arbejder på i efteråret at gennemføre ændringer af reglerne om donation, således mænd, der benytter lovforslagets bestemmelser, kan blive omfattet af reglerne for homolog insemination (dvs. insemination med sæd fra ens partner). På grund juridiske teknikaliteter, skulle disse mænd ellers omfattes af standardreglerne for sæddonorer, hvilket er problematisk, dels ift. omkostningerne for screening, dels ift. at kunne donere, hvis man har haft sex med mænd. Dette spørgsmål er nu rejst i salen.

Anne Baastrup (SF) indledte sin ordførertale med at nævne de mange familier, der de seneste år har kontaktet hende og forklaret om deres problemer og usikkerhed.

Både ELs Pernille Skipper og LAs Thyra Frank (hvis ordførertale blev læst op af Villum Christensen (LA)) bemærkede problemet med 2.5-årsreglen, som strengt taget ikke vedrører lovforslaget, men som ligger i samme område. Det er bemærkelsesværdigt, at ministeren, Karen Hækkerup (S), i sin opsamling nævnte, at det er en administrativ bestemmelse, som kan ændres administrativt, og at Ankestyrelsen kigger på sagen.

Alt i alt en meget positiv førstebehandling, hvor kun DF skejede ud.

Panbloggen er et LGBT Danmark medie.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Udenforstående blev ikke en skid klogere af, at se Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisteds udsendelse, hvor de besøgte en bøssebar. Den kostbare tv-tid kunne være brugt meget bedre.
 
Torsdag aften så jeg ”Mormors vilde ungdom” med Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Jeg har ikke tidligere set udsendelserne med ”mormødrene”, men omtalen på TV2´s hjemmeside fangede min interesse:

”Bedstemødrene er tilbage. Med en mobil-app kan bøsser scanne området for andre bøsser, der har lyst til sex. Thomas er homoseksuel og stolt af sin seksualitet. Han har inviteret Karen og Suzanne med i byen for at vise dem, hvordan man med sin smartphone kan jagte et uforpligtende knald. Har de homoseksuelle her fundet den ultimative systematisering af "fri" sex? Og hvilke fordomme og regler gælder der, når man er homoseksuel og på jagt?”

Efter at jeg havde set udsendelser, spurgte jeg mig selv, hvad var egentlig formålet?

Hvis formålet var, at vise hvordan bøsser går i byen i København, og scorer uforpligtende sex, så er jeg helt sikker på, at udenforstående ikke blev en skid klogere.

Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted fik deres nysgerrighed styret, men begivenhederne var i den grad styret af dem, og især af Suzanne Bjerrehuus, så hele forløbet var kunstigt. Og jeg er sikker på, at aftenen var forløbet helt anderledes, for de involverede bøsser, hvis de var gået i byen uden ”mormødrene”.

I øvrigt undrer det mig, at de ikke vil kaldes bøsser, men homoseksuelle, når vi nu har brugt årtier på, at gøre ordet bøsse accepteret.

Det handler ikke om, at jeg synes udsendelsen handlede for meget om, at fyrrerne kun var ude på at få noget uforpligtende sex.

Dem der er lidt ældre, vil sikkert kunne huske, at jeg i en lang årrække ”huserede” på de Københavnske bøssebarer i alle mine ferier, og der handlede det, ud over at nyde stemning og besøge vennerne, også om at få så meget uforpligtende sex som muligt.

Jeg er altså ikke ude i et moralsk ærinde. Jeg har heller ikke noget imod, at omverdenen erfarer, at vi bøsser godt kan lide at gå på ”jagt”. Det handler om, at jeg synes, at udsendelsen med ”mormødrene” på bøssebar var spild af tid. Og jeg er sikker på, at udenforstående heller ikke fik noget som helst ud af udsendelsen.

Hvor ville det være livgivende, hvis TV2 havde brugt den sparsomme tv-tid, til at sende en relevant og oplysende udsendelse om bøssers liv. For min skyld gerne om livet på bøssebarerne. Der er temaer nok at tage af. F.eks. hvorfor heteroseksuelle bøller synes, at de har lov til at diskriminere og overfalde bøsser og hvorfor de ikke mener, at vi skal have lov til at gå i byen og have vores værtshuskultur i fred!

I det hele taget synes jeg, at der sendes alt for mange kalorietomme reality-agtige udsendelser på tv. Jeg synes, at vi skal forlange, at vi får meget mere real-life tv for vores licens kroner.

Lidt om kunsten at læse skilte, dobbelt-dobbeltmoral og udspekulerede bøsser.

I fredags kunne Maiken ikke komme på homobar. Hun var ellers med kollegaerne i byen, men det var all dressed up and no homo-bar to gå på for Maiken. De mandlige kollegaer måtte gerne komme ind, men Maiken måtte ikke. Strengt, synes Maiken.

I efteråret var en lignende sag oppe og vende i medierne, da Bøssenatklubben Never Mind bad et heteroseksuelt par om at gå, fordi de kyssede og angiveligt opførte sig upassende. Den gang fik sagen lidt mere luft under vingerne, fordi parret blev bakket op af to af deres bøsse-venner, der var rystede over den manglende tolerance over for heteroer. Dobbeltmoralsk, mente de.

Heldigvis for Maiken gad MetroXpress godt at skrive en artikel om fænomenet, og bevæbnet med juridisk ekspert Trine Baumbach fik journalisten Pelle Dam ordentligt ridset op, hvor uretfærdigt og ulovligt det hele faktisk var. Dermed kom sagen i medierne, hvorved den røg på Facebook, hvorved debatten bredte sig.

I artiklen kan man i indledningen læse følgende fra interviewet med Maiken:

»Kollegerne har tradition for at gå på Cosy Bar, men denne aften er kun mændene velkomne på den københavnske bøssebar.  Jeg blev overrasket og tænkte, at det kunne da ikke passe, Der stod på døren, at kvinder kun måtte komme ind, hvis de var klædt ud som mænd, men det var der altså ingen af os, der var, forklarer hun.«

(Her kunne man stoppe op og undre sig over, at Maiken ligefrem blev overrasket over et hændelsesforløb, der hedder, at man står i kø til bøssebar - man ser et skilt, hvor der står en vigtig betingelse for at komme ind - man afvises i døren, fordi man ikke lever op til betingelsen. Men lad os nu ikke dvæle ved detaljerne).

Den knap så kvikke læser vil efter indledende læsning af sætningen ”der stod, at kvinder ikke måtte komme ind” måske konkludere, at Maiken så er blevet diskrimineret på Cosy Bar, fordi hun er kvinde.

Men nej.

Diskrimination af kvinder er uendeligt tørt og kedeligt og har aldrig solgt nogen aviser, så til alles lettelse skifter journalisten vinkel-hest. Han kontakter en juridisk ekspert og spørger hende om noget helt andet. I stedet for at grave i, at baren havde annonceret, at festen ikke var for kvinder og dermed potentielt forskelsbehandlede mellem kønnene, så beder han lektor Trine Baumbach om at kommentere på diskrimination af heteroseksuelle, og det er en alvorlig sag, forstår man:

»Det er ulovlig diskrimination, Hvis heteroseksuelle bliver nægtet adgang til en homobar, så er det en overtrædelse af loven. Det kan anmeldes til politiet og straffes med for eksempel bøde, siger hun.«

Pelle Dam har her fundet sig en guldåre: Glem det der med kønsforskelle, her er en minoritet, der diskriminerer! Det er for fedt! De kører rundt på blokvogne i pailletter og kaster med kondomer og løbesedler, hvor der står, at man skal rumme dem, de løber rundt i læderchaps i H.C. Ørstedsparken, så ordentlige mennesker ikke kan slippe lille Smilla-Isabella på græs uden, at hun glider i et kondom, alt imens de modsætter sig at blive slået ned for deres natteaktiviteter, og kommunen flår penge op af lommen til kampagner om, at man ikke må diskriminere dem.

Og så gør de det selv!

De rummer ingenting, de ekskluderer og diskriminerer og, og, og…de, de, de – de forskelsbehandler, ja, de gør så! Det er jo værre end moral – det er dobbeltmoral med triple topping på, og hvis det ikke er lige til en overskrift, så ved jeg ikke, hvad det er. Godt set.

Pelle Dam har også åndsnærværelse nok til at ringe til Vivi Jelstrup fra LGBT-DK og give hende to sekunder til at nuancere tingene en smule.

I både MetroXpress og i efterårets debat forsøger flere i det hele taget at få pippet lidt om, at det for resten faktisk heller ikke er så enkelt at være homo på heterobar. At der kun er ret få homosteder i Danmark, og at de ofte oversvømmes af heteroer. At det kniber med steder, hvor homoer frit kan gøre ting, som heteroseksuelle tager for givet.

Strengt?

Som homo blev jeg metaltræt helt ind i hjernen af oplysningen om, at Maikens kollegaer har en tradition for at gå på bøssebar efter deres firmafester. Og her har vi nok sagens kerne:

Medierne vil gerne skrive historier om, at heteroer diskrimineres på homobarer, at det er strengt, at minoriteter diskriminerer, når nu de ikke selv vil diskrimineres, og at det i øvrigt er ulovligt for homoer at diskriminere heteroer.

Men jeg vil gerne høre om, hvorfor hetero-firmafester overhovedet skal på homobar, hvorfor det frirum, homobarer udgør, er af afgørende betydning, og hvorfor majoritetens diskrimination og undertrykkelse af minoriteter aldrig blot kan spejlvendes i en hvis-jeg-ikke-må-så-må-du-tihvertifald-heller-ikke- børnehaveanalyse.

I stedet for et interview med Maiken, hvor hun fortæller, hvor overraskende og strengt det hele var, en juridisk ekspert, der kommenterer på en praksis i bøssebar-miljøet og en faktaboks, hvor barejeren skal stå for skud, så vil jeg gerne læse noget helt andet.

Vi kan starte med et interview med en repræsentant fra Maikens arbejdsplads, hvor der redegøres for traditionen med at gå på homobar, så vil jeg gerne se en faktaboks med lidt statistik fra homobar-miljøet – hvor stort er problemet, hvor mange homosteder er lukket, fordi de bliver oversvømmet med heteroer, statistik på hatecrimes mod homoer på heterobarer og i det offentlige (hetero-)rum. Jeg vil gerne læse et interview med homo-gæster og deres oplevelse af heteroer på »deres« barer og evt. lidt fra LGBT-DK eller en eller anden forsker-type, der kan sige noget klogt om magtstrukturer og forskellen på det at være en altdominerende kulturel, social og politisk majoritet og en minoritet, der gisper for at få lov at trække vejret.

Jeg kan godt lide at gå på homobar. Jeg gør det langtfra altid, og jeg frekventerer ikke dem alle, men jeg gør det jævnligt, og jeg er helt sikkert Maikens og Pelles værste mareridt, for jeg kan sagtens finde på at brænde sammen over, at Never Mind er fyldt med hetero-firmafester eller heteropar på date.

Jeg skubber gerne, jeg stirrer gerne surt, jeg er alt andet end høflig, hvis jeg er udsat for dumme kommentarer, og homobarer, der står ved, at de forsøger at opretholde et frirum for en homokultur, der har trange kår i den omgivende verden, har min fulde opbakning.

Er det strengt?

Snup en tudekiks, gu er det!

At få nikket en skalle, fordi man ikke vil danse med en heteromand, at se sine venner blive slået ned, at blive brølet ind i hovedet, at man er en fucking homoluder, fordi man holder sin kæreste i hånden, at trøste sit teenagebarn, fordi han har fået bank for at gå med makeup ned af Strøget, at holde op med at færdes bestemte steder i byen, fordi man er bange, at fornægte sin partner i det offentlige rum og sætte sit forhold på spil, fordi man er utryg.

At være dybt afhængig af LGBT-fællesskaber, fordi ens familie har slået hånden af en, at sidde med sine venner i en bar og 3 gange på en aften blive kontaktet af et heteropar, der mangler en kvinde til »pigesex«, at være på date og være famlende og usikker og nyforelsket, mens man bliver nedstirret og kommenteret af en firmafest på homobar.

At forklare sin 7-åriges klassekammerater, at homoseksualitet ikke er klamt og ulækkert, at se sine transvenner fortvivles, fordi de kategoriseres som psykisk syge, at blive skammet ud og kæmpe for ikke at vende det indad, at blive bortvist fra en heterobar/restaurant/klub, fordi man viser sit begær, at vide at jeg selv, mine venner og mine partnere er mere volds-, sygdoms- og misbrugsudsatte end gennemsnittet.

Og samtidig altid skulle rumme, inkludere og bære over.

Dét er strengt.

QueerKraft: http://modkraft.dk/redaktion/queerkraft.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Rettet til ligebehandling kræver nogle gange forskelsbehandling, det er med andre ord nogle gange nødvendigt at behandle folk forskelligt, for at de har samme muligheder.

Pressen har flere gange skrevet om at heteroer diskrimineres på homo-barerne. I efteråret var det Never Mind der var oppe i medierne, fordi de bad et heteroseksuelt par om at gå, fordi de kyssede og angiveligt opførte sig upassende. Her i fredags blev Cosy Bar hængt ud, fordi de afviste en kvinde der var med kollegaerne i byen.

Sandsynligheden for at to bøsser ville blive smidt ud eller gennembanken, hvis de gjorde det samme på en hetero-bar er nok langt større. Og hvorfor skal homo-barerne oversvømmes med hetero-firmafester og hetero-polterabender?

Der er ret få homo-steder i Danmark, men masser af hetero-steder. Der er derfor mangel på steder, hvor homoer frit kan gøre ting, som heteroseksuelle tager for givet.

Så hvorfor kan vi ikke have vore egne frirum ”hetero-frie-zoner”, hvor vi kan more os på vore præmisser?

I flg. loven er det diskrimination, hvis heteroseksuelle bliver nægtet adgang til en homobar, det kan anmeldes til politiet og straffes med en bøde. Så jeg synes vi homoseksuelle skal bakke op om de steder der tør gå mod loven, selv om de ved at det måske er ulovligt. Det kan måske være med til at vi kan få en debat om positiv forskelsbehandling, for at vi som homoseksuelle får de samme muligheder.

I flg. FN konventionen artikel 14 om forbud mod diskriminering står der, at forskelsbehandling må der kun være, hvis der er en objektiv og rimelig begrundelse for den, fx i tilfælde, hvor det sker for at fjerne en eksisterende ulighed.

Og... er det ikke en eksisterende ulighed, at vi ikke kan more os på vore præmisser? Men om der er, en objektiv og rimelig begrundelse for det, det må være det domstolene, der skal afgøre.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Kultstemningen omkring Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af 1948 og den første mand, der blev officielt gift med en anden mand, har i de senere år nået nærmest uanede højder i det danske lgbt-miljø. Og ikke kun her, også det officielle Danmark er kommet med på vognen efter at Københavns Kommune 23. februar lod en plads opkalde efter ham ved Vartov nær Rådhuspladsen: Axel Axgils Plads.
 
Nu var det jo også ubestrideligt modigt gjort af Axel Axgil at lægge grundstenen til det, der efter en del navneændringer i dag hedder LGBT Danmark, og han måtte helt klart betale en stor personlig pris herfor. Men midt i al taknemmeligheden og ophøjelsen af bøsseikonet glemmer man ofte, at Axel Axgil – som døde i 2011 96 år gammel – også havde sine problematiske sider. Den mest alvorlige var nok hans indblanding i den såkaldte pornografiaffære.
 
Den 30. marts 1955 slog Københavns Politi til mod Axel og hans mands Eigils firmaer Dansk Fototjeneste og International Model Service. Her solgte man billeder af nøgne mænd og store drenge. Politiet slog også til mod International Homosexual World Organization, en forening dannet af Axel Axgil primært for at sælge softporno og kontaktannoncer til homoseksuelle i hele verden samt bladet Vennen. Sidstnævnte havde tidligere været Forbundet af 1948′s medlemsblad, men var på dette tidspunkt et selvstændigt blad drevet af Axel Axgil og hans nære ven Helmer Fogedgaard.
 
Anklagen lød på, at Axel og Eigil havde forbrudt sig mod Danmarks dengang ret stramme regler om pornografi, samt at de via kodede kontaktannoncer i International Homosexual World Organizations medlemsblad og i Vennen havde “fremmet kønslig usædelighed” ved at optræde som mellemmænd. Der kom nu ikke så meget ud af disse anklager, og derfor er betegnelsen “pornografiaffæren” rimelig misvisende.
 
Værd at bemærke er dog, at da politiet gik i gang med at gennemgå det beslaglagte kartotekmateriale, fandt de ud af, at de nøgenmodeller, som Axel og Eigil havde benyttet sig af, næsten alle var prostituerede og en del var mindreårige. De havde solgt sex til Axel og Eigils kunder. Politiet optrævler altså en større prostitutions-ring med mindreårige. I løbet af 1955-56 bliver i alt 297 mænd dømt for at have haft sex med personer under 18 år (den daværende aldersgrænse for homoseksuelle forhold) hhv. under 15 år. Ikke alle disse domme var et resultat af pornografiaffæren, men det var dog væsentligt flere end der f.eks. blev dømt for sådanne forhold året før (56 personer).
 
Med til Axel og Eigil Axgils eftermæle hører, at de også havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. De bliver dømt til hhv. 1 år og 18 måneders fængsel. I bogen “Axel Axgil – kampen for kærligheden”, hævder Axel, at han var uskyldig – men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18, og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.
 
Det er en vigtig del af historien, at politiet i 1950′erne holdt skarpt øje med Forbundet af 1948 og i øvrigt gjorde meget ud af at chikanere homoseksuelle mænd, der havde sex på de offentlige toiletter. Hos politiet og offentligheden var der en voksende bekymring for den udbredte mandlige prostitution, hvor også store drenge solgte sex til mænd. Man var bange for at disse unge ville blive homoseksuelle af sådanne kontakter, og at de ville slå ind på en kriminel løbebane.
 
Koblingen mellem homoseksualitet generel kriminalitet havde selvfølgelig ikke hold i virkeligheden, men rigtigt var det, at den daværende homoseksuelle subkultur var nært knyttet til mandlig prostitution. Samtidig havde man i 50′ernes bøssemiljø ikke noget nævneværdigt problem med mænd, der havde sex med mindreårige, være de nu under 18 eller under 15 år. Først i slutningen af 1960′erne begyndte miljøet en proces, hvor man i stigende grad distancerede sig fra sådanne homoseksuelle, der selv begynder at udvikle en særlig identitet som pædofile.
 
Politiindsatsen mod Axel og Eigil Axgil var altså et resultat af samfundets negative syn på homoseksuelle. Samtidig viser det store antal af dømte, at der må have været noget at komme efter i dele af homomiljøet, og at Axel og Eigil var dybt involverede i en mere eller mindre pædofil seksualkultur.
 
