Homoseksuel.

Hvad er homoseksualitet:

Homoseksualitet betyder at personer af samme køn retter sine følelser/seksualitet mod hinanden.

Denne seksuelle tiltrækning, forelskelse og kærlighed opleves på nøjagtig samme måde som ved heteroseksualitet.

At være homoseksuel er ikke noget man vælger, lige så lidt som man vælger at være heteroseksuel. Det man vælger er om man lever efter den seksualitet man kan mærke man har.

 

En homoseksuel kvinde kaldes lesbisk. Betegnelsen henføres til den græske ø Lesbos, hvor sangerinden Sapfo skrev kærlighedsdigte til kvinder.

En homoseksuel mand kaldes en bøsse. Oprindelig var det et skældsord, muligvis en sammenligning med rensning af et gevær (bøsse). Siden har bøsserne taget betegnelsen til sig, ligesom englænderne har det med udtrykket gay og tyskerne Schwuler.

 

Homoseksualitet findes i alle kulturer og socialgrupper hvor 3-5 % mænd og 2-3% kvinder er homoseksuelle.

Tallene er vanskelige at opgøre nøjagtigt, da ikke alle lever som åbne bøsser/lesbiske.

Nogle holder deres homoseksuelle identitet skjult, da de er bange for konsekvensen af at stå åbent frem p.g.a. de fordomme der eksisterer om den homoseksuelle kultur.

Andre lever som biseksuelle da de føler sig tiltrukket af begge køn.

 

Mange forskere og psykologer har prøvet at finde ud af hvorfor, nogle mennesker bliver homoseksuelle. Nogle mener, at det ligger i generne, andre at det har noget med opdragelse og opvækst at gøre, mens andre er kommet til den konklusion, at man bare er født sådan.

 

Hvorfor er der modstand mod homoseksuelle:

Homofobi/modstand mod homoseksualitet er stadig et udbredt fænomen, det trives især i miljøer der identificerer sig med traditionelle familieværdier. Der findes fundamentalistiske kristne grupper, der mener, at de kan omvende homoseksuelle til at blive heteroseksuelle, men de fleste tvivler på, at en sådan omvendelse er reel.

 

Den kvindelige homoseksualitet (lesbisk kærlighed) bliver ofte overset eller opfattet som et pikanteri til glæde for manden.

Det betyder dog ikke, at lesbiske ikke udsættes for homofobi og fordomme.

Dog er det især den mandlige homoseksualitet (bøsse kærlighed) der bliver offer for homofobiske overfald og krænkelser (”hatecrimes”). En vigtig årsag er, at heteroseksuelle mænd føler sig truet af en seksualitet, der er rettet mod deres eget køn. Det gælder også for en del mænd, der skjuler deres homoseksualitet.

 

De, der angriber bøsser med skældsord eller vold, har en forestilling om, at homoseksualitet kun drejer sig om fysisk tilfredsstillelse.

Det må understreges, at homoseksualitet handler om kærlighed og ikke kun om sex.

For mange bøsser er det romantikken, forelskelsen og drømmen om at leve livet med en anden mand, der gør, at de føler sig som bøsser. Det at dyrke sex kommer i anden række.

På samme måde er det drømmen om at leve livet med en anden kvinde, der gør at kvinder føler sig som lesbiske.

Den kristne højrefløjs afvisning mod homoseksuelle ægteskaber skyldes med andre ord, at de læser Bibelens kritik af homoseksuel sex som en kritik af homoseksuel kærlighed.

 

Fortielser omkring homoseksualitet er et andet vigtigt undertrykkelsesmiddel. Skolen tager ikke homoseksuelle samlivsformer op i undervisningen (eller kun i meget sjældne tilfælde). Homoseksuelle elever får ingen information om, at det er muligt at leve deres liv på en anden måde end gennem det traditionelle ægteskab.

Homoseksualitet er fuldstændig fraværende i historieundervisningen, både når det drejer sig om den massive forfølgelse og undertrykkelse homoseksuelle har været udsat for, og når det handler om de fremskridt vi har tilkæmpet os.

 

Historisk:

Oldtidens græsk-romerske kultur er et velkendt eksempel, på at det var fuldstændig social accepteret at en mand var forelsket i en anden mand.

I adskillige kulturer var det udbredt at unge mænd indgