Historien om SABLISA.

En historie om en sønderjysk bøsse/lesbisk kultur.

 

 

SABLISA blev dannet i slutningen af 1980erne, af 3 bøsse/lesbiske organisationer i Sønderjylland: Det Frie Forbund i Aabenraa, Sønderborggruppen og PROFIL i Haderslev. Disse grupper besluttede at samarbejde om at koordinere aktiviteterne, så som møder og fester, men også AIDS oplysningen var blevet en nødvendighed. Derfor så Samrådsorganisationen for Bøsser og Lesbiske I Sønderjyllands Amt (SABLISA) dagens lys.

 

Desuden blev der udgivet et blad med det sigende navn SPALTEN. Det første nummer udkom i oktober 1987. Det indeholdt artikler om hvad der rørte sig i foreningerne, aktivitetskalender, debatindlæg, kulturanmeldelser og AIDS oplysning. Samrådet ophørte sit virke efter nogle år.

 

I efteråret 1997 var tiden inde til at genoplive samarbejdet, det fik navnet Samarbejdende Bøsser og Lesbiske I Sønderjyllands Amt.

 

Et nyt SABLISA var altså opstået. Med i samarbejdet var BITO i Tønder, Sønderborggruppen, Pan Caféens Venner fra Aabenraa og PROFIL i Haderslev.

 

Formålet var i et nærmere samarbejde at udnytte de geografisk spredte grupperingers ressourcer bedst muligt til gavn for alle, ved at udgive fælles informationsmateriale, koordinering af arrangementer og fester, det politiske arbejde på lokalt plan og STOP-AIDS arbejdet.

 

Det første møde blev holdt på Folkehjem i Aabenraa den 20. november 1997.

 

Men vi fik et forsmag på samarbejdet allerede inden mødet, da BITO, Pan Caféens Venner og PROFIL i hast fik stablet en julefrokost på benene, den blev holdt den 15. november i NygadeHuset i Aabenraa.

 

Medlemmerne af grupperne blev orienteret om aktiviteterne via SABLISA-NYT, der i første omgang var et par A4 sider, men i marts 2000 udkom det første gang som blad. Ud over de nævnet foreninger var ungdomsgruppen 1´eren og den lesbiske gruppe LIS fra Aabenraa kommet med i samarbejdet.

 

I juni nummeret samme år blev det oplyst at Pan Caféens Venner var gået i opløsning. Bladet indeholdt, foruden bl.a. orientering fra grupperne og AIDS oplysning, en til tider livlig debat. Udgivelsen af bladet stoppede i september 2003.

 

Men SABLISA fortsatte i bedst velgående, og vi var fælles om 2 store fester årligt. Det var en pinsefest og en julefrokost, der blev holdt i NygadeHuset i Aabenraa. Julefrokosten havde ry for at være den største og sjoveste bøsse/lesbisk julefrokost i Danmark. Vi kunne bare det der vi Sønderjyder.

 

SABLISA bestod nu af BITO (gruppe for bøsser i Tønder), Sønderborggruppen (kaffeklub for bøsser) og PROFIL (bøsse/lesbisk gruppe i Haderslev).

 

Efter det havde ligget i luften siden mødet i januar 2006, blev det på et møde den 28. april 2006 besluttet at nedlægge SABLISA.

 

Et forslag fra PROFIL om at SABLISA fortsatte, men at festerne blev stillet i bero indtil videre, var der ikke opbagning til, men man blev enige om fortsat at mødes 1-2 gange årligt for gensidigt

 

at orientere hinanden. Det sidste SABLISA møde blev holdt den 19. august 2006.

 

Da jeg startede med at skrive Historien om SABLISA, havde jeg ingen anelse om, at det samtidig skulle blive en nekrolog, over en enestående sønderjysk bøsse/lesbisk kultur, der havde strakt sig over flere årtier. Jeg vil slutte med at takke de mennesker, der gennem årene har lavet et stort stykke arbejde for SABLISA og med bladene SPALTEN og SABLISA-NYT, og ønsker dem god vind fremover.

 

Kaj Erik Andersen.