Axel Axgil var et produkt af en anden tid og nogle andre normer end dem, som gælder blandt homoseksuelle i dag. Men det er dog også værd at fremhæve, at han i 1984 bliver voldsomt vred over, at den daværende pædofilgruppe (især pga. stærkt pres fra lesbiske) blev smidt ud af det daværende LBL. I protest herover melder Axel sig ind i pædofilforeningen som støttemedlem! Han giver i “Axel Axgil – kampen for kærligheden” udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, og han støtter deres krav om, at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag. Frem til sin død mente ikonet altså, at man bør kæmpe for homoseksuelle pædofiles rettigheder.
 
Var Axel Axgil sexkriminel? Ja, det var han, hvis man ser på den dom, han fik i 1955. Også efter gældende lovgivning i dag er det som bekendt kriminelt at have sex med en person, der er under 15 år. Det er også forbudt at købe sex af en person, der er mellem 15 og 18 år. Da de fleste af Axgils modeller var trækkerdrenge er det rimelig sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. Axels indædte forsvar for de pædofile tyder heller ikke ligefrem på, at han efterfølgende har indset, at der kunne være noget problem forbundet med seksuelle forhold mellem voksne mænd og drengebørn.
 
Alt i alt kan man pege på både stolte milepæle og knapt så moralske bedrifter i Axgil-parrets liv og levned. Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce uddeler hvert år en række priser i Axel Axgils navn, og dette har været genstand for en del offentlig debat. Axel Axgil var langt fra perfekt, selvom vi i mange sammenhænge forherliger ham på det groveste i dag. Det er historisk fakta, at Axel var repræsentant for en heldigvis forældet homoseksuel sexkultur, som lgbt-miljøerne i Danmark bør fastholde deres klare afstandstagen til efter min mening. Hans sympati med pædofili er ikke hele historien om ham, men bestemt et aspekt, der hører med.

Proud.dk: http://proud.dk/.

Der er sket en fordobling i antallet af registrerede drab på transpersoner, viser nye tal. Forbrydelserne finder særligt sted i Latinamerika, men også i Europa oplever minoritetsgruppen »drab, lynchstemninger, diskrimination og verbale overfald«, lyder vurderingen fra aktivister.

Den 12. marts udgav forskningsprogrammet Transrespect versus Transphobia (TVT) sin årlige opgørelse af dokumenterede drab på transpersoner i 2012.

Og her viste sig for femte år i træk en stigning i antallet af dræbte transpersoner.

TVT, der er et program under Transgender Europe (TGEU), håber igennem deres arbejde med at dokumentere drab begået på transpersoner »at være med til at skabe opmærksomhed omkring transpersoners menneskerettighedssituation på verdensplan«.

Mens man i 2008 kunne dokumentere 148 drab på transpersoner, er tallene steget år for år, og senest har man i løbet af 2012 dokumenteret 267 drab på verdensplan.

Toppen af isbjerget
Da tallene indsamles gennem internetresearch og informationer fra samarbejdende transorganisationer, er de behæftet med stor usikkerhed, og TVT påpeger, at stigningen i de rapporterede sager også må ses som indikation på forbedrede registreringsmuligheder.

– Stigningen antyder, at TGEU’s TVT-forskningsprogram har forbedret deres monitoreringsmetoder og har modtaget informationer fra mange forskellige steder i verden. Ligesom den stigende opmærksomhed på transpersoner og trans-emner i offentlige diskussioner har betydet, at man er bedre til at få rapporteret drabssager, lyder det fra forskningsgruppen.

Læs hele undersøgelsen på TVT’s hjemmeside: http://www.transrespect-transphobia.org/en_US/tvt-project/tmm-results.htm.

Selvom rapporteringen er forbedret påpeger TVT dog, at de reelle tal sandsynligvis er langt højere, da mange sager stadig ikke registreres hos officielle myndigheder.

– I de fleste lande er oplysninger om myrdede transpersoner ikke noget, der systematisk produceres, og det er derfor umuligt at estimere antallet af urapporterede tilfælde.

Ofre for diskrimination og politivold
Mordene på transpersoner finder sted i samtlige verdensdele, og siden TVT i 2008 begyndte deres indsamling af dokumentation omkring drab på transkønnede har man fastslået, at mindst 1.123 transpersoner fordelt på 57 forskellige lande er blevet myrdet.

Kigger man på fordelingen mellem de forskellige verdensdele skiller særligt Central– og Sydamerika sig ud ved, at man her finder 77 % af de drab, som har fundet sted siden januar 2008.

Læs artiklen »Transkønnet udvises til politivold i Panama« hos Modkraft: http://modkraft.dk/artikel/transk%C3%B8nnet-udvises-til-politivold-i-panama.

I Europa er det særligt landene Italien og Tyrkiet, der skiller sig ud med henholdsvis 14 og 23 af de dokumenterede drab.

Ifølge rapporten »TRANSRESPECT VERSUS TRANSPHOBIA WORLDWIDE – A Comparative Review of the Human-rights Situation of Gender-variant/Trans People« fra 2011 var tallene fra Tyrkiet allerede dengang foruroligende.

Dels fordi, der fra 2008 til 2011 blev dokumenteret en konstant stigning i antallet af dræbte transpersoner, men også voldsomheden af drabene vakte opsigt.

Da en stor del af trans-kvinderne i Tyrkiet ifølge rapporten arbejder som sexarbejdere, kan man her finde en del af forklaringen på de mange og voldsomme drab.

– Størstedelen af de fysiske overfald og drab, der finder sted rettes mod trans* sexarbejdere, da de skubbes ud i usikre miljøer i samfundets margin, hvor politiet og/eller de juridiske autoriteter er med til at legitimere denne vold, lyder det fra Kemal Ördek, der er fortaler for sexarbejderes rettigheder.

Som alle andre steder i verden spiller samfundets manglende anerkendelse af transpersoners rettigheder også i Tyrkiet en stor rolle for den diskrimination, som transpersoner til tider udsættes for.

– Trans* personer bliver efterladt i en uendelig cirkel af lynchstemninger, diskrimination og verbale overfald sammen med institutionel diskriminering og vold ofte begået af politibetjente, forklarer Kemal Ördek.

Læs hele rapporten »TRANSRESPECT VERSUS TRANSPHOBIA WORLDWIDE – A Comparative Review of the Human-rights Situation of Gender-variant/Trans People« her: http://www.transrespect-transphobia.org/en_US/tvt-project/publications.htm.

Modkraft: http://www.modkraft.dk/.

(Mine link og min bearbejdning: Webredaktør).

Hvordan hænger klassebaggrund, migrationsbaggrund og seksuel identitet sammen med arbejdet som sexarbejder? Felix Gardon kommer med sine bud i det sidste interview om sexarbejde og queerpolitik.

Felix har været aktivist i latino/a- og LGBT-miljøer siden begyndelsen af 1990erne. Han har arbejdet som arrangør for GAIAEI, en LGBT-organisation, der arbejder med forebyggelse af HIV/AIDS i Filippinerne. Her udviklede han ligeledes projektet Midnight Cowboy, der støtter mandlige sexarbejdere..

I New York har Felix i en årrække arbejdet som koordinator for det opsøgende arbejde hos Sexuality Information and Education Council of the United States (SIECUS). På nuværende tidspunkt er han konsulent for en række LGBT-organisationer, uddannelsesforvaltningen i New York City, Anti-Defamation League (ADL) og andre organisationer i byen. Han har desuden været med til at grundlægge gruppen Queers for Economic Justice (QEJ).

FG: Min interesse i forhold til at arbejde med QEJ var at prøve at sætte fokus på nogle af alle de krydsninger og steder, hvor vores miljø ofte bliver frataget vores rettigheder eller på andre måder mister magt og gennemslagskraft. For mig var sexarbejde et af de områder. Vi blev nødt til at skabe bevidsthed om de mange forskellige måder, hvorpå personer i LGBT-miljøet er tvunget til at overleve på – ofte uden sikkerhedsnet af nogen slags.

Mange gange placeres vi i udsatte positioner, fordi vi bliver udstødt af vores familier, eller fordi vores communities ikke vil have os der. Så ender vi med at lave alt muligt slags arbejde, fordi vi muligvis ikke kan udnytte nogle af de andre evner vi har, eller vi er ikke bevidste om, at vi har andre evner.

Der er også en masse skam i det her. Folk bærer på meget skam. Mange af os kommer fra meget sex-negative miljøer, hvor seksualitet ikke er noget, som man taler om; det er noget man gør. For mig er det en kamp... jeg tænker: »Oh my god, jeg skal tale om min tid som sexarbejder – endda i en bog! Det bliver helt officielt.« Jeg tror ikke, det er noget, som folk altid er klar til at snakke om.

Da jeg gik på college og mine forældre besluttede sig for ikke finansiere mine studier, fordi jeg sprang ud, var min eneste mulighed at blive escort. Så jeg var sexarbejder. Jeg arbejdede også som stuepige på et hotel og jeg arbejdede som stripper, som er en anden form for sexarbejde. Vi tænker ofte sexarbejde som en bestemt handling, men der er andre former for sexarbejde, som ikke handler om direkte at involvere sig i seksuelle handlinger. Men der var mange måder, hvorpå jeg blev involveret i sådan et liv.

Jeg var så også en af grundlæggerne af Midnight Cowboys-projektet i Filippinerne [i begyndelsen af 1990erne], som var et af de første projekter, der reelt arbejdede med mandlige sexarbejde på gaden. Der havde godt nok været nogle sociale programmer, som lavede opsøgende arbejde i forhold til sexarbejdere og forsynede dem med kondomer, men der var ikke en tendens til at hjælpe folk til at forstå, hvordan man kunne arbejde inden for systemet; hvordan man kunne organisere sig. En del af det arbejde, jeg ønskede at lave var at finde ud af at lave en eller anden slags beskyttelsesnetværk, fordi der var en masse unge mennesker, der blev udsat for at få tæsk. Altså emner, der kredsede om unge, sexarbejde og udnyttelse.

Da jeg begyndte [med sexarbejde] var jeg i tyverne, stadig i gang med at blive færdig på college, i gang med at finde ud af, hvordan man overlever i USA. Jeg kom fra Puerto Rico, dette er ikke mit fødselsland, så jeg havde ikke en hel masse familie her. Jeg blev bare nødt til at forsøge at overleve her, og jeg tror, jeg er en af de heldige. En masse af mine venner døde af AIDS, eller var folk, der var på gaden, og som jeg bare ikke ser nogen steder, når jeg nu tager til Philadelphia eller nogen af de andre steder, hvor jeg plejede at hænge ud.

SS: Så de overlevede ikke?

FG: De overlevede ikke […] Der er andre ting i spil også på grund af den måde, som loven berammer sådanne forbrydelser, du ved »moralsk fordærvelse« – der er noget moralsk knyttet til det faktum, at vi er seksuelle væsener, og at der er mennesker, som er villige til at betale for sex. Og i USA er dét det mest frygtelige, du kan gøre: at ligefrem tænke på, at du vil betale for sex. Men […] hvis du gør det i en film eller sådan noget, så er det lige som om, at det er lidt bedre. Det kan godt være, at du køber bøger, du kan købe alt muligt, som stadig også involverer sexarbejde, men i det øjeblik, hvor du rent faktisk involverer dig med en anden person i forbindelse med sexarbejde, så flipper folk ud.

SS: Hvorfor tror du, at folk flipper ud?

FG: Fordi jeg tror, at folk er meget fobiske over for sex. Folk tror på, hvad mange religioner mener om, hvad seksualitet er. Ligesom når bibelen og mange andre systematiserede religioner udelukkende forstår seksualitet inden for religionens ramme, i modsætning til at forstå det som forbundet med nydelse. Seksualitet handler om nydelse, men folk taler ikke om nydelse. Vi er så bange for at sige: »Oh my god, jeg fik en orgasme« eller »Jeg havde det så godt, efter jeg havde haft sex!« Det er fordi folk tror, at de i så fald vil forringe deres menneskelighed; det er noget, man ikke snakker om. Men det er et grundlæggende behov for mennesker at være i stand til at have sex, at have det godt med deres krop; at føle sig fuldkommen på den måde.

SS: Kan vi snakke lidt om behovet for at kunne tale om forbindelserne mellem seksualitet og klasse? For der ser jeg QEJ som et unikt rum, hvor man kan tale om den kamp for økonomisk overlevelse, som mange LGBT-personer slås med. Jeg tror, der er en masse antagelser om folks klassebaggrund inden for LGBT-bevægelsen, der påvirker de præmisser, vi ender med at diskutere seksualitet på.

FG: Altså, for eksempel taler vi aldrig om, hvad det vil sige, at være en, der overskrider klasseskellene; èn der kommer fra arbejderklassen eller middelklassen og begynder med at studere og ændre sig; og hvad betyder det at bevæge sig mellem forskellige klasser? Det kunne være, at du har forældre eller søskende med en anden baggrund, og du bevæger dig mod en anden klassemæssig status. Hvad betyder det, når du skal tilbage til din familie, og du er LGBT-person og de stadig ser dig som en andenrangsperson, fordi du er LGBT? Men i forhold til din socio-økonomiske status er du højere placeret end dem.

I mit eget tilfælde kommer jeg fra den lavere middelklasse i Puerto Rico, en arbejderklassefamilie, og jeg gik på college og alt det der. Jeg tror, det var et større problem for mine forældre, at jeg var homo, end at jeg havde lavet sexarbejde. Jeg er selvfølgelig også en mand. Jeg tror, det havde været anderledes, hvis det havde været en af mine søstre, fordi der er alle de her kønsrelaterede fordomme inden for det latinamerikanske miljø i forhold til den eftergivenhed, der ligger i at involvere sig i sex som mand i forhold til som kvinde, hvor man opfattes meget anderledes, hvis man involverer sig i sex.

SS: Er du åben over for dine forældre om, at du har lavet sexarbejde?

FG: De ved, at jeg har haft nogle mænd, der har taget sig af mig, men de ville aldrig kalde det sexarbejde. De ville kalde det overlevelse; de ville kalde det »det er okay, det er hvad en mand er nødt til at gøre«. Det er dobbeltmoralsk, for havde det været en kvinde, havde det været »okay, det der er prostitution«. Men for mænd er det: »Du gjorde, hvad du var nødt til at gøre som mand. Hvad så hvis du solgte din røv for at få råd til din lejlighed? Det er ikke sexarbejde«. Der er tale om en udtalt dobbeltmoral i forhold til mænd og kvinder, og hvordan vi involverer os med sex, igen, fordi vi er så sex-fobiske.

Med al den frygt, som mange folk har i forhold til de her emner, så bliver det et stort spørgsmål: »Hvordan kan jeg fortælle, at jeg laver sexarbejde, fordi jeg ender med at blive endnu mere marginaliseret inden for mit community?« Eller den anden vej rundt, så tror folk ikke rigtigt på dig, fordi du er en dreng og reaktionen er: »Nåårh, det er bare, hvad drenge gør«, forstår du? Hvis du er en pige, er du en luder. Men hvis du er en mand: »Det er hvad drenge gør. Drenge har sex. Det er det, en penis skal bruges til«. Det hørte jeg fra min mor: »Det er jo bare, hvad drenge gør«

SS: Kan du fortælle lidt om, hvorfor du besluttede dig for at tale om det her til denne her bog?

FG: Altså, jeg synes, det er vigtigt at skabe et rum, hvor man kan snakke om det faktum, at mange personer i vores miljø bruger sex til at overleve på mange forskellige planer. Det er der ikke noget forkert i. Vi bliver nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan slå til lyd for mindre kriminalisering af seksualitet i vores samfund. Der er ikke brug for, at folk bliver straffet for det her. Jeg synes, det er meget forargeligt, at mange af vores trans-søstre faktisk bliver anholdt dagligt bare for at gå på gaden, og folk derfor tror, at de er prostituerede. Det, synes jeg, er voldsomt krænkende.

Nogle kan slippe udenom, men for andre, hvis de har en lav-indkomst-baggrund eller en anden hudfarve bliver de lynhurtigt indfanget i et system, der nedværdiger dem og faktisk ødelægger deres liv. Samtidig er der andre, der kan lave sex-arbejde, fordi de er hvide, fordi de har penge, fordi de kan holde det kørende og har et netværk og har en alfons, og de kan overleve i det her og faktisk lave en masse penge, og det er der ingen, der siger noget til.

Du ved, der er virkelig meget hykleri i det her land. Det er okay for de rige at have deres prostituerede eller deres sexarbejdere, eller hvem det end er, der kommer og giver massage. Men hvis du kommer fra en lav-indkomst-baggrund, så er du færdig.

SS: Det er min opfattelse, at mandlige og transkønnede sexarbejdere er synlige på en måde, som andre sexarbejdere ikke er. Og stadigvæk er det ironisk nok som om, at vi ikke snakker om sexarbejde inden for queer- og transmiljøet.

FG: Altså, jeg tror, at der er en masse frygt i vores miljø for at blive kriminaliseret på grund af noget, der bliver set som en kriminel handling i det omgivende samfund. Og fordi, der er blevet indpodet os så meget skyld og skam i forhold til AIDS og pandemier, fordi vi er promiskuøse og så videre … derfor er det svært at få den der anden opfattelse af sexarbejde frem, når mainstreamsamfundet ikke forstår det.

Jeg tror, at queermiljøet ikke vil vedkende sig det. Det er den der frygt for, at nogen siger: »Okay, ved du hvad, de har bragt så mange byrder på det her samfund«. Vi er skyld i, at AIDS har ramt samfundet, og nu forsvarer vi sexarbejdernes rettigheder, og vi er i gang med at snakke om sexarbejde, og de kan igen marginalisere os.

Forstår du, hele ideen om sex-positivitet bliver stadigvæk set som det, der fik os rodet ud i de her problemer og [AIDS-]pandemien til at starte med. Det er ærgerligt, at AIDS eksisterer, men det er ikke på grund af vores ønske om at være sex-positive, at AIDS eksisterer. Det [er en grund] til, at sexarbejde bliver patologiseret, fordi lige pludselig er der HIV og al sådan noget, der bliver forbundet med det.

[Det her perspektiv] kan ikke rumme den grundlæggende præmis om 'overlevelses-sex' (survival sex), og hvad dette indbefatter. Det er en del af vores liv, og det er her, og det er jo ikke fordi, vi håber på at blive syge. Som om vi går ud og siger: »åh ja, lad os da prøve at fange os noget syfilis!« (griner).

SS: Hvad kunne du tænke dig, at der ideelt set skete i forhold til det her emne?

FG: Jeg kunne godt tænke mig, at vi stoppede med at snakke om ægteskab som det vigtigste i verden og at vi i stedet snakkede om sex i vores samfund. [Vi skulle] snakke om, hvad der udgør seksuel sundhed i vores miljø, lige meget om en person har solgt sex eller ej, [er i] et monogamt eller polyamorøst forhold, godt kan lide orgier, eller er biseksuel. Uagtet personers identitet, hvordan skaber vi så et seksuelt sundt miljø? Fordi det er vigtigt. Vi bliver nødt til at snakke om det.

Hvis du starter med at have den slags samtaler bare med dine partnere eller de personer, du elsker, om hvad det betyder at være seksuel sund, så kan vi faktisk være med til at skabe et bedre samfund.

Interview er oversat fra engelsk af QueerKraft-redaktionen.

QueerKraft: http://modkraft.dk/redaktion/queerkraft.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Vold mod queers er et tilbagevendende tema og desværre altid aktuelt. Men der er mange forskellige måder at forholde sig til den evige trussel om vold, som queers står overfor, på. I denne artikel ser vi tilbage på nogle ting, der skete i 2008. Et voldsomt år, hvor både queerbashere og anti-queerbashere skruede godt op for varmen. Hadforbrydelser er desværre fortsat et aktuelt emne.

I sensommeren 2008 trak omkring 20 unge queers (og deres venner) bandanaen op for ansigtet og drog ind i H.C. Ørstedsparken i København midt om natten. Parken er et velkendt mødested for mænd, der har sex med mænd. De unge maskerede aktivister patruljerede med jævne mellemrum og trak rundt i parken i timevis. De var der for at beskytte bøsserne og tæske dem, der tæskede bøsserne. Hvis det blev nødvendigt.

Det lyder måske lidt psykopatisk at starte sit eget tæskehold og brage ud i natten for at opsøge slagsmål, men ideen opstod heller ikke ud af den blå luft. Jeg var ikke selv med til patruljerne, men mit eget engagement i en radikal og militant modstand mod hadforbrydelser startede i efteråret 2006, da jeg modtog et opkald fra en af mine venner, som tit går i byen i indre København.

”Vi må gøre noget”
Jeg husker det som om, han var forpustet, da han ringede. Det var søndag eftermiddag, og jeg kunne høre på ham, at han var ude af den. Luften dirrede af akuthed. Han havde været i Studiestræde hen på morgenen, da barerne lukkede, og de sidste stive homoer blev hældt ud i morgensolen. De havde været en flok på omkring 20 ude foran Masken Bar, mest bøsser, da to mænd kom op og begyndte at nikke skaller til højre og venstre og råbe ”bøssesvin.” Min ven blev ved med at sige: ”Vi bliver nødt til at gøre noget, Mads. Vi skal gøre noget nu.”

Jeg havde en ide. Dengang var jeg fast aktivist i Ungdomshuset på Jagtvej, og dagen efter var der mandagsmøde. På mødet fik jeg lov at låne den store sal en eftermiddag hver uge, så jeg kunne undervise bøsser i selvforsvar, og allerede den følgende torsdag stod jeg oppe i salen med boksehandsker og sandsække foran en flok forventningsfulde og frustrerede queers. Jeg var ikke selv verdensmester i at slås. Langt fra. Men jeg kunne nogle basale ting, og dem startede jeg med at lære fra mig. Det var bedre end ingenting. Senere fik jeg hjælp fra en ven, der havde mere erfaring, og da Ungdomshuset blev ryddet mindre end et halvt år senere, fortsatte selvforsvarsholdet på Det Frie Gymnasium og i parker på Nørrebro, når det var godt vejr.

At forvandle frygt til vrede
Jeg var selv startet med at træne kampsport i Ungdomshuset i foråret 2005 efter at være blevet truet lige udenfor mit kollektiv på Vesterbrogade. Jeg havde stået med mit ’queer’-rygmærke og to venner, da en flok unge mænd kom op til mig og truende spurgte, om jeg var bøsse. Jeg løj og sagde nej. Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået på munden, hvis jeg havde sagt ja.

I dagene efter episoden var jeg for det første så flov over, at jeg havde løjet om min seksualitet, at jeg havde lyst til at kaste mig ud fra Rundetårn. For det andet kunne jeg mærke, hvordan frygten for at få tæsk sneg sig ind på mig. Jeg begyndte at cykle hurtigere, kigge mig over skulderen, overvejede at fjerne mit rygmærke (og kravle ind i skabet igen), havde hjertebanken, når jeg gik på gaden om natten. Det var syvende gang, jeg var blevet angrebet på gaden, og jeg var ikke sluppet så billigt hver gang. Jeg var ked af, at jeg havde løjet om mig selv, men jeg fortrød det ikke. Hvis jeg ikke havde løjet, kunne jeg have fået ødelagt mit smukke ansigt.

Efter et par uger tænkte jeg: fuck nej, det skal fandeme være løgn. Jeg gider ikke være bange mere, og det skal blive sidste gang, jeg bare står og tager imod og lader mig skræmme af sådan en flok tabere. Og så pakkede jeg min sportstaske og tog ned i Ungdomshuset til de andre, der var trætte af at lade sig skræmme af gadens bøller.

Tøsedrenge kan også slås
”Tidligere har mange bare accepteret, at sådan er det at være bøsse, men man skal være opmærksom på, at muligheden for slå igen er der.” Sådan sagde jeg i P4 København, da jeg blev interviewet som repræsentant for Queer Jihad.

På Ungdomshusets kampsportshold lærte jeg at sparke folk i skridtet, slå dem på struben, prikke øjnene ud på dem og forsvare mig med flasker, askebægre, stole, nøgler og sten. Ikke særlig elegant, ikke noget kung fu, ikke noget med karate-åndedrætsteknik, bare brutale tricks til at klare sig igennem noget af det, livet byder en som queer. Jeg har altid hadet både sport og vold og har altid været – og er stadig – lidt af en tøsedreng, og jeg håbede, at jeg aldrig ville få brug for noget af det. Men det føltes virkelig rart at gå rundt på gaden og vide, at hvis det skulle blive nødvendigt, så ville jeg kunne forsvare mig. I hvert fald mod den typiske gaybasher. Du ved; fuld og bøvet

Den aften på Vesterbrogade kunne jeg pludselig se, at mit liv kunne udvikle sig i forskellige retninger, og jeg var blev stillet overfor et valg: enten måtte jeg gå til verden med kløerne fremme, klar til de kampe, den byder mig, eller også måtte jeg tone min queerhed ned, prøve at leve lidt mere i skjul. Være som de andre. Forskellige mennesker vælger forskellige strategier. Sådan skal det være. Jeg hverken kan eller gider ”være som de andre”. Så jeg begav mig ud på en rejse, hvor selvforsvar er en nødvendighed, og hvor det gode liv ikke er noget, man får foræret, men noget, man må slås for.

Jeg bliver selvfølgelig stadig angrebet på gaden, men jeg oplever det på en helt anden måde nu. Jeg bliver ikke bange mere. Jeg bliver vred. En dag sad jeg inde foran Rundetårn med min kæreste, da der blev kastet æg på os. Førhen ville jeg have tænkt på alle de ting, der kunne ske: kommer de løbende om lidt med knive og bats? Hvad er det næste, de kaster med osv.? Men i stedet rejste jeg mig op og orienterede mig i området. Forsøgte at finde ud af, hvor æggene kom fra, om vi var omringede, skulle forvente mere angreb, hvor vi kunne flygte hen, hvad vi kunne bruge til at forsvare os med, osv. Jeg så ikke mig selv som et hjælpeløst offer mere, men som en person, der havde muligheder for at handle i situationen. More action, less tears – som man siger.

Queer Jihad: Vi er trætte af pis
Omkring halvandet år senere, i februar 2008, satte vi i Queer Jihad ord på handlingen, da vi udgav et temanummer af vores månedsblad om at forsvare sig, når man bliver angrebet. Temanummeret fik titlen ‘Træt af Pis’ og indeholdt blandt andet en guide til selvforsvar, et interview med en person, der havde været med til at patruljere H.C. Ørstedsparken i 80’erne og en opfordring til at love sig selv at forsvare sig selv og sin kærlighed.

Det alternative nyhedssite, Modkraft, skrev en artikel om os, som udløste en sand mediestorm. Telefonen ringede konstant, og vi gav interviews i radioen, nyhederne og de fleste aviser. De ville også have os på tv, men det turde vi alligevel ikke. I Danmark var det meget sensationelt at opfordre queers til at forsvare sig selv. Samme år var en opfordring til selvforsvar en central del af det glittede blad, der blev udgivet i anledning af Priden i de større tyske byer.

De fortørnede journalister spurgte, om vi ikke var bange for at optrappe volden? Om ikke vi var med til at gøre samfundet mere voldeligt? Og vi prøvede at forklare dem, at det jo ikke var sådan, at der ikke fandtes vold i samfundet, før Queer Jihad kom til. Volden er der allerede, den opstår ikke, fordi queers lærer at slås. Vi udfordrer bare den vold, vi møder. Vi udfordrer status quo.

Hvorfor skulle man ligge stille under en voldtægt?
LGBT Danmarks (dengang LBL) hate crimegruppe og politiet mente, at man bare ville gøre det hele værre, hvis man forsvarede sig:

“Det er vigtigt for os at modarbejde hate crimes, men vi kan på ingen måde opfordre til selvtægt eller voldelige aktioner. Det vil kun få volden til at eskalere. Vi opfordrer til, at man flygter, hvis man bliver udsat for et voldeligt overfald. Tit er det grupper på tre-fire personer, der står bag sådanne overfald, og hvis man er alene, er det svært at stille noget op. Vi opfordrer til, at man henvender sig til politiet og anmelder, at man er blevet udsat for en hatecrime,” udtalte Mikkel Dresler, næstforperson i LBL til Jyllands-Posten.

Vi svarede, at hvis man siger til en ung queer, der får tæsk, at det rigtige er at løbe væk, så stiller man sig på voldsmandens side. Man giver voldsmanden ret i, at det offentlige rum er forbeholdt heteroseksuelle, og homoer skal bare forsvinde, hvis de ikke vil have tæsk. Man antyder også, at alle queers er svagere end alle queerbashere og aldrig vil have en chance i en slåskamp.

Vi gjorde også opmærksom på, at for ikke så mange år siden sagde man til kvinder, at hvis nogen prøvede at voldtage dem, skulle de bare ligge stille, så ville det hurtigt være overstået. Hvis de forsvarede sig, ville det bare blive værre. Senere fandt man ud af, at de fleste kvinder, der forsvarede sig, faktisk havde en ret god chance for at slippe væk, og at stort set alle, der var sluppet væk fra et voldtægtsforsøg, havde forsvaret sig. Hvorfor er queers de eneste i samfundet, som ikke må forsvare sig?

Vi ville gerne ændre mentaliteten hos mange queers. Det virkede som om, mange følte, at vold og trusler bare var en del af livet, som man måtte acceptere som queer. Noget man bare måtte tage med i købet. Og det er også rigtigt, at det er et vilkår for queers, at vi lever i et samfund, hvor nogle mennesker hader os. Men det betyder ikke, at vi behøver acceptere det. Vi kan forholde os til det. Og en måde at forholde sig til vold og trusler på er at lære selvforsvar. Vi henvendte os til queer mennesker med beskeden: Du er værd at forsvare. Vi var ikke ude på at sige til queerbasherne, at de bare skulle komme an.

Organiserede overfald udløser demonstration og sammenhold
Nogle måneder senere var der en række organiserede overfald på bøsser i Ørstedsparken. Grupper af maskerede mænd med jernrør tævede i mindst tre tilfælde bøsser, mens de råbte dødstrusler. Et af overfaldene sendte offeret på hospitalet i flere dage og fandt sted den 22. juli 2008 under den årlige Queer Festival et andet sted i København.

Ham, der blev overfaldet, var ikke en del af miljøet omkring festivalen, men det var Simon, en af hans venner. Simon indkaldte sammen med festivalen til et møde om, hvad man skulle gøre. Der dukkede et sted mellem 50 og 100 mennesker op. Der blev skrevet hilsner og samlet penge ind til blomster, som blev sendt til hospitalet, og der blev arrangeret en demonstration, der skulle gå fra Queer Festivalen og ind gennem København til H.C. Ørstedsparken for at gøre opmærksom på den vold, som blev ignoreret af medier og politi, og som de fleste danskere nægtede at tro på fandt sted. Der blev malet et banner med teksten: ”act against homo- and transphobic violence” og der blev skrevet en løbeseddel, som blev delt ud i 1000 eksemplarer til forbipasserende under demonstrationen.

Til mødet blev gruppen Bash Back! også dannet. Gruppen skulle mødes efter festivalen og sørge for en længerevarende, radikal og militant indsats mod hadforbrydelser i København. Første gang Bash Back! gjorde sig bemærket var tre uger senere, da en anden form for demonstration gik gennem København: den årlige Pride Parade.

Copenhagen Pride: ”Vi skal være taknemmelige”
Priden er ofte blevet kritiseret for at være kommerciel, racistisk, homocentrisk og for ikke at repræsentere seksuelle og kønsmæssige minoriteter på en hverken respektfuld eller nuanceret måde, og i 2008 trængte Bash Back! igennem med en kritik af Pridens påstande om, hvor godt queers har det i Danmark. Copenhagen Prides daværende forperson, Martin Dufke, udtalte:

”I år fejrer vi, at vi kan leve, som vi har lyst til. Hvis vi sammenligner med østlande, hvor homoseksuelle ikke nyder den accept og åbenhed, som danskerne generelt har over for homoseksuelle, skal vi være taknemmelige.”

Lotte Knold, talsperson i Bash Back!, svarede tilbage i et interview:

“Vi finder det provokerende, at homoseksuelle får at vide, at de skal være taknemmelige for, hvor godt de har det i Danmark i forhold til udlandet. Så godt har de det ikke. Homo-, trans- og biseksuelle bliver forfulgt hver dag. Der bliver givet et glansbillede af København og Danmark som homoparadis.”

Bash Back! påpegede, at det for det første slet ikke er så problemfrit at være queer i Danmark, som Priden gerne ville have det til at se ud. For det andet skal man ikke være taknemmelig for rettigheder, som er fuldstændigt selvfølgelige for resten af befolkningen. Tværtimod bør man være vred over, at man ikke har de samme rettigheder som andre, og at man ikke kan føle sig tryg i samfundet. Under paraden blev der igen delt løbesedler ud til deltagere og tilskuere.

Hvorfor vi var så vrede
Når vi var vrede nok til at trække i bandanaen og gå tur i parken om natten i flok, var vi altså ikke kun vrede på de psykopater, der tævede bøsser med jernrør. Vi var også vrede over den måde, volden blev håndteret på af samfundet. Priden og det kommercielle homomiljø, der kun er ude på at tjene penge og ikke vil have ødelagt deres business af rygter om vold, fortiede problemet, selvom det gik ud over deres egne kunder.

Politikerne hældte vand ud af ørene, hvis ikke de lod som om, de ikke vidste, hvad der foregik. Ind i mellem kunne man høre de rige, hvide, unge bøsser inde i byen, der havde sit på det tørre, sige, at folk, der cruisede i parken selv var skyld i det, for ”det er da også for klamt.”

LGBT Danmark, som egentlig burde kæmpe for LGBT rettigheder, kunne ikke finde på noget bedre at sige, end at folk skulle løbe væk og bede de store, stærke (heteroseksuelle) politimænd om hjælp. Og politiet havde et solidt rygte, der sagde, at hvis man anmeldt en hadforbrydelse (eller en voldtægt), skulle man ikke regne med at blive taget særligt alvorligt.

Og da så Queer Jihad og Bash Back! opfordrede folk til at forsvare sig selv, sagde politiinspektøren til os, at ”ideen er dårlig, fordi det jo kan ende med at blive dem selv, der får en voldssag på halsen lige pludselig.” Hun truede på den måde de folk, der i første omgang var ofre for vold, med en fængselsstraf, mens hun fortiede, at man ifølge straffelovens §§ 13 og 14 har ret til at forsvare sig indenfor visse rammer.

Hun mente ligesom LGBT Danmark, resten af politiet og alle politikerne, at queers ikke har ret til at forsvare sig. De eneste rettigheder, vi har, er at få tæsk og gå til politiet bagefter.

Vi var vrede over alt det. Vi havde fået nok af at få tæsk, nok af at få at vide, hvor godt vi har det, og hvor taknemmelig vi skulle være, nok af at blive grinet af, af politikere og politi, og vi følte, at tiden var kommet til at tage jernrøret i egen hånd. Så at sige.

H.C. Ørstedsparken er stadig frirummet for nogle
Simon var med til nogle af patruljeringerne i H.C. Ørstedsparken. Han synes ikke, der er noget galt med at bruge parken til sex, og det er i hvert fald ikke grund til at tæske folk. Han fortæller om, hvordan det var:

”Vi tog ind i parken om aftenen og gik rundt i nogle timer. Jeg tænkte over, om folk ville tro, vi var gaybashere, for vi var en gruppe, der gik rundt sammen i sort tøj. Vi havde godt nok alle sammen en lyserød bandana for ansigtet, men der var jo mørkt, så jeg ved ikke, om folk kunne se det. Jeg var ikke bevæbnet, og det tror jeg heller ikke, de andre var. Vi var 10-15 sammen, så det var ikke nødvendigt.

Vi kom aldrig til at slås med nogen. Vi mødte hverken cruisere eller bashere, de gange jeg var med. Vi vidste også godt, at det var usandsynligt, at vi ville være der lige præcis samme tid som basherne. Men det handlede også om at sætte et eksempel og sige fra.

Det er selvfølgelig en meget radikal aktionsform, men folk blev tævet halvt ihjel pga. deres seksualitet, og der var ikke rigtigt andre, der gjorde noget ved det, så jeg føler, det var rigtigt at sætte en grænse. Vi patruljerede for at tage rum tilbage, der var blevet gjort usikkert.

H.C. Ørstedsparken har en vigtig historie som cruisingområde. Det har været et sted, hvor folk kunne møde hinanden og have sex i en tid, hvor det var umuligt at udleve sin homoseksualitet åbent. Og den tid er ikke ovre for alle. Der er folk, der er usikre på deres seksualitet eller ønsker en anonym seksualitet eller at eksperimentere, og de har mulighed for at prøve ting af i parken. Det er en fantastisk ting, og det er vigtigt at forsvare.”

Kun Kong Vinter stopper cruising
Efter nogle måneders patruljering begyndte nætterne at blive koldere, og der blev længere mellem både cruisere, queerbashere og patruljeringer. Da vinteren 2008 for alvor satte ind, var det eneste, der var tilbage fra kampen om H.C. Ørstedsparken, de printede A4-ark, der var klistret op i området, med en advarsel om, at kampberedte aktivister patruljerede i parken med uregelmæssige mellemrum og de store, spraymalede bogstaver ved alle parkens indgange med den klare besked: Skrid machosvin!

Mads Ananda Lodahl er foredragsholder, journalist og forfatter. Læs mere om ham på hans hjemmeside: http://www.almindelig.com/.

Queer Jihad udgiver en bog den 31. maj. Bogen fejres med en stor queer fest i Ungdomshuset samme aften. Følg med på http://www.queerjihad.dk/.

Proud.dk: http://proud.dk/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Jeg har lige siden jeg var ganske ung haft den holdning, at seksuel ligestilling er noget af det mest fundamentale for, at vi kan respektere og acceptere hinanden. Jeg behøver i denne sammenhæng ikke argumentere for, at det at være homo eller hetero ikke er noget man vælger, men er noget man er.

Jeg har altid syntes, at kampen for seksuel ligestilling er en kamp vi bør stå sammen om – derfor valgte jeg at engagere mig i Aarhus Pride. Dette har medført, at jeg er »kommet ind i« homomiljøet. Et miljø, hvor jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, og hvor det »normale« heldigvis er mere mangfoldigt, end det er i min heteronormative hverdag i øvrigt. Eller, det vil sige, at det troede jeg.

Det undrer mig, hvor tit man egentlig oplever manglende respekt for mangfoldighed internt i homomiljøet. Det er måske et voldsomt statement, men jeg er chokeret over de mange fordomme, som hersker iblandt jer minoriteter. Kommentarer som »Jamen, sådan er lebberne« eller »Du er bi og derfor ikke rigtigt en del af os«. Hvorfor har I så travlt med at putte hinanden i kasser? Jeg forstår det ikke. Er det ikke det, vi kæmper for, at resten af samfundet IKKE skal gøre? At homoseksuelle ikke blot er homoseksuelle, men er ligesom alle andre mennesker; forskellige og unikke individer?

Nu refererede jeg til miljøet i bestemt ental. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor langt miljøet rækker. Vil/skal alle seksuelle minoriteter og kønsidentiteter inkluderes? Er det de samme politiske mærkesager, der kæmpes for? Jeg synes, at det er grundlæggende spørgsmål, som burde stilles af Landsforeningen. Det er den, der er jeres store repræsentant og skal forsøge at skabe en forandring, hvis vores samfund ikke automatisk giver rum til den mangfoldighed, vi alle ønsker.

Efterhånden undres jeg mere og mere over, at jeg ikke »ser« Landsforeningen. Det kan være, at jeg ikke kigger ordentligt efter, men det tror jeg helt ærligt ikke er tilfældet. Jeg tror, at det er på tide at tage diskussionen op omkring, hvad vi ønsker. Ja, vi – ikke I.

Jeg ved ikke, om det måske er utopi at tro, at alle LGBTQIAP’er kan samles under samme regnbuefarvede fane. Jeg håber det ikke. Det er ikke svært at forstå, hvis man som minoritet har brug for at holde fast i et miljø og præservere det. Men måske ville det ikke skade at stoppe op og overveje, om ikke det er tid til at få ryddet ud i fordomme, kasser og dem-og-os-tænkning? Sætte det gode eksempel.

Jeg har ingen løsninger, men deltager gerne i diskussionen. Også selvom jeg er hetero. Det lader jeg mig ikke gå på af.

Proud.dk: http://proud.dk/.

Kendskabet til transkønnede er mangelfuldt og bygger ofte på forældede, fordomsfulde og fejlagtige opfattelser og holdninger. Det betyder, at transkønnede som gruppe er ringere stillet end andre borgere. Det må der gøres op med, og det er nødvendigt med tiltag på mange niveauer. LGBT Danmark beskriver 21 områder, hvor der er behov for forbedring af transkønnedes forhold.

Det fremgår af regeringsgrundlaget fra 2011, at regeringen vil ”undersøge reglerne om kønskorrigerende behandling, herunder mulighederne for at foretage juridisk kønsskifte uden krav om kirurgiske indgreb”.

Toneangivende menneskerettighedseksperter så som FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, og forhenværende menneskerettighedskommissær i Europarådet, Thomas Hammarberg, har taget afstand fra tvungen medicinsk og kirurgisk behandling som betingelse for anerkendelse af en persons kønsidentitet.

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner er enige. Med vedtagelsen af Argentinas banebrydende kønsidentitetslov den 8. maj 2012, og senest Kammarrättens dom den 19. december 2012 i Sverige, der fastslog, at sterilisation som betingelse for kønsskifte strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har nitten lande afskaffet krav om kirurgiske indgreb.

Hammarberg påpegede imidlertid allerede i 2009, at der er brug for en række tiltag for at sikre transkønnede en værdig tilværelse. Europarådet og Europaparlamentet sætter eksempelvis spørgsmålstegn ved psykiatriens rolle i forhold til transkønnede.

Landsforeningen vedlægger sit katalog over politikker til forbedring af transkønnedes vilkår såvel som en oversigt over lovgivning, der i dag regulerer området.

Nu skal tvangskastration af transkønnede stoppes!

Uddrag fra Homotropolis 8.3.2013

LGBT Danmark har netop udsendt sin transpolitik der indeholder 21 punkter til forbedring af transkønnedes forhold i Danmark.

I Danmark kræves stadig, at en person kastreres for at få anerkendt sit oplevede og udtrykte køn. Det er et stort problem for mange transkønnede, som i dag lever i overensstemmelse med deres oplevede køn. De må tage til takke med at blive tiltalt Hr. og blive sat på herreholdet til håndbold, når Frøken er den rigtige betegnelse og det er kvindeholdet, de hører til på.

Det har i Danmark i mange år været tradition at opdele mænd og kvinder efter, hvad de havde mellem benene. Havde personen en tissemand, når jordemoderen kappede navlestrengen, var det en dreng, og havde personen en tissekone, var det en pige. Sådan er det også for de fleste mennesker. Men der er en større gruppe transkønnede, som ikke passer ind i det skema. De er piger i drengekroppe og mænd i kvindekroppe.

Som tingene er i dag, er det svært for de fleste, da de skal kastreres for at få et juridisk kønsskifte og dermed få anerkendt deres kønsidentitet. Det vil sige, at transkønnede tvinges til at gennemgå et kirurgisk indgreb uanset, om de ønsker det, eller det for dem er tilstrækkeligt at blive anerkendt og leve som det køn, de oplever indvendigt, og som de udtrykker gennem blandt andet deres tøj, udseende og navnevalg.

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har gennem lang tid arbejdet for at forbedre forholdene for transkønnede.

»Operation bør være noget, den enkelte selv vælger. Tvangskastration af transkønnede er afskaffet i 19 lande. Nu er det Danmarks tur«, udtaler Vibe Grevsen, Transpolitisk talsperson i LGBT Danmark i en pressemeddelelse.

Landsforeningen har netop udsendt sin transpolitik med titlen “Retten til at være den du er!” med 21 væsentlige og nødvendige punkter til forbedring af transkønnedes forhold i Danmark og ser frem til en konstruktiv dialog med politikerne.

“Retten til at være den du er!” kan læses på www.lgbt.dk sammen med en oversigt over love med videre som regulerer transkønnedes forhold.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Vores LGBT-kommentator Tommy Petersen mener, at man som ikke-troende bør kunne vælge at blive stedt til hvile på særlige gravpladser der ikke er religiøse.

At lgbt’er kan have et anstrengt forhold til religion er forståeligt. Mange er vokset op med oplevelsen af, at religion blev brugt til at sige, at man var forkert. I skolen lærte man de mange positive sider ved de forskellige religioner at kende, for siden hen at høre, at man som lgbt’er slet ikke var velkommen eller inkluderet i fællesskabet pga. ekskluderende og fordomsfulde passager. Det er måske én af grundene til, at lgbt’er i stort omfang er ikke-troende og fravælger religionerne.

Studier viser, at i Australien og New Zealand er over 70 % af lgbt’er ikke-troende og lever uden for religionerne. For den samlede befolkning i Australien er tallet blot 18 %. Det vidner om, at lgbt’er i langt større udstrækning end resten af befolkningen fravælger at leve efter en religion.

Der er ingen grund til at tro, at danske lgbt’er skulle være mere religiøse end australske. Tværtimod. Vi har nu haft muligheden for at indgå ægteskab i kirken i snart et år, og ekstremt få lgbt-par har benyttet sig af muligheden. Debatten om retten til ægteskab kom i medierne hurtigt til at handle om retten til en kirkelig vielse. For mig handlede det dog udelukkende om, at få retten til det kønsneutrale ægteskab og dermed retten til at kalde mig for ægtefælle. Jeg ville for eksempel med glæde frasige mig retten til at blive viet i kirken, hvis stat og kirke blev adskilt.

I Danmark har tilslutningen til religionerne længe gået nedad og har nu nået et niveau, hvor det ligefrem skaber overskrifter. I København alene melder flere end 6.500 sig årligt ud af folkekirken, mens under halvdelen af alle nyfødte indmeldes. Desværre for de mange ikke-troende københavnere og jeg, så kan vi godt vælge at leve som ikke-troende, men vi kan ikke få lov til at dø som ikke-troende.

Det er nemlig sådan, at i Københavns Kommune er der kun religiøse gravpladser til trods for, at der er ledig jord på godkendte gravpladser, der ikke bruges til noget. Det betyder, at man som ikke-troende er nødsaget til at blive stedt til hvile på religiøse gravpladser med religiøse symboler.

Konsekvensen er, at vi overser en betydelig gruppe af danskeres ønske om at blive respekteret som ikke-troende. Også i døden. Efterladte der besøger afdødes gravsted vil også opleve, at graven ikke afspejler den afdødes liv og person, når graven er beliggende på et religiøst område. At være et frit samfund, hvor vi har frihed til at være religiøs indebærer også, at vi har frihed til at vælge ikke at være religiøs. Derfor synes det rimeligt, at man både som troende og ikke-troende kan blive begravet, som man har levet. Måske med en lyserød mindeplade?

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

En hadforbrydelse og tre fordomsfulde, politiske udmeldinger.

Inden for den seneste tid er det endnu en gang blevet tydeliggjort, at arbejdet for at øge respekten omkring bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede - og arbejdet for yderligere ligebehandling af lgbt'er bestemt ikke er slut. Vi har været vidne til en voldelig og meget omtalt hadforbrydelse ude foran en lgbt-beværtning. Vi har skullet lægge øre til at politikere trods det nyligt vedtagne kønsneutrale ægteskab stadig insisterer på, at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde. Og vi har også skullet stå model til politiske udmeldinger om, at lgbt-familieformer er unaturlige, og at oplysning om disse er et overgreb på børn.

At lgbt’er til stadighed kan være udsat for overfald, fordomme og politiske krav om færre rettigheder i dagens Danmark er decideret pinligt. Det er også et tegn på, at vi som lgbt’er må gøre mere for at modvirke sådanne hændelser og diskurser.

LGBT Danmark svarer igen
Derfor intensiverer LGBT Danmark i år indsatsen i folkeskolen for at modvirke dannelsen af fordomme, mobning og hadforbrydelser. Foreningen holder også politikerne i ørerne med lovgivningsarbejdet på familieområdet for at sørge for, at de holder hvad de har lovet. Samtidig øger LGBT Danmark også arbejdet indadtil med vores frivillige for bedre at kunne skabe et beredskab med en mod-diskurs, når sådanne ytringer får lov at blive gentaget i alle medier. Det er vores klare overbevisning, at fordomsfulde og nedgørende politiske udmeldinger ikke må stå uimodsagt, og at hadforbrydelser skal tages i opløbet. Derfor blander vi os i debatten, fremmer viden og oplysning om lgbter, og lobbyer politikerne.

Vil du være med til at danne meninger?
Hvis du skulle have lyst til at bidrage til dette arbejde, kan du gå ind på vores hjemmeside lgbt.dk og få et overblik over, hvilke af vores politiske udvalg der er noget for dig. Det er i disse grupper foreningens politik, budskaber og beredskab skabes. Der er f.eks. udvalg for internationalt arbejde, arbejdsmarkedet, transpolitik, hadforbrydelser, sundhedspolitik, LGBT Ungdom, osv. Til dig, der er interesseret i at bidrage til vores medieberedskab og eksterne kommunikation, hvor vi forsøger at komme i medierne med vores politik og budskaber, tag fat i kommunikationsgruppen og mød op og given hånd. Jo flere vi er, jo større påvirkning kan vi have. Alle kan gøre en forskel.

Dette indlæg har LGBT Danmark indrykket i Out & About 2013.

LGBT.dk: www.lgbt.dk.

Bekæmpelsen af hadforbrydelser ligger ikke alene hos politiet og politikerne. Vi har alle et ansvar, både i og uden for miljøet.  

EN SØNDAG NAT i januar blev Marcel Juul Østergreen og Martin Skotte slået ned af 10 unge mænd efter et besøg på to af Københavns bøssebarer. Overfaldet kostede Marcel Juul 0stergreen et blåt øje, en flækket underlæbe og to fortænder.

Medierne tog sagen op, og Stop Had arrangerede en støttedemonstration uden for Aftenshowet, hvor Marcel Juul Østergreen og Martin Skotte fortalte om overfaldet. I demonstrationen deltog integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, og jeg har efterfølgende interviewet hende sammen med Marcel Juul Østergreen om, hvad vi fremover kan gøre for at bekæmpe hadforbrydelser.

VI HAR ALLE ET ANSVAR. Jeg ved godt, at det lyder frelst, men vi kan ikke blot placere hele ansvaret hos politiet og politikerne.

"Hvis man fornemmer, at der er optræk til ballade, så kommer man lige til at vende sig om. Så slipper man for at se, hvad der sker, og i stedet kan man stille og roligt stikke af. Det er ikke, fordi man skal gå aktivt ind foran, hvis en er ved at blive stukket ned. Men man kan godt prøve at bakke op og hjælpe. Og generelt holde lidt mere sammen," siger Marcel Juul Østergreen i artiklen på side 10-13 her i Out & About.

Jeg må tilstå, at jeg nok ikke selv ville turde blande mig fysisk, hvis jeg var vidne til et voldeligt overfald. Og jeg har endda været så heldig at blive reddet af en modig læderbøsse, da jeg i 1996 blev slået ned i Studiestræde.

Men selvom man som jeg er lav af højde og talentløs i slåskampe, er der andre ting, man kan gøre, hvis man ser et overfald: Ring til politiet. Alarmer andre. Film over- faldet med mobilkameraet. Skriv nummerpladen ned. Hjælp voldsofferet bagefter. Mød op i vidneskranken.

POLITIKERNE har selvfølgelig et stort ansvar for at bekæmpe hadforbrydelser. Men jeg oplever også, at de i hvert fald i København tager det ansvar alvorligt.

Ikke blot nu hvor kommunalvalget nærmer sig, står politikerne i kø med forslag til, hvordan kommunen kan bekæmpe hadforbrydelser. Da jeg interviewede overborgmester Frank Jensen i 2010, i starten af hans valgperiode, var hans hovedfokus også på netop hadforbrydelser.

Københavns Kommune har kørt flere kampagner imod hadforbrydelser og arbejder sammen med politiet og LGBT-miljøet om at forbedre indsatsen.

Lokalpolitikerne skal snart tage stilling til forslag om at begrænse bilkørslen og øge belysningen i Latinerkvarteret, hvor de fleste homosteder ligger - og hvor kommunens tryghedsundersøgelser viser, at der er store problemer om natten.

Om sommeren har jeg flere gange stået ude foran Oscar og oplevet biler køre faretruende hurtigt forbi, mens bilens fører og medpassagerer råber homofobiske ord efter os. Desværre bruger de ikke blot bilen til chikanekørsel, men også som transportmiddel til og fra voldelige overfald. Så jeg håber, at politikerne har modet til at gribe ind over for bilkørslen i de små gader i Latinerkvarteret.

POLITIETS ANSVAR i kampen mod hadforbrydelser er indlysende. Og man kunne måske godt ønske sig, at politiet var lidt mere til stede i nattelivet.

Men efter overfaldet oplevede Marcel Juul Østergreen politiet som professionelle og imødekommende. Jeg havde samme oplevelse, efter jeg blev slået ned i 1996.

Et af de største udfordringer for politiet er, at kun en lille del af hadforbrydelserne bliver anmeldt. Men hvis politiet skal have en chance for at finde voldsforbryderne, er vi nødt til at anmelde forbrydelserne. Det gælder uanset, om vi er offer eller vidne til en hadforbrydelse.

Læs Out & About marts 2013 her: http://out-and-about.dk/O&A-Online/Uniflip-123-marts-2013/.

LGBT Danmark udtrykker tilfredshed med regeringens lovforslag om ændring af børneloven mv., som vil bringe en lang række regnbuefamilier ind under børneloven og dermed dels sikre børn og forældre bedre retlige vilkår, dels betyde, at mange familier kan slippe for stedbarnsadoption.

1. Lesbiske par, der benytter anonym sæddonation bliver omfattet af børneloven, hvorved medmor automatisk anerkendes som forælder og uanset om parret er gift eller ej.

2. Et lesbisk par, der benytter en bekendt som sæddonor kan aftale med denne, at moderens partner skal være juridisk forælder, og dette vil blive anerkendt, igen uden stedbarnsadoption.

3. En mand, der får et barn med en kvinde i et lesbisk parforhold kan aftale med disse, at han skal være juridisk forælder.

I de to sidste tilfælde skal de tre parter - manden, kvinden og hendes partner - afgive en fælles erklæring om hvem af manden eller partneren, der skal være juridisk forælder.

Lovforslaget vedrører alene familier, der benytter kunstig befrugtning med en sundhedspersons medvirken, det vil sige på klinik. Således er hjemmeinsemination ikke omfattet, hvad Landsforeningen ellers ville foretrække.

LGBT Danmark er tilfreds med lovforslaget og benytter høringssvaret til at angribe noget, der ikke er en del af lovforslaget, nemlig den administrative regel om samliv. Denne regel siger, at ved stedbarnsadoption skal forældre og barn have levet sammen i 2.5 år, før adoption kan finde sted. Denne regel rammer de regnbuefamilier, hvor et lesbisk par benytter en bekendt som sæddonor og der anvendes hejmmeinsemination. Denne regel bør bortfalde nu: Selvom den ikke er omfattet af lovforslaget, er den klart i modstrid med lovens ånd.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Seksten af Danmarks centrale civilsamfundsorganisationer er gået sammen om at foreslå regeringen at gennemføre en ensartning af ligebehandlings- og antidiskriminationslovgivningen.

Dette skal ske ved at fremsætte et forslag om en lov om et generelt forbud mod diskrimination pga. race eller etnisk oprindelse, hudfarve, national eller social oprindelse, alder, køn  seksuel orientering, kønsidentitet, handicap, religion eller tro samt politisk anskuelse.

Som fremhævet her er både seksuel orientering og kønsidentitet omfattet af forslaget, som er stillet af organisationer fra alle beskyttelsesområderne:

•Amnesty International Danmark

•Danske Handicaporganisationer

•Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination

•Dansk-Russisk Forening

•ENAR Denmark – European Network Against Racism

•Islamisk-Kristent Studiecenter

•Kvinderådet

•LGBT Danmark

•Det Mosaiske Trossamfund

•Ny-Dansk Ungdomsråd

•Polio- Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) Livet efter ulykken

•Rådet for Etniske Minoriteter

•SOS mod Racisme

•Yngresagen

•Ældremobiliseringen

•Ældresagen

Forslaget lyder således:

Forslag til fremsættelse af lovforslag om et generelt forbud mod diskrimination pga. race eller etniskoprindelse, hudfarve, national eller social oprindelse, alder, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, handicap, religion eller tro samt politisk anskuelse.

Regeringen opfordres til at fremsætte et lovforslag om et generelt forbud mod diskrimination pga. køn, race eller etnisk oprindelse, alder, seksuel orientering, handicap, religion eller tro samt kønsidentitet.

Begrundelsen herfor er, at der i gældende dansk lovgivning ikke findes et generelt forbud mod diskrimination. Kun på arbejdsmarkedsområdet er dækning mod diskrimination fuldstændig, jfr. Lov nr. 31 af 12/1 2005 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. sammenholdt med EU direktiv 78/2000.

Udenfor arbejdsmarkedet omfatter værnet  mod diskrimination  kun køn og race eller etnisk oprindelse. De øvrige områder: alder, seksuel orientering, handicap, religion eller tro, kønsidentitet, hudfarve, national eller social oprindelse samt politisk anskuelse nyder ikke civilretlig beskyttelse mod diskrimination, og nyder dermed ikke samme retssikkerhed, som områderne: køn samt race eller etnisk oprindelse.  Uden for arbejdsmarkedet er beskyttelsen mod diskrimination pga. race eller etnisk oprindelse heller ikke i tråd med det minimumskrav, som EU direktiv 43/2000 stiller.

Diskrimination på grund af alder, seksuel orientering, handicap, religion eller tro, kønsidentitet, hudfarve, national eller social oprindelse samt politisk anskuelse forekommer desværre også i Danmark, også i form af hadforbrydelser, og er vanskelig at imødegå uden klar lovhjemmel. Et lovbestemt forbud mod diskrimination vil ikke blot udbedre de huller, der er i lovgivningen, og opfylde de forpligtigelser, Danmark har i henhold til flere konventioner, herunder Handicapkonventionen af 2006, men også sikre alle borgeres retssikkerhed for så vidt angår diskrimination inden og udenfor arbejdsmarkedet.

Den centrale del af lovforslaget – selve diskriminations forbuddet – kan med udgangspunkt i EU Charterets art. 21 udtrykkes således:

Enhver usaglig forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller kønsidentitet eller ethvert andet lignende forhold er forbudt.

Download forslag, begrundelse samt følgeskrivelser her: http://panbloggen.wordpress.com/2013/02/18/ligebehandlingsforslag-fra-16-ngo-er/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Kan kristendom og homoseksualitet forenes? For Bjørn Erik blev modsætningerne så uudholdelige, at han begik selvmord, fordi han følte sig beskidt og syndig

I lørdags afholdt Profil generalforsamling og temaaften om kristendom og homoseksualitet.

Vi starter alle Profil arrangementer med en middag. Efter generalforsamlingen indtager vi altid ”åndelig føde”. I år så vi DR’s temaudsendelse ”Beskidt og syndig”, der handler om kristendom og homoseksualitet.

Efter historien om Jan Erik, vil jeg fortælle om den danske DR2 temaudsendelse Homo, Himmel eller Helvede fra 2008, der også tager emnet om kristendom og homoseksualitet op.

Endelig er det den amerikanske film fra 2009 Prayers for Bobby, der fortæller den sandfærdige historie, om en mor der driver sin ynglingssøn til at begå selvmord, fordi hendes religiøse overbevisning får hende til at tro, at bønner og kirkegang kan ”helbrede” ham.

Religiøse anfægtelser koste Bjørn Erik livet

Den norske udsendelse fra 2001 stiller spørgsmålet, om kristendom og homoseksualitet kan forenes? Bjørn Erik havde begge dele i sig og modsætningerne blev så uudholdelige, at han til sidst begik selvmord, fordi han følte sig beskidt og syndig.

Man kan selvfølgelig spørge, om en udsendelse fra 2001 ikke for længst er blevet overhalet af virkeligheden?

Kristne mener at homoseksualitet er syndig

Men debatten i Danmark i 2012, op til vedtagelsen af loven om det kønsneutrale ægteskab, hvor homoseksuelles ret til at blive gift i kirken overskyggede alt andet, viste at der i religiøse kredse stadig findes retninger der mener at homoseksualitet er syndig.

I udsendelsen kommer vi rundt om det liv Bjørne Erik levede, inden han tog den skæbnesvangre beslutning, set med venner og pårørendes øjne. Emnet om manglende tolerance i samfundet berøres ligeledes i udsendelsen.

Den norske kirke er konservativ

Men vi fik også et indblik i Norges Kirkens syn på homoseksuelle. Den er, ligesom herhjemme, delt på spørgsmålet. Men den åbne homoseksuelle danske præst Ivan Larsen fortalte, at kirken i Norge er meget konservativ og er 20 år bagefter de danske og svenske folkekirker. Han sagde desuden, at selv i Danmark er selvmordsprocenten signifikant højre for homoseksuelle, fordi alle kirker ikke accepterer homoseksualitet.

Bjørn Eriks egen præst fortalte, at han selvfølgelig ville have ønsket ham og hans homoseksuelle partner alt godt, men at det ikke var det bedste valg, fordi homoseksuelle ikke er på samme menneskelige niveau som heteroseksuelle. Bjørn Erik havde en drøm om at blive præst, men hans præst mente, at homoseksuelle er diskvalificerede som præster.

Exodus International ”helbreder” homoseksuelle

Vi havde også den tvivlsomme ære at møde en præst fra pinsebevægelsen, som var aktiv i Exodus International.

Exodus International har et stort verdensomspændende netværk der har associeringsaftaler med kirker i medlemslandene. Det består af rådgivere der står klar til at ”hjælpe” dem, der kæmper med samme køn attraktion (SSA), hvor de fokuserer på discipelskab og har et budskab om den bibelske sandhed og Kristus-lignende medfølelse til en verden der er påvirket af homoseksualitet. De påstår med andre ord, at de kan hjælpe homoseksuelle med at skifte seksualitet.

Præsten, der er med i udsendelsen, fortalte at de i Norge havde henvendelser fra 100 personer årligt, og at han personligt havde ”helbredt” 100, bl.a. ved håndspålæggelse.

Han havde i det hele taget mange ”gode argumenter”, f.eks. at ingen fødes som homoseksuel, men at det er homo-propagandaen der lokker folk, samt at det er ”løgnetanker”, at kristendommen ødelægger homoseksuelles liv. Vi så også en rørende scene, hvor han og konen bedyrer, at et sandt ægteskab indgås mellem en mand og en kvinde og Gud.

I udsendelsen medvirker der en homoseksuel præst, der havde prøvet at lave sig selv om i 15 år. I en samtale beskylder pinsebevægelsespræsten ham for at vildlede folk.

Åbenhed og tolerance havde reddet Bjørn Erik

En medvirkende åben kristen bøsse skar homo-modstandernes holdning ud i pap: ”Alt ville bryde sammen, hvis man sidestiller homoseksuelle med heteroseksuelle.” Han fortale også, at det betyder meget for mange homoseksuelle, når politikere og præster siger noget negativt om homoseksualitet. Han mente ligeledes, at Bjørn Eriks liv ville have været helt anderledes, hvis han havde oplevet en åben og forstående kirke.

Bjørn Erik søster kunne fortælle, at han degraderede sig selv som beskidt og syndig. Desuden sagde hun, at han ville have levet i dag, hvis holdningen til homoseksuelle havde været mere åben og tolerant. Hun mente også, at Bjørn Eriks præst burde have vist mere forståelse for ham.

Deres mor havde svært med at få orden homofile (som stadig er det gængse ord for homoseksuelle i Norge) over sine læber. Hun fortæller desuden ikke alle, at hendes søn begik selvmord.

Ville ikke spille Bjørn Erik

I sin efterladte dagbog beskrev Bjørn Erik sine kvaler med at elske en anden mand, som han både var tiltrukket af, men som han også hadede sig selv for at elske. Han forkyndte desuden sit selvmord, idet han skrev, at han ikke længere ville spille skuespil, ikke ville spille Bjørn Erik, at det var tæppefald.

Bjørn Erik blev 20 år. Han forsvandt den 20. oktober 1992. Han er aldrig blevet fundet.

Under det efterfølgende kaffebord fik vi snakket om homoseksualitet og kristendom. Om den uhyrlige homofobi, der stadig findes i visse højreorienterede kirkemiljøer. Den religiøse modstand mod homoseksualitet er ikke forsvundet op i den blå luft. Det kunne man læse og høre om i medierne omkring årsskiftet 2012-2013, hvor nyhedsformidlerne gik i selvsving over, at homoseksuelle ikke er strømmet til kirkerne for at blive viet. Ingen stillede spørgsmålet, om det kunne skyldes debatniveauet op til vedtagelsen af loven om det kønsneutrale ægteskab og følelsen eksklusion, som mange i folkekirken udsætter os for.

Hvor blev frisindet af?

Der blev også tid til at berøre andre emner, bl.a. om 1970´ernes forsvundne frisind. I dag er der forbud mod købesex på den parlamentariske venstrefløjs program. Det er den helt omvendte verden, hvor det er de Konservative, der vil give de prostituerede de samme rettigheder som man har i andre erhverv.

I Island går de skridter videre. Der har de islandske politikere nemlig nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde en effektiv måde at blokere de islandske internetbrugeres adgang til porno. De har allerede forbud mod billedporno og stripklubber i Island.

Homo, Himmel eller Helvede

Der er også lavet en dansk temaudsendelse og forholdet mellem kristendom og homoseksualitet. I september 2008 afholdt Profil ligeledes en temaaften, hvor vi så DR2 temarækken Homo, Himmel eller helvede.

Den fortabte søn vender tilbage

Første afsnit handler om Filip Kemuel Bartholdy, der er søn af den kristne apostolske præst i Sønderborg (som også er en del af pinsebevægelsen). Han levede i mange år det vilde bøsseliv i Odense, hvor han var formand for LAMBDA, hvilket absolut ikke passede ind i den apostolske tro, hvor homoseksualitet er lig med evig fortabelse.

Faderen, Anders Bartholdy, og Filips fundamentalistisk kristne opdragelse lagde sådan et pres på ham, at følte at han levede et forkert liv og han lod sig skille fra sin mand.

Han endte med at vendte hjem til familien og gud, og føler sig nu omvendt til heteroseksualitet.

Jonas og Gunhild var splittet mellem seksualitet og tro

I sidste afsnit oplever vi Jonas og Gunhild, de er stærk splittede mellem deres seksualitet og deres kristne tro.

De voksede op i indremissionske miljøer og levede med frygten for fortabelse og ønsket om omvendelse. Det spørgsmål der rejses er, hvor konflikten kommer fra, og hvilken rolle Folkekirken spiller.

Gunhild Madsen lever i et ægteskab med mand og børn, selv om hun i sin ungdom føler sig tiltrukket af kvinder. Da hun i en moden alder bliver forelsket i en kvinde, vælger hun at blive i ægteskabet. Hun har aldrig udlevet sin homoseksualitet, da det striden mod hendes tro.

Jonas Lauridsen beslutter sig for at leve i cølibat, men han ender med at udleve sin homoseksualitet, og finder troen på den kærlige gud.

Folkekirkelige rådgivninger er uenige om homoseksualitet

Både Gunhild og Jonas opsøger den folkekirkelige rådgivning for homoseksuelle, Basis, der er underlagt AGAPE, de rådgiver i at det er syndigt for homoseksuelle at udleve deres seksualitet, og forlanger at deltagerne skal leve i cølibat, de praktiserer også omvendelse, og tror på at homoseksualitet kan helbredes.

Mens Gunhild finder hvad hun søger, henvender Jonas sig, efter to selvmordsforsøg, til en anden folkekirkelig homorådgivning, Akcept, som mener at homoseksualitet og tro er forenelig og de støtter deltagerne i at leve deres seksualitet ud. Akcept er tilsluttet Kirkens Korshær.

Det hjælper Jonas til at genvinde fodfæstet og giver han et godt liv som homoseksuel og troende.

Biskopper med forskelligt syn på homoseksuelle

Vi møder også to biskopper med hver deres syn på kirkelig vielse af homoseksuelle.

Keld Holm er for, og han mener ikke man skal henholde sig til Bibelens ord, da den er skrevet af mennesker. Karsten Nissen er imod, og hans holdning er, at folkekirken ikke skal afspejle den samfundsmæssige virkelighed, men tage Bibelens ord bogstaveligt.

Prayers for Bobby

I 2009 tog den amerikanske instruktøren Russell Mulcahy emnet op i filmen Prayers for Bobby. Den bygger på en sand historie om en mor, der er dybt splittet mellem sin tro og kærlighed til sin søn. Den har vi også set i Profil.

Mary Griffith er dybt troende og opdrager sine børn i den strenge presbyterianske tro.

En dag afslører hendes ynglingssøn Bobby over for sin bror, at han er homoseksuel. Da hemmeligheden afsløres, involveres hele familien

Bobbys far og søskende har ingen problemer med at acceptere med Bobbys homoseksualitet, men Mary er overbevist om, at Gud kan helbrede hendes søn, igennem bøn og kirkegang. Bobby gør alt, hvad hans mor beder om, men bliver han mere og mere deprimeret.

Moderens fanatisme kostede Bobby livet

Da det går op for Mary, at sønnen ikke kan "helbredes" slår hun hånden af ham, hvilket får ham til at begår selvmord. Det får naturligvis konsekvenser både for hende og resten af familien.

Ved at læse sin søns dagbøger, forstår Mary langt om længe hvad Bobby har kæmpet med gennem årene. Derefter tager hun sin tro op til revision og begynder at kæmpe for en masse af det, hendes tro tidligere har forbudt hende.

Hun engagerer sig i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder i USA og får samtidig et nyt syn på sin egen tro.

Kristne fordømmer homoseksualitet

Inden for kristendommen fordømmes homoseksualitet i den officielle linje fra den katolske kirke og inden for karismatiske frikirker som Pinsekirken, men også i skrifttro kredse af folkekirken, hos det man traditionelt kalder den kirkelige højrefløj, eksempelvis Indre Mission og Luthersk Mission. En række højrefløjsorganisationer har udarbejdet en folder med titlen "Kirken og homoseksualitet", hvor der blandt andet står:

”I hele Bibelen fra 1. Mosebog til Johannes’ Åbenbaring kan vi se to elementer i den kærlighed/seksualitet, som Gud accepterer. Den foregår 1) i ægteskabet og 2) mellem en mand og en kvinde. Al anden seksualitet, som falder uden for denne ramme, afvises af Bibelen.”

De skrifttro kristne opfatter homoseksualitet som en synd, som man er nødt til at tage afstand fra. Men de indfører en skelnen mellem det homoseksuelle menneske og de homoseksuelle handlinger. Den homoseksuelle er elsket af Gud, ligesom alle mennesker er det, uanset hvilke synder vi begår. Men den homoseksuelle handling fordømmes af Gud, og derfor er homoseksuelle ulydige mod Gud, når de har sex.

Kilde: religion.dk.

Tolerance og mangfoldighed er svaret

Det er trist, at doktrinære religiøse kræfter ødelægger så mange homoseksuelles liv med deres fanatiske homofobi. Verden ville være et bedre sted for alle, hvis vi rakte hinanden hånden og tillod vore medmennesker at leve deres liv i overensstemmelse med det de føler. Livet kunne være så skønt, hvis vi gav plads til tolerancen og mangfoldighed.

PS: Jeg har selv været kæreste med en dejlig fyr, som nu er vendt tilbage til pinsebevægelsen. Så nu lever han et liv som ”heteroseksuel”, frelst fra det ”beskidte og syndige” liv, han levede i gennem flere årtier.

Profil er en klub i Haderslev for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Jeg er webredaktør på klubbens hjemmeside: www.profil-haderslev.dk.

Out in Ostberlin er den første dokumentar, der giver et sjældent, fængende og detaljeret indblik i tilværelsen som homoseksuelle aktivister under DDR-styret i Østberlin. De tidligere aktivister beretter hudløst ærligt om private og politiske omvæltninger; om daglig forfølgelse og chikane; og om en hverdag, der er præget af frygt, men også af et stærkt og rørende sammenhold aktivisterne imellem.

Det er et nøgternt portræt, hvor det at være homoseksuel i Østberlin ikke karikeres eller fremstilles som værre end andre steder i Europa på den tid – på papiret faktisk tværtimod. Alligevel nærer de alle et brændende ønske om frihed: et ønske, de dagligt kæmper for at indfri. Det er en kamp mod systematisk forfølgelse og mod Stasis konstante overvågning, der unægtelig rejser spørgsmålet om, hvor reel de østtyske homoseksuelles “frihed” faktisk var. Svaret findes i de tusindvis af akter fra Stasi-arkiverne.

Og arkiverne taler deres tydelige sprog. Landsforræderi var det værste i DDR – og homoseksualitet én af truslerne mod regimet. En del af jobbet for størstedelen af Stasi’erne var at finde bevis på dette, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, kunne de selv plante “beviserne”. Såkaldte Romeos, falske bøsser om man så må sige, blev trænet og brugt til at afsløre ægte bøsser. Stasi forsøgte med alle tænkelig, utænkelige og lyssky midler at forhindre en homo-bevægelse, hvilket skildres fængslende og hårrejsende realistisk i Out in Ostberlin. Samtidig holdt forfølgelserne gang i en skrantende østtysk økonomi, da Vesttyskland i stor stil købte statsfjenderne fri. Der var således skabt et perverst incitament til at anholde uskyldige og fastholde ufriheden.

Desværre er der mere schwule end lesben i denne fortælling om homoseksuel emancipation – i filmen såvel som blandt aktivisterne i DDR-tidens Østberlin, hvor én af de lesbiske protagonister i dokumentaren bl.a. fortæller, at bøsserne kaprede dagsordenen og diskussionen om lesbiske rettigheder og livsvilkår. En mere ligeværdig skildring af forholdet for både bøsser og lesbiske kunne have gjort filmen mere nuanceret.

Out in Ostberlin er blevet til et charmerende og spændende historisk portræt. Instruktøren, Jochen Hick, har gjort det godt ved at rode i de gamle arkiver og illustrerer på fornem vis, at det er homoerne selv, der må genfortælle deres historie – de gør det nemlig bedst.

FILMANMELDELSE: Out in Ostberlin Berlinalen 2013.

Proud.dk: http://proud.dk/. 

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Nogle gange kan man undre sig, når det - i hvert fald på overfladen - ser ud som om, forskellige dele af LGBT-miljøet nærmest modarbejder hinanden i stedet for at sætte "sagen" først. Derfor har XQ28-redaktionen besluttet sig for at kigge nærmere og stille spørgsmål, når vi bliver opmærksomme på den slags tilfælde.

I den sag, vi omtaler her, viser det sig, at en rigtig ærgerlig aflysning nok i virkeligheden blot skyldes misforståelser og mangel på kvalitetskommunikation.

Axgil 2013
Om aftenen på selve Sankt Valentins dag, torsdag den 14. februar, løb årets uddeling af LGBT-priser af stablen ved det store og flotte Axgil 2013 show, hvorfra XQ28 rapporterede direkte på Facebook.

Hov - det skulle have været på TV
I fredags kunne vi så med undren læse følgende opdatering på Facebook fra DK4-værten, Frantz Howitz, som bl.a. skrev:

"I går aftes skulle vi have TV optaget "Axgil - prisen" på Teater Bremen med 7 kameraer og hele det store udtræk. Det blev desværre besværliggjort så meget, at vi aflyste."

Ingen på XQ28-redaktionen havde bemærket, at det var planlagt, at Axgil-showet skulle vises på TV, så vi greb telefonen og ringede til Frantz Howitz (FH) for at høre nærmere.

Allerførst spurgte vi, hvordan det kunne være, at vi slet ikke har hørt om de planlagte TV-optagelser?

Det har jeg også undret mig over, svarer FH. Aftalen om, at DK4 skulle optage ved showet blev indgået allerede i efteråret 2012, hvor jeg ved en reception blev kontaktet af Henrik Kristensen fra Axgils styregruppe. Henrik ville vide, om DK4 kunne være interesseret i at lave TV fra årets show. Sagen blev vendt med stationens ejer, og vi besluttede at rykke ud med fuld styrke; OB-vogn, generatorvogn, og syv kameraer, så der kunne klippes et virkeligt lækkert TV-program fra showet. Det blev på det tidspunkt aftalt, at styregruppen skulle sørge for alle aftaler med værter og optrædende i forbindelse med TV-optagelserne.

Det lyder jo meget godt, synes XQ28. Hvorfor blev det så i sidste ende ikke til noget?

Indtil få dage før showet troede vi, at optagelserne ville finde sted, oplyser FH. Ca. 3 uger før show-dagen blev jeg kontaktet af Henrik Kristensen, som fortalte, at man stadig manglede et hovednavn til showets 2. afdeling. Man havde været i kontakt med Linda P men havde opgivet igen, da Linda P ikke ønskede at blive filmet til TV.

Omkring en uge senere blev jeg atter kontaktet med besked om, at man alligevel havde indgået en aftale med Linda P, men gerne fortsat ville have DK4 til at filme showet, dog uden optagelser fra Linda P's optræden.

Det var jo en streg i regningen at skulle lave en TV-udgave af showet, hvor man måtte "klippe sig" uden om hovednavnet i showets ene halvdel og løbende omtale af hende i showets løb. Vi aftalte dog, at det måtte kunne lade sig gøre. Jeg syntes personligt, at det var vigtigt i disse tider med hate crimes og tilbageslag for LGBT-rettighederne mange steder i verden, at en begivenhed som Axgil 2013 fik en god eksponering, også uden for de deciderede LGBT-medier, så jeg var villig til at strække mig langt.

Og alligevel gik det galt? Hvor tæt på showet var det?

Mandag blev jeg på ny kontaktet af Henrik Kristensen, som måtte meddele mig, at styregruppen (altså ikke kunstnerne) syntes, det ville være rigtigst, hvis jeg på vegne af DK4 indgik kontrakter om TV-optagelse direkte med de enkelte medvirkende. På dette punkt kontaktede jeg atter min chef, og det blev besluttet, at vi under så besværliggjorte forhold måtte melde fra til arrangementet. Vi er en lille TV-station uden sekretariatsfaciliteter og juridisk afdeling, og vi har hverken kapacitet eller lyst til en sådan kontrakt-eksercits. Derfor besluttede vi mandag eftermiddag at meddele Axgils styregruppe, at optagelserne var aflyst.

Hvordan har du det med det?

Jeg er rigtigt ked af, at det skulle ende sådan. Det er rigtig trist, at et stort LGBT event går glip af gratis medieeksponering, og det er også ærgerligt for showets sponsorer, som vi havde indvilget i gratis at vise og nævne før og efter programmet. Jeg forstår ikke helt, hvad der er foregået i Axgils styregruppe, som jo oprindelig selv kontaktede os. Hvis der har været problemer undervejs, synes jeg, styregruppen burde have indkaldt mig til et møde, så vi kunne finde passende løsninger.

På trods af en noget svingende mobiltelefonforbindelse til en norsk skovhytte uden for Kristiansand, var det klart at høre, at Frantz Howitz var ganske påvirket af situationen og ked af ikke at kunne levere den cadeau til LGBT-miljøet, som en TV-transmission af Axgil ville have været.

Axgil og Linda P
Vi har selvfølgelig også givet både Axgils styregruppe og Linda P mulighed for at kommentere sagen.

Vi har i skrivende stund ikke hørt fra Linda P, men Henrik Kristensen fra styregruppen har sendt os følgende:

Den normale procedure, når kunstnere optages til tv, er at der indgås en aftale om, hvad optagelserne må bruges til. Hvor mange genudsendelser og i hvor lang tid? Må den enkelte kunstners optræden klippes ud og bruges i andre sammenhænge i andre programmer? Må stationen sælge det optagede program på DVD? Hvis der ikke er nogen aftale kan stationen i princippet gøre med optagelserne, som den vil.

Det er bestemt ikke fordi vi mistænkte DK4 for at ville udnytte eller misbruge optagelserne fra AXGIL 2013, men Linda Ps nej til at ville optages af DK4 medførte en diskussion med de andre kunstnere om, at det da ville være rart at vide hvad DK4s intentioner med optagelserne var.

Det har aldrig været et krav at der skulle indgås kontrakter mellem DK4 og de enkelte kunstnere, blot at DK4 skulle oplyse hvad deres intentioner med optagelserne var. Det syntes vi ville være god stil at oplyse. Vi vil gerne have så ordnede forhold som muligt, og gøre de optrædende kunstnere så trygge som muligt. Specielt i betragtning af at alle kunstnerne stiller op til AXGIL 2013 for yderst reducerede honorarer – og DK4 så at sige får deres medvirken kvit og frit.

Frantz Howitz udarbejdede og sendte faktisk sådan en aftale, som så ud til at være helt i orden. Men kort efter at vi modtog den fra DK4, meddelte Frantz Howitz så, at DK4 alligevel ikke ønskede at medvirke med henvisning til en dårlig ”mavefornemmelse” omkring hele arrangementet.

Det kunne have været dejligt at få AXGIL 2013 sendt på tv, men for os kommer publikums oplevelse i første række. Og vi mente at det var vigtigere at publikum fik mulighed for at opleve Linda P end at showet kom på tv. Men det er da klart, at det var et svært dilemma der skulle tages stilling til.

XQ28’s redaktion har ikke ressourcer til at grave dybere i sagen. Vi kan blot konstatere, at det er virkelig ærgerligt, at planerne om TV-optagelser gik i vasken – uanset hvad grunden måtte være.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Peter Edelbergs bog er et banebrydende værk indenfor dansk homohistorie som fortjener mange læsere.

Siden starten af 1990'erne har det været mere end småt med professionel homohistorieskrivning her i landet. Men heldigvis har historikeren Peter Edelberg gjort en ende på denne tørke tid med sin ph.d.-afhandling om den såkaldte grimme lov, der er udkommet som bog på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag med titlen "Storbyen trækker - Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976".

Den såkaldte grimme lov, der gjaldt i perioden 1961-1965, gjorde det kriminelt for en mand at købe sex af en anden mand, hvis denne var under 21 år. Den grimme lov er i homoseksuelles såkaldte kollektive erindring typisk blevet set som højdepunktet af forfølgelse og diskrimination af homoseksuelle i Danmark i nyere tid - og dens relativt hurtige afskaffelse ses så meget passende som en første sejr for den tidlige homoaktivisme. Men så simpelt er det i henhold til Peter Edelberg ikke.

Som det hører sig til for en ph.d. afhandling lægger Peter Edelberg ud med et længere teoriafsnit hvor han bl.a. opridser præmisserne for at skrive homohistorie i dag. Hans udgangspunkt er, selvfølgelig fristes jeg til at skrive, at den homoseksuelle er en historisk konstruktion. Den homoseksuelle identitet er altså et produkt af bestemte historiske forhold, og som alle andre historiske forhold er denne identitet under konstant udvikling. At være homoseksuel i dag er således ikke det samme som at være homoseksuel i 1890 eller i 1955. Selvforståelsen, behovene og den konkrete livsførelse ændrer sig nemlig som alt andet over tid og er altså ikke udslag af nogle uforanderlige biologiske eller grundpsykologiske forhold. Men det betyder ikke, at man frit kan vælge sin identitet, sine følelser etc. Samfundet og dets normer er for dybt lagt ind i os til at man kan vælge dem selv - i stedet kan vi kun variere over de tolkningsrammer og handlingsmuligheder som samfundet og kulturen tilbyder os.

Generelt udsætter den fremvoksende velfærdsstat i den periode som Peter Edelberg behandler individet for en kraftig seksuel disciplinering. Denne disciplinering bevæger sig dog fra hovedsageligt at benytte sig af straffeloven til at have fokus på at lægge normere ind i den enkelte, så han eller hun bliver et "ansvarligt" og selvstyrende individ, der lige præcist fordi det antages at være ansvarligt og selvstyrende, kan tillades stadig større frihed og selvbestemmelse.

Peter Edelberg beskriver den homoseksuelle subkultur i Danmark i tiden fra 1945 frem til den grimme lovs afskaffelse i 1965, eller bedre sagt, de homoseksuelle mænds miljøer og muligheder, for homoseksuelle kvinder blev ikke ramt af den grimme lov og de ligger dermed udenfor hans forskningsfelt. Generelt var homoseksuelle mænds og kvinders livsvilkår, miljøer og muligheder for forskellige i denne periode til at det giver den store mening at ville skildre begge verdener i en bog.

Peter Edelberg vil gerne gøre op med myten om at livet som homoseksuel i tiden før Stonewall generelt var et trist og smertefuldt liv i skabet. For det første giver det slet ikke mening at se optøjerne i Stonewall som starten på den homoseksuelle "frigørelse", dertil var den juridiske situation og livsvilkårene for homoseksuelle i de enkelte vestlige lande for forskellige. Og så fandtes der i øvrigt et omfattende homomiljø i 1950'ernes og 1960'ernes København, hvor bl.a. Forbundet af 1948 i en periode havde væsentligt flere medlemmer og langt flere tilbud til medlemmerne end vor tids LGBT Danmark har i dag. Dertil kom et større antal restauranter og barer, blade og så seksuelle mødesteder f.eks. en række offentlige toiletter mfl. Hvis det var et skab, så var det altså et meget stort skab. Dette homomiljø var imidlertid ikke blot befolket af homoseksuelle mænd og enkelte homoseksuelle kvinder. Der kom også biseksuelle, transvestitter og især var der en række unge heteroseksuelle mænd, der solgte eller udvekslede seksuelle ydelser for penge, øl, biografbilletter og andre materielle goder. Og lige præcis den trafik kom til at give anledning til en større konflikt med det omgivende samfund. Et andet, med nutidens øjne ret kontroversielt forhold var, at det som vi i dag vil kalde for pædofili dengang var en integreret del af den homoseksuelle kultur. Godt nok var det også dengang kun en mindretal af de homoseksuelle mænd, der havde sex med mindreårige, men at have sådanne lyster blev set som en variant af det at være homoseksuel, og blev ikke fordømt af det homoseksuelle miljø.

Sex mellem mænd var blevet afkriminaliseret i Danmark i 1933, dog var den seksuelle lavalder 18 år og dermed tre år højere end for heteroseksuelle forbindelser. Og så var det forbudt for mænd uanset alder at sælge sex til andre mænd, mens det "kun" var forbudt for kvinder at have prostitution (med mænd som kunder) som hovedbeskæftigelse. Denne forskelsbehandling afspejlede et ret så negativt syn på homoseksualitet i samfundet. Der var opbakning om lovgivningen, der tillod sex mellem voksne af samme køn, men ellers var tolerancen begrænset. Homoseksualitet blev set som en uønsket seksuel afvigelse, der af lægevidenskaben blev tolket som et produkt af delvist arvelige og delvist tidligt tillærte forhold. At være homoseksuel var altså i henhold til den dominerende holdning en krank skæbne og det var derfor vigtigt, at forhindre, at drenge og unge mænd vha. forførelse blev rekrutteret til de homoseksuelles rækker.

I 1950'ernes offentlighed var der en tiltagende bekymring for drenges og unge mænds salg af sex til homoseksuelle mænd, og her spiller politiinspektør Jens Jersild, leder af sædelighedspolitiet i København, en væsentlig rolle, da han som selvudnævnt ekspert på området puster til bekymringens ild samtidigt med at han råder til ikke at gribe for hårdt ind overfor de homoseksuelle. De unges salg af sex til homoseksuelle mænd bekymrer, ikke blot fordi man frygter, at de kan blive homoseksuelle af det men også fordi man er bange for at de store drenge/unge mænd på denne måde kunne starte på en kriminel løbebane. De unge sexsælgere blev i voksende grad set som ofre - der skulle beskyttes mod de homoseksuelle. Rent galt går det i forbindelse med den såkaldte pornografiaffære i 1955-56, hvor bl.a. homoikonet Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) var dybt involveret. Denne affære handlede ikke blot om produktion og salg af billedpornografi men også om et omfattende prostitutionsmiljø hvor mænd havde købt sex af mindreårige trækkerdrenge/pornomodeller. I alt bliver ca. 300 mænd dømt i denne forbindelse.

Regeringen havde af andre årsager et prostitutionsudvalg siddende, der skulle give prostitutionslovgivningen en overhaling. Her slår bølgerne bl.a. pga. pornografiaffæren højt og der er flertal for at hæve den seksuelle mindste alder for homoseksuelle forbindelser til 21. Jens Jersild er imidlertid imod, efter hans mening er det nok at kriminalisere mænds køb af sex med personer af samme køn under 21. Justitsministeriet synes at være af samme holdning, så det hele forhales, og da loven endelig vedtages i 1961 er panikken allerede næsten glemt og opbakningen til loven, der kommer til at følge Jersilds forestillinger, er derfor langt fra sikker og stabil.

Men da loven er der sørger Jens Jersild også for at den bliver brugt. Ikke helt ubetydelige politiressourcer bliver sat ind på at arrestere mænd, der købte sex med andre mænd for penge og andre materielle goder. I alt 79 mænd dømmes efter denne lov. Retssagernes dokumenter giver et interessant indblik i de verdener og fortolkningsrammer, som hhv. de yngre mænd, der af myndighederne blev set som sexsælgere, og de ældre mænd, der af myndighederne blev set som sexkøbere, bevægede sig i. Om end man selvfølgelig skal huske, at folk næppe altid fortæller sandheden eller hele sandheden når de står anklaget for at have brudt loven. "Sexkøberne", hvoraf en del betegnede sig selv som homoseksuelle, så sig typisk ikke som sexkøbere. I stedet mente de at de yngre mænd have haft sex med dem fordi de havde lyst til det - og de penge de havde givet de yngre mænd skulle ses som en erkendtlighed, som penge til en taxa hjem etc. "Sexsælgerne", hvoraf langt de fleste betegnede sig som heteroseksuelle, fremhævede derimod typisk at de kun havde haft sex med de ældre mænd fordi de havde aftalt at få penge mfl. for det - eller at de regnede med at få det. I øvrigt er der ikke tale om de store beløb som disse typisk 18-19-årige ofte værnepligtige mænd fik for sex. Beløbet var typisk 20-30 kr. Men for en værnepligtig som fik 24 kr. om ugen i løn var det stadigvæk penge nok til at han kunne få råd til f.eks. at invitere en pige i byen.

Hvornår noget imidlertid var prostitution - og hvornår noget blot var tilfældig sex mellem en yngre og lidt eller meget ældre mand, hvor der indgik "harmløse" erkendtligheder, var ikke altid nemt at afgøre for retten - og rygterne om politiets indsats og domstolenes retspraksis var derfor mange, og havde i øvrigt ikke altid hold i virkeligheden.

Som tidligere anført var opbakningen til den grimme lov allerede smuldrende da den blev indført - og pressen presser efter dens indførelse på for at få den afskaffet - sammen med f.eks. Forbundet af 1948. Nu begyndte man at fremstille de homoseksuelle som en forfulgt og undertrykt minoritet. Det blev næsten til ny moralsk panik, hvor aviserne spredte påstande om omfattende vold mod homoseksuelle og selvmord blandt disse pga. den grimme lov, som slet ikke kunne dokumenteres. Men modstanden mod den grimme lov tog også udgangspunkt i en tilbagevenden til ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse som enten er medført eller erhvervet tidligt i livet og derfor ikke "smitter". Trækkerdrengene blev nu fremstillet som hel eller halv kriminelle, der udbyttede de homoseksuelle, og ikke som ofre for homoseksuel forførelse. Og Jersild introducerede den i datiden ellers næsten ukendte term "pædofil", der kom til hovedsageligt at betegne mænd med hang til sex med mindreårige drenge. Ifølge Jersild var sådanne mænd klart anderledes end de almindelige homoseksuelle, der kun havde lyst til sex med voksne mænd. Pædofili og homoseksualitet blev hermed gjort til to helt adskilte størrelser. Afskaffelsen af den grimme lov gik altså hånd i hanke med et forsat negativt syn på homoseksualitet - men også med et klart budskab om at homoseksuelle kunne regne med en voksende accept hvis de udelukkende praktiserede deres seksualitet med ligesindede og ligestillede voksne.

Ifølge Peter Edelberg var den grimme lov et vendepunkt i de homoseksuelles historie. Ikke som et højdepunkt i diskriminationen af homoseksuelle men snarere som et led i disciplineringen af dem. Efter den grimme lov faldt antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af samme køn nemlig drastisk, langt mere end antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af modsat køn. Og på samme måde mener Peter Edelberg at kunne konstatere, at mandlig prostitution efter den grimme lov svandt ind til det rene ingenting. Han ser dette som udtryk for en succesfuld disciplinering af det homoseksuelle miljø, der lærte at tage afstand fra sex med mindreårige og købesex. Denne påstand underbygger Peter Edelberg med en analyse af homoseksuelle erotiske billeder og billedporno fra 1949-1979. Hvor man frem til midttresserne havde billeder af længselsfulde teenagere og drenge, der blev vist som passive objekter for den homoseksuelle mands drømme om den smukke yngling, som han måske kunne forføre, kom de langt mere eksplicitte billeder i 1970'erne til at vise voksne mænd, med tydelig lyst til sex med andre mænd. Mænd der fortsat havde lyst til drenge fik deres egne magasiner, deres egen identitet som pædofile og deres egen forening, som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske efter en række heftige debatter i 1970'erne og 1980'erne afbrød enhver kontakt med.

Peter Edelbergs bog er et velskrevet stykke homoforskningshistorie, som kun kan anbefales. Jeg savner dog lidt, at han ikke reflekterer over det interessante forhold, at kriminaliseringen af mænds køb af sex med personer af eget køn under 21 blev kaldt for en grim lov - mens det forhold af mænds salg af sex til mænd både var kriminelt før 1961 og forblev med at være det frem til 1967 ikke blev betegnet som en "grim" lov. De "sexsælgende" blev altså ikke set som en del af det fremvoksende homoseksuelle fællesskab og kunne i modsætning til "sexkøberne" ikke regne med støtte eller sympati herfra. En lignende anke fra min side er, at han øjensynligt går ud fra, at det kun er en ændring af adfærden hos de homoseksuelle potentielle sexkøbere, der gør at den mandlige prostitution aftager kraftigt i tiden efter den grimme lov. Måske aftog antallet af værnepligtige i denne tid - og måske steg deres løn også? Og måske var det ikke blot de homoseksuelle mænd, der lærte at holde sig fra unge heteroseksuelle mænd - de heteroseksuelle mænd lærte måske også, at de hellere måtte holde sig fra homoseksuelle mænd i jagten på hurtige penge?

Men det er kun småting - alt i alt er der tale om et banebrydende værk, der forhåbentlig får mange læsere.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Jeg er lige sprunget ud, jeg gør det jo nok først officielt i det her indlæg er det det værd? Ja det er det bestemt.

Jeg er opvokset i Aarhus, i en kristen konservativ familie med 2 brødre, 1 mor og 1 far.

Jeg har gennem mange år været rigtig bange for at springe ud og langt de fleste ved endnu ikke at jeg er bøsse, fordi det i mit miljø ses ned på og fordi at nogle folk i det kristne miljø dømmer mig til helvede og siger at jeg skal lide for evigt i fortabelsens flammer.

Jeg elsker selvfølgelig min familie og mine venner som jeg har kendt gennem hele mit liv, men samtidig reflektere jeg selvfølgelig også over hvad de tænker om mig, tænker de mon at jeg er klam, vil de ikke kendes ved mig? Er de ked af at jeg ikke kan give dem den illusion de vil have, jeg kan komme på gæt en masse af de her ting, men jeg ved jo også godt at jeg aldrig rigtig kan få et helt svar, man kan jo som bekendt ikke se hvad andre tænker og føler.

Jeg bevæger mig i rigtig mange forskellige miljøer, jeg spiller musik i en branche der primært beskæftiger sig med heteroseksuel pr, musikvideoer og branding. Jeg er fan af AGF fodbold er også en hetero domineret sportsgren og ude på stadion er jeg da også bange for om jeg er den næste der skal ´Gay Bashes`.

Jeg vil blive skør hvis jeg konstant skal tænke på hvornår der er en chance for at nogen slår mig på grund af min seksualitet.

Jeg er også gået ind i politik hvor jeg har været aktiv som medlem af Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront siden juli 2012, der prøver jeg at sikre at man som homoseksuel, biseksuel, lesbisk etc. også kan leve et liv hvor man ikke altid skal være offer for vold og nedgørelse, jeg kæmper for alle de grupper der har det svært, jeg har selv ADHD og må til daglig også kæmpe med de problemer det kan give, eg har ikke haft det nemt i mit liv, men jeg prøver at hjælpe dem der har det værre end mig selv. Det er klart en af mine største prioriteringer at vi kan komme tættere på en verden hvor der er bedre plads til os alle sammen, hvor det ikke er vores pengepung, seksualitet, religion, fysik, psyke eller etnicitet der afgøre hvilke kår vi skal have i livet.

Det her blog indlæg vil nok overraske en stor del af mine venner og min familie, men jeg må være ærlig over for dem og overfor mig selv.

Man kan godt sige at jeg officielt springer ud med det her blogindlæg, og det har jeg det egentlig fint med, hvis mine venner eller familie slår hånden af mig så må jeg vel bare leve med det.

Jeg håber at I vil følge min blog for fremtiden og jeg håber at I vil kommentere på livet løs.

Jeg skal på forhånd undskylde at jeg ikke er verdens bedste til grammatik eller rigtig tegnsætning.

Mit navn er Martin Angelo Sunesen: Jeg laver mange forskellige ting til daglig: Jeg er ungdomspolitiker for Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront i Aarhus. Jeg er medlem af LGBT Ungdom. Jeg spiller musik i mit eget band. Jeg er ret ny i miljøet og sprang ud for et par måneder siden. Jeg er også kristen, det ses ikke så ofte at homoseksuelle også er kristne, men det er jeg: Jeg har boet hele mit liv i Aarhus og jeg er rigtig glad for det.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Regeringen går foran i anerkendelsen af regnbuefamilier.

I Danmark stifter lesbiske, bøsser og biseksuelle familier i stor stil. Men hidtil har familiernes retsstilling været meget dårlig.

Regeringen vil nu indføre mulighed for

1.at lesbiske par, der får børn ved kunstig befrugtning med anonym donorsæd kan få fastlagt forældreskab ved barnets fødsel på samme måde som heteroseksuelle par, uanset om de er gift eller ej.

2.at en kvinde, hendes partner og en mand, sammen kan planlægge en familie, hvor kvinden føder et barn og hvor de tre selv kan beslutte, hvem af partneren eller manden, der skal have det andet forældreskab.

Den første mulighed er ligetil og velkendt fra udlandet, og det er noget beskæmmende, vi først får denne løsning på plads nu, men det har ikke været politisk muligt gennem 00-erne.

Den anden er derimod et udtryk for nytænkning. Hermed anerkender man, at der er borgere, der stifter familie på denne måde. Det er typisk et lesbisk par, der får barn med en mand, som så skal være enten kendt donor eller far.

"Det er meget tilfredsstillende, at regeringen tager de problemer alvorligt, som vores familier står overfor," udtaler Vivi Jelstrup, forperson for LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. "Det er konkret vigtigt for vores børn, at de sikres ordentlige, retlige familieforhold fra fødslen. Samtidig er det et vigtigt signal at sende, at disse familier er fuldt ligeværdige med andre familier og ikke skal håndteres med mangelfuld særlovgivning som hidtil," uddyber hun.

"Jeg er ikke i tvivl om, at dette vil blive kopieret i andre lande," mener Søren Laursen, retspolitisk talsperson i LGBT Danmark. "I 1989 skrev Danmark historie ved at indføre det registrerede partnerskab. I 1999 blev vi det første land til at give adgang til stedbarnsadoption til registrerede partnere, hvilket betød, at et barn kunne have to juridiske forældre af samme køn. Disse løsninger blev sidenhen kopieret i vidt omfang af andre lande. Med regeringens udspil tager vi fat på de sammensatte familier og skaber løsninger for disse. Jeg er sikker på, andre lande vil kigge os over skulderen og følge i vores fodspor," forklarer han.

For yderligere oplysninger:

Søren Laursen, retspolitisk talsperson - sla(at)lgby.dk

Vivi Jelstrup, forperson - vivi(at)lgbt.dk

Regeringsudspil om regnbuefamilier

Panbloggen 11.2.2013

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup fremsætter forslag om gennemgribende forandringer i lovgivningen vedr. regnbuefamilier.

Hvis et lesbisk par får barn ved kunstig befrugtning med anonym donorsæd, vil medmoderen blive forælder under børneloven. Det gælder både hvis parret er gift eller ugift. Hidtil har medmoderen skullet stedbarnsadoptere, hvilket kun var muligt, hvis parret var gift.

Der åbnes endvidere op for, at en kvinde i et lesbisk parforhold og en mand kan beslutte at få et barn sammen, og så kan de tre på forhånd beslutte, hvem af partneren eller manden, der skal være juridisk forælder.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Polske Malgoska Szumowska præsenterede allerede ved sidste års Berlinale sin film Elles med Juliette Binoche i rollen som en journalist, der researcher sexarbejde blandt kvindelige studerende. I dette års bidrag, In the Name of, kunne man igen forvente en særlig filmoplevelse fra hende. Denne omhandlende et andet højst tabuiseret og kontroversielt tema; homoseksualitet i det katolske præsteembede.

Den katolske præst Adam har siden han var 21 år følt sig kaldet til hvervet som Guds tjener. Der er bare den lille detalje, at Adam er bøsse. En kendsgerning som det i årevis er lykkedes ham at fortrænge gennem sit arbejde. Da han sendes ud i Ingenmandsland for at være ansvarlig for en flok svært utilpassede, men i den grad attraktive, unge drenge, tiltrækkes han af den særegne og tavse Lukazs. Pludselig får han mere end svært ved at bevare sin hidtidige selvkontrol.

Szumowska’s kritik af et særdeles homofjendtligt katolsk system ligner ikke et typisk politisk projekt, men nærmere et sjældent fint indblik i en verden af hovedrystende tragikomik. Her forsøger bypigen Ewa, der keder sig bravt på landet, febrilsk at friste Adam. Men intet får ham på krogen. For han er, som han siger, allerede taget. Ironien er tydelig og den falder heldigvis på de rette, forfriskende steder i et ellers sørgeligt univers. Går du rundt med homoerotiske tanker? Så bare tag en daglig løbetur i skoven. Har du syndet? Så kan du altid bede om forladelse (bare ikke uden for åbningstid).

In the Name of er spækket med smukke ordløse øjeblikke, der er fint fanget af filmfotograf Michal Englert. Det allestedsnærværende observerende kamera akkompagneret af den i høj grad hypnotiserende lydside løfter filmen endnu højere. Og i små glimt forvandles bonderøvsland, hvor døden kan synes som den eneste løsning på forbudte følelser, kort til Paradis.

FILMANMELDELSE: In the Name of …Originaltitel: W imie …Berlinalen 2013.

Proud.dk: http://proud.dk/.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

I de sidste par år har store dele af den parlamentariske ”venstrefløj” haft som mål at kriminalisere sexbranchen. Det hed sig, at det skam var ud fra en omsorg for de, der sælger seksuelle ydelser. Derfor ville man kun ville straffe kunderne, ikke sælgerne.

Men uanset hvilken part, der formelt idømmes straf, så er det jo åbenlyst, at en kriminalisering af den ene part i en handel er en kriminalisering af hele handelsforholdet, idet begge parter vil være nødt til at undgå myndighedernes overvågning, hvis de skal kunne foretage sin udveksling. Hele handelsforholdet og alle, der er involverede i det, vil derfor være præget af kriminaliseringen - med de farer og sociale problemer, det måtte medføre, også for sælgerne.

Dette forslag stammer oprindeligt fra Kristendemokraterne, som stillede det i 2003 og var det eneste parti udover Dansk Folkeparti, der samlet var imod afkriminaliseringen af prostitution i 1999. Nu går de samme partier, som stemte for afkriminalisering i 1999, altså ind for en alternativ rekriminalisering, som de ellers afviste da Kristendemokraterne stillede forslag om det for få år siden. Holdningerne ændrer sig hurtigt i dansk politik.

Nå. Men det har de så også droppet igen, den såkaldte ”venstrefløj”. Det vil sige, ønsket er der måske i princippet stadig, men nu hedder det sig, at det vil være for besværligt at gennemføre, så regeringspartierne har droppet de konkrete lovforslag (læg det til bunken af droppede lovforslag).

Juridisk og social gråzone
Det efterlader sexarbejdere i den situation, de har været i lige siden et overvældende flertal i Folketinget i 1999 vedtog loven, der afkriminaliserede prostitution, men bibeholdt en række forbud, hvorved erhvervet stadig var præget af kriminalitet og usikkerhed.

Sexarbejdere har ikke ret til at samarbejde for at have et sted med sikre arbejdsvilkår hvor de kan passe på hinanden, for det betragtes som ”bordelvirksomhed”, og hvis de samarbejder med andre eller bare har et privat forhold til en kæreste e.l. så ryger det ind under ”rufferiloven”. Af samme grund har de ikke ret til at organisere sig ved f.eks. at danne fagforeninger eller a-kasser. Ifølge loven er det kun tilladt at være sexarbejder, hvis man er helt alene og klarer sig selv.

Og selvom deres erhverv i princippet er lovligt, og de skal betale skat og moms af sin indtægt (og politiet derfor kan lave razziaer og foretage konfiskationer m.v.), så er det ikke anerkendt som erhverv og de har derfor ikke ret til optjening af sygedagpenge eller pension, erstatning for tab af arbejdsfortjeneste ved ulykker, og så videre. Og eftersom de ikke hører ind under arbejdsmiljøloven kan de ikke klage over dårlige arbejdsforhold, og de har svært ved at anmelde kunder, der løber fra regningen, eftersom kontrakten og erhvervet ikke anerkendes af staten.

Både politi og skattemyndigheder (og vel også de sociale myndigheder) kan altså i vid udstrækning stadig forfølge sexarbejdere og gøre livet svært for dem. De befinder sig i en juridisk gråzone, hvor deres erhverv formelt set ikke er kriminelt, men alt der omgiver det, er præget af forbud og kriminalisering og derfor af social og juridisk usikkerhed.

Det overlever de sexarbejdere, som har mentalt og socialt overskud til at navigere i lovjunglen, nok, selvom det næppe er noget de sætter pris på. Men nogle prostituerede tilhører ikke ligefrem de stærkeste sociale grupper, og at deres liv er præget af overvågning, usikkerhed og angst for myndighederne, gør næppe deres situation bedre. Alene manglen på almindelige sociale rettigheder kan nok være med til at fastholde dem i en stadigt mere vanskelig situation, fordi de ikke har den sociale og økonomiske tryghed, som normalt hører med til at betale arbejdsmarkedsbidrag.

Det sidste har De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Henriksen, foreslået at lave om på. I Berlingeren d. 1. februar skriver hun, at hun arbejder på et lovforslag, som skal sikre sexarbejdere ”ordentlige rammer i form af faglige rettigheder, der giver dem de samme rettigheder på arbejdsmarkedet som alle andre,” og at der er ”brug for at tænke i arbejdsmarkedspolitiske redskaber som svar på socialpolitiske udfordringer”.

Og det har hun absolut en pointe i: Selvom prostitution kan være et socialt problem - for nogle - så er det i høj grad også et arbejdsmarkedsmæssigt problem - for alle - og de sociale problemer forstærkes af manglen på faglige og arbejdsmæssige rettigheder.

Der kan altså være god grund til at overveje helt nye vinkler på denne debat: Hvis man virkelig vil ”hjælpe” folk, så er det som udgangspunkt altid en god idé at overveje, om man kunne give dem flere rettigheder og muligheder for at hjælpe sig selv, i stedet for at starte med at kriminalisere dem og indskrænke deres handlemuligheder. Hvis man virkelig har sympati for folk, så viser man det bedst ved at starte med at betragte dem som bevidste og tænkende væsner, der har mulighed for at tage stilling til sine egne ønsker.

Umyndiggørelse
Men det er ikke det normale udgangspunkt i parlamentarisk politik. Politikere har det jo med at føle, at de er valgt for at repræsentere andre - altså at tænke og tage stilling for dem - og at de skal vedtage love, som beskytter folk mod sig selv. Jeg siger ikke at alle politikere har det sådan, men det er jo noget, der let kan stige folk til hovedet, når de får magt til at bestemme over andre igennem længere tid.

En, der tydeligvis lider af dette syndrom, er Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff. Han er ikke bare politisk uenig med Mia Henriksen, men diskvalificerer hende fra politisk debat ved at erklære hendes forslag for ”fuldstændigt vanvittigt” - og altså ikke noget rationelle mennesker behøver at diskutere alvorligt.

Men jeg er ikke så interesseret i hvordan politikerne taler til hinanden. Mia Henriksen er nemlig ikke den eneste kvinde, som Rasmus Horn Langhoff mener ikke skal betragtes som selvstændigt og tænkende fornuftsvæsen. Det gælder også alle sexarbejdere, som han mener ikke bare er ude af stand til at træffe beslutninger om sit eget liv, men også til overhovedet at kunne forstå, hvad det egentlig er de selv vil og ønsker.

På spørgsmålet om ikke han som socialdemokrat burde gå ind for faglige rettigheder til arbejdere ”svarer” han (udenom): ”Der er nogen, der føler, at de er gået frivilligt ind i det, men det er en dybt tragisk situation, de befinder sig i.”

Ja, det var jo ikke noget svar på spørgsmålet, men i stedet en afvisning af det. Rettigheder er noget man giver til myndige mennesker, der kan træffe beslutninger, og det mener Langhoff tydeligvis ikke at prostituerede kan. De sexarbejdere, der føler at de frivilligt har truffet et valg, tager nemlig fejl må man forstå - de ved slet ikke hvad de selv vil og har ikke styr på sine følelser. Som politiker (og som mand?) ved Rasmus Horn Langhoff meget bedre end dem selv, hvad de ”frivilligt” ville gå ind for, hvis de altså havde en fri vilje. Men det har de ikke, og derfor behøver de ikke rettigheder.

Uanset hvad de selv føler og siger, så ved hr. Langhoff, at det eneste sexarbejdere har brug for, det er, at de, der ved bedre - dvs. folk som ham selv (de der indgår i ordet ”vi” i følgende citat) - træffer den eneste rigtige og frivillige beslutning, der kan tages på det område: ”Det, der er behov for, er, at vi hjælper kvinder, der er i prostitution, ud af prostitution. De skal vide, at vi er parat til at hjælpe dem, når de vil ud af det.”

Jeg forstår dog ikke helt hvad han mener, når han siger ”når de vil ud af det”, for han startede jo med at forklare, at de slet ikke er i stand til at vide hvad, de egentlig vil. Derfor må man antage, at staten må ”hjælpe” de stakkels og umyndige kvinder (hele debatten foregår jo som om det kun er kvinder, der arbejder i sexbranchen) til at træffe den rigtige beslutning, uanset om de selv tror de vil det eller ej.

Eksklusion som straf
Men hvad så med de, som staten ikke kan tvinge ud af prostitution? Hvad med de, der insisterer på, at de faktisk har truffet et valg og vil skide på hr. Langhoffs ”velmenende” formynderi? Ja, de skal i hvert fald ikke have det for godt! Når man ikke træffer de rigtige valg - dvs. dem som politikerne er enige i - så skal man i hvert fald ikke have almindelige rettigheder og sikkerhed. Det synes at være tankegangen bag reaktionen fra flere af regeringspartiernes medlemmer.

For eksempel fra Modkrafts egen blogger, socialdemokraten Line Hultengren, som skriver, at hun ”nær var blevet kvalt” i sin morgenmad, da hun hørte den konservative Mai Henriksens forslag om at ”arbejde for ordnede forhold for de prostituerede.” Alene tanken om, at sexarbejdere skulle kunne arbejde under ”ordnede forhold”, er altså nok til at chokere og vække forargelse. Det er altså tydeligt, at det ikke er omsorg eller bekymring for sexarbejderne, der driver forbudspolitikerne.

Man kunne ellers godt tro, at de der ønsker at bekæmpe eller begrænse prostitution, netop burde gå ind for såkaldte ”ordnede forhold” - dvs. for at prostituerede får adgang til arbejdsmiljølovgivningen og andre rettigheder. For med til det hører jo, at det også bliver muligt for myndighederne at kontrollere forholdene, straffe de der ikke lever op til dem og lukke eventuelle bordeller, som får klager eller anmærkninger. Det ville altså kunne få bugt med de værste syndere i branchen, og man ville med god samvittighed kunne hjælpe dem ud, der sad fast i elendige forhold.

Men det ønsker forbudstilhængerne tilsyneladende aldeles ikke. For eksempel stejler Pernille Vigsø Bagge fra SF ved idéen om, at myndighederne skulle få mulighed for at lukke bordeller, der ikke har ordentlige forhold. Det siger hun klart og tydeligt til Ritzau:

”Prostitution skal ikke betragtes som almindeligt arbejde. Hvis det var det, ville mange steder blive lukket med det samme på grund af dårligt arbejdsmiljø og forhold. Det er ikke den vej, vi skal gå, hvis vi vil hjælpe folk ud af det.”

Nej. Hvis det eneste mål, ”vi” har, er at ”hjælpe folk ud”, så skal vi ikke hjælpe dem til at få det ordnede forhold ”indenfor”. De har selv valgt ikke at følge politikernes vilje, og derfor må de leve med at være sat udenfor retssamfundet, udenfor arbejdsmijølovgivningen og sociallovgivningen, udenfor rettigheder og så videre. Hvis de vil have et liv i tryghed, så kan de jo bare makke ret og træffe de rigtige valg. Hvis ikke, så må de straffes ved at politikerne fastholder dem i et rettighedsløst system med dårlige arbejdsforhold. Ordentlige arbejdsforhold er kun for ”ordentlige mennesker” må man forstå.

Had og fordømmelse
Det gode ved denne debat er, at det fremstår mere og mere tydeligt, at tilhængerne af kriminalisering aldrig egentlig var motiveret af den omsorg og bekymring for sexarbejderne, som de ellers gav indtryk af for et par år siden, da de kæmpede for flere forbud for at ”hjælpe” de prostituerede. I dag, hvor de forarget modsætter sig enhver snak om, at sexarbejdere skulle kunne få rettigheder og ordnede forhold og at arbejdstilsynet skulle kunne lukke bordeller, der ikke lever op til disse, så er fordømmelsen af sexarbejdere som myndige og selvstændige fornuftsvæsner og mennesker så tyk, at man kan skære i det.

Vi behøver ikke, at gå tilbage til skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis pinlige optræden på Go’Morgen Danmark, hvor hun aggressivt overfuste talskvinden fra sexarbejdernes interesseorganisation, som knap fik lov til at få et ord indført. Den ”debat” blev i øvrigt arrangeret efter, at hun i sin faste klumme i Ekstrabladet havde degraderet alle ”ludere” til ”fissehuller”. Nej, det er ikke kun i underholdningsprogrammer og tabloidaviser at debatniveauet og kvindesynet er så hadsk.

Marlene Borst fra De Radikale reagerede f.eks. på Mia Henriksens forslag med forargelse over tanken om, at prostituerede skulle kunne få ret til barns første sygedag (hvorfor i alverden skulle de ikke have ret til at tage sig af sine børn, når de bliver syge?) og sidestillede kvinder, der sælger sex, med narkopushere - det vil sige folk som sælger gift og lokker andre i fordærv. Hvis det er sådan man betragter prostituerede, så er det klart at politikken bliver, at de hverken skal støttes eller hjælpes men i stedet bekæmpes og fordømmes.

Det med at lede folk i fordærv er Line Hultengren også inde på i sit indlæg, hvor hun skriver, at hun som folkeskolelærer er bekymret for at bruge undervisningsmateriale fra organisationen Sex & Samfund, fordi denne organisation også - i sammenhænge der i øvrigt ikke har noget med undervisning af børn at gøre - har forsvaret tanken om bedre rettigheder for sexarbejdere, og har dristet sig til at lytte til dem og dermed at anerkende dem som tænkende mennesker med holdninger og interesser.

Det gør organisationen suspekt (i den socialdemokratiske konspirationsteoretikers øjne er den røget i kløerne på og nu fuldt ud kontrolleret af en lyssky lobbygruppe), og alt dens arbejde er dermed ubrugeligt og moralsk forkasteligt: ”At bakke op om prostitution udhuler alt det, Sex og Samfund rådgiver om og underviser i,” siger Line Hultengren Altså: hvis man ikke deler ”politikerens” holdninger på alle områder, så er man ikke værd at lytte til på nogen områder overhovedet, og man bør overveje om man har brug for sin statsstøtte eller virkelig gerne vil fortsætte sit arbejde med at lave undervisningsmateriale.

Her er vi altså ude i en argumentation af den slags, jeg ellers er mest vant til fra Dansk Folkeparti (husker i da de krævede Institut For Menneskerettigheder taget af finansloven på grund af politisk uenighed?) og amerikanske højrekristne (eller religiøse konservative kræfter andre steder i verden), hvor man kræver at saglige organisationer skal have mundkurv på, og ikke udtale sig om politisk kontroversielle emner (George Bush Jr. indførte faktisk en global mundkurvspolitik, som forbød alle NGO’er, der modtager amerikansk bistand, at udtale sig om eller arbejde med prostitution, abort, prævention og sexualoplysning. Dele af denne globale censurpolitik er efter hånden blevet afskaffet).

Mini-leksikon: P

Det er ikke tilfældigt, at de tre ord, ’paternalisme’, ’patriotisme’ og ’patriarkat’, ligner hinanden. De kommer alle af det latinske ord ’pater’, som betyder ’far’ (og egentlig kommer fra det græske ord ’patria’, som betyder ’afstamning’), og de har alle noget at gøre med en faderfigur.

Patriotisme er således kærlighed til ’patria’, som også er et ord for det der på dansk kaldes ’fædrelandet’ - altså dyrkelse af landet eller staten, som en slags faderfigur. Patrioten betragter sig selv som et barn, der ser op til sin far - i form af staten - som en autoritet eller en ’patriark’.

En patriark er en ældre mand i en familie og familiens overhoved - det vil sige den, der bestemmer, fordi han er ældst, og fordi han er en mand. Dette ord bliver også brugt om andre hierarkier, der ikke har noget med slægt at gøre. F.eks. om monarki.

I overført betydning blev patriarki oprindeligt brugt om det politiske system, hvor den enevældige konge bestemmer over hele landet, som var han hele landets fader eller overhoved, og hvor magten gik i arv fra kongen til hans førstefødte søn.

I moderne tid bliver patriarkat normalt brugt til at betegne et politisk og socialt system, der er arvtager til, men ikke det samme som, den tidligere bogstavelige betydning af ordet. Dvs i dag bruges det til at tale om den måde, mænd eller ”mandlighed” stadig er dominerende kræfter i samfundet, eller den måde paternalisme stadig dominerer, når kvinder f.eks. ikke betragtes som helt myndige væsner.

Paternalisme er det samme som ’formynderi’; dvs. det at opføre sig som en ’patriark’ og træffe beslutninger på andres vegne, som om de ikke er i stand til at tage vare på sig selv eller træffe beslutninger. Dvs. at opføre ligesom en patriarkalsk mand, der betragter kvinder som umyndige ”børn”, der ikke har nogen fornuft eller vilje, og som man derfor er nødt til at bestemme over for at ”beskytte” dem.

Både kvinder og mænd kan opføre sig paternalistisk og forstærke den patriarkalske tankegang, hvor nogle mennesker umyndiggøres og skal bestemmes over af Patria - dvs. Fader Stat - fordi man mener, at de ikke kan træffe ordentlige beslutninger selv.

Feminisme er mange forskellige ting, og nogle af dem er i konflikt med hinanden. Men én af de ting, jeg mener det da som minimum må være, det er den tese, at kvinder faktisk er tænkende og myndige væsner, der er i stand til at træffe valg på sine egne vegne - og at de derfor som udgangspunkt bør have ret til det. Det betyder, at feminisme ikke bare er en afvisning af patriarkatet, men også af de instrumenter, det bruger og som forstærker det - herunder paternalismen.

Uanset om man er kvinde eller mand - hvis man har som udgangspunkt, at kvinder (eller andre for den sags skyld) generelt ikke er i stand til eller bør have ret til at træffe beslutninger om sit eget liv, og at de i stedet bør regeres over af en faderfigur - en patriark eller et patria (som kan udgøres af mange patriarker uanset deres køn - f.eks. alle politikerne i Folketinget, der hersker over befolkningen, som om den var børn) - så er man ikke feminist i denne minimumsdefinition. Feminisme er ikke at Fader Stat skal ”hjælpe kvinder ud” af noget imod deres erklærede vilje og underkende dem som væsner med selvstændige viljer og holdninger. Feminisme er slet ikke at kræve ret til at træffe beslutninger på kvinders vegne uden at lytte til hvad de egentlig selv vil.

Tværtimod, det er paternalisme og patriarkat. Det er umyndiggørelse af mennesker og dyrkelse af den autoritære faderfigur, der ”ved bedst”.

De, der organiserer sig og kæmper for bedre rettigheder og vilkår for sig selv og hinanden, er derimod holdt op med blot at bede sin Fader Vor - sin Pater Noster. De kæmper selv for sit daglige brød, forlader sig sin egen skyld og arbejder for at deres egen vilje skal ske. De tilbeder ikke den store Faderfigur og venter ikke på ”frelse” ovenfra.

Modkraft: http://www.modkraft.dk/.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Vores LGBT-kommentator Tommy Petersen mener, det er på tide, at spørge de nationalkonservative om, hvad i alverden de har gang i.

Det er ikke småting, danske homoseksuelle skal lægge ører til fra Dansk Folkepartis side. I fredags kunne vi læse, at DF mener, det er et overgreb på børn, at de bliver oplyst om de mange forskellige familieformer, der findes i Danmark i dag ved bl.a. at lære om homoseksuelle og deres børn. Og det er blot endnu en negativ reaktion fra DF’s side på alt, hvad der drejer sig om homoseksuelle.

I januar måned har vi således også skulle lægge ører til, at DF’s Pia Kjærsgaard har insisteret på, at homoseksuelle ikke skal have lov til at benytte betegnelsen ægteskab for deres kærlighed på lige linje med resten af befolkningen, da ‘et ægteskab er mellem en mand og en kvinde’. Sidst men ikke mindst udtalte DF’s Mette Dencker ligeledes i januar, at homoseksuelle familieformer er naturstridige. Disse udtalelser fra den seneste måned bygger videre på tidligere udtalelser fra DF’s Søren Krarup om, at homoseksuelle er ’handikappede’ og derfor ikke egnet til ligestilling med resten af samfundet, samt at homoseksuelle burde tvangsregistreres, så man har overblik over ’sygdommen’. Dansk Folkeparti er nu så direkte medskyldige i, at der (gen)skabes et syn på homoseksuelle som værende mindre værd, at deres afstandstagen fra hadforbrydelser klinger hult.

Det som DF skal vide er, at de ligesom alle andre mennesker har et medansvar for at skabe empati, forståelse, tolerance og frisind i det danske samfund. Værdier som Kjærsgaard tidligere har påberåbt sig, som værende særligt danske. Problemet med alle disse negative udtalelser om homoseksuelle samt DF’s fortsatte behov for at forskelsbehandle mellem danskerne ved kun at give nogle danskere særlige rettigheder frem for andre er, at det skaber splid og had. Og had skaber hadforbrydelser.

Resultatet kan bl.a. ses blandt de unge, hvor 30 % af de 13-16-årige ikke synes det er ok at være homoseksuel. Fordommene, hadforbrydelserne og de negative politiske udmeldinger giver sig også til udtryk i de homoseksuelles levevilkår. Til trods for at unge homoseksuelle erkender deres seksualitet omkring 13 års alderen, så tør de først springe ud, når de er 17. Halvdelen af alle homoseksuelle tør ikke stå ved deres seksualitet på deres arbejdsplads, og der er fire gange så mange selvmordsforsøg blandt homoseksuelle, hvor hver tiende første gang gjorde forsøget inden de var fyldt 13 år.

Men DF skal ikke have lov at forsøge at sætte den dagsorden uimodsagt. Vi er mange, der lider under frygten for det had, som DF’s udtalelser reproducerer. Og vi er mange, der ikke vil finde os i det. For DF’s antipati mod homoseksuelle er heldigvis ikke repræsentativt for det danske samfund. Og det er bestemt heller ikke i overensstemmelse med danske værdier.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).

Over 30 % af unge mellem 13-16 synes ikke det er o.k. at være homoseksuel, og 7 ud af 10 teenagere har prøvet at blive drillet med deres kønsidentitet og er blevet seksuelt nedgjort. I 2013 sætter LGBT Danmark fokus på folkeskolen for at ændre fordomme og øge accepten af lgbt'er i Danmark.

For Ask Petersen var teenageårene en tid, hvor han ligesom andre teenagere forsøgte at finde sig selv. Han sprang ud som l5-årig og oplevede, at hans omgivelser havde fordomme omkring ham. Det fik ham til at gøre oprør mod folks forventninger.

"På efterskolen lærte jeg mig selv at bøvse højt og give hårde lammere for at udfordre folks opfattelse af mig som homoseksuel", siger den nuværende forperson for LGBT Ungdom.

"Jeg ville have lov til at definere mig selv - eller ikke definere mig selv - ligesom jeg gør i dag, og det var ikke op til andre at gøre det for mig".

Unge lgbt’er tager ud på skoler
I dag er Ask en af underviserne i et LGBT Ungdoms-projekt 'Normstormerne', hvor et korps af unge lgbt’er kommer ud i 7.-10. klasser for at give eleverne et mere nuanceret syn på køn og seksualitet gennem case-arbejde og diskussioner i klassen. Projektet er et samarbejde mellem LGBT Ungdom, Sex & Samfund, AIDS-Fondet og Københavns Kommune og har til formål at skabe mindre mobning og øget forståelse for hinandens forskelligheder.

Ifølge Ask kan projektet "få unge til at tænke over, at der er mange forskellige måder at udtrykke sit køn på" og at "det forhåbentligt vil åbne op for en dybere refleksion over kønsidentitet og seksuel orientering".

Nok at tage fat på
Og det er der stort behov for. I gennemsnit erkender unge lgbt'er deres seksuelle orientering, når de er 13 år, men springer først ud, når de er 17. De holder sig tilbage fra at fortælle, hvem de forelsker sig i. Samtidig er der fire gange så mange selvmordsforsøg blandt lgbt-personer som i resten af befolkningen, og op imod hver tiende lgbt-person, der har forsøgt at begå selvmord, gjorde første gang forsøget inden sin 13-års fødselsdag. Hertil kommer at lgbt-personer er særligt udsat for depressioner og psykiske problemer, alkohol- og stofproblemer, selvmordstanker og selvmordsforsøg samt seksuelt overførte infektioner.

Fokus på skolen
Derfor er LGBT Danmark i år med i projekter, der på flere niveauer forsøger at skabe bedre trivsel for de unge. Udover Normstormerne er organisationen med i EU-skoleprojektet 'It takes all kinds', hvor et nyt undervisningsmateriale om kønsidentitet, seksuel orientering og menneskerettigheder snart lanceres, og der er for nylig etableret et netværk af lærere for at sikre erfaringsudveksling. "Det handler om at skabe en øget forståelse for, at der er mange måder at være menneske på, og at ingen har ret til at sige, hvad der er den rigtige for dig ", slutter Ask.

Læs mere om lgbt-personers levevilkår, Normstormerne og øvrige skole- projekter på www.lgbt.dk. 

Her kan du også finde information om LGBT Danmarks grupper for unge.

Dette indlæg har LGBT Danmark indrykket i Out & About februar 2013.

(Min bearbejdning: Webredaktør).

Mens AXGIL fejrer, at ægteskabet er åbnet for homoseksuelle, retter Sabaah fokus på diskriminationen over for asiatere i homomiljøet.

PRISUDDELINGSFESTEN AXGIL bliver i år holdt på Valentinsdag, den 14. februar. Årets tema er kærlighed og bryllup, fortæller værterne, Lykke Scheuer og Lars Gade, i artiklen på side 6-8 her i Out & About.

Den egentlige årsag til kærliqheds- og bryllupstemaet er dog ikke så meget Valentinsdag, men mere at Danmark siden AXGIL-prisuddelingsfesten i 2012 har afskaffet forbuddet mod homoseksuelle ægteskaber.

Man kan altid diskutere for eller imod ægteskabet som institution. Men der bør ikke være en lov for heteroseksuelle og en anden lov for homoseksuelle. Sådan var situationen i Danmark før 15. juni 2012.

DANMARK FORSKELSBEHANDLER dog stadig homoseksuelle par: Retsvirkningerne for homoseksuelle i ægteskab er nemlig stadig de samme som under det registrerede partnerskab.

På den måde forhindrer den danske stat lesbiske mødre i at dele forældreskabet fra det øjeblik, hvor deres barn bliver født, hvis de har valgt en kendt donor som far til deres barn.

I så fald kræver myndighederne, at den lesbiske medmor først skal have boet sammen med barnet i 2 Y2 år, før hun kan stedbarnsadoptere og få status som forælder til barnet. Det har alvorlige konsekvenser, da medmoren ikke kan tage barselsorlov, og barnet ingen arveret har til hende. Derudover har medmoren ingen forælderrettigheder, hvis den biologiske mor dør.

Regeringen "arbejder med" disse regler, fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, da Out & About interviewede hende til juni-nummeret 2012. Lad os håbe, regeringen snart er klar til at få gjort noget ved sagen.

DANSK FOLKEPARTI er det eneste parti i Folketinget, som stemte samlet imod at tillade homoseksuelle ægteskaber. Og selvom det nu er over et halvt år siden, at loven blev vedtaget, viser DF igen og igen, hvor svært de har ved at acceptere, at homoseksuelle nu kan gifte sig med hinanden.

"En kirkelig vielse af homoseksuelle er forkert," sagde værdiordfører Pia Kjærsgaard her i januar. Og det er ikke første gang, at hun har fremhævet sin modstand mod homovielser i sin værdikamp mod regeringen. 

Selvom DF ser homovielser som en alvorlig trussel mod folkekirken, kritiserer kulturordfører Alex Ahrendtsen paradoksalt nok også loven, fordi kun få homoseksuelle par vælger at blive gift i kirken. De fleste vælger rådhuset. "En fiasko" kalder han det, selvom man ellers skulle tro, at han ville foretrække så få homoseksuelle brudepar bag kirkealtrene som overhovedet muligt.

Her i januar fik vi så også klar besked fra DF's familieordfører, Mette Hjermind Dencker. Hun skrev i en klumme i MetroXpress, at det "strider mod naturens orden" at leve som homoseksuel.

INDEN VI BLIVER FORARGEDE over DF, bør vi måske se lidt selvkritisk på vores eget miljø: Er vi også selv i gang med at holde en hel befolkningsgruppe udenfor?

På boyfriend.dk er over 450 brugere medlemmer af loungen Tænder ikke på asiatere. Også på Grindr flasher mange bøsser deres modvilje mod asiatere som sexpartnere og kærester.

Sabaah sætter derfor bøssers behandling af asiatere til debat. Dels i et interview her i Out & About og dels ved et debatarrangement på Block 66 den 19. februar.

"Vi har alle seksuelle præferencer, og det er helt ok.

Men i stedet for at skrive, hvem du ikke tænder på, kan du jo skrive, hvem du tænder på," anbefaler Peter Raunkjær Christensen fra Sabaah. Læs mere her i artiklen på side 14-15.

Læs Out & About her: http://www.out-and-about.dk/.

(Mit link og min bearbejdning: Webredaktør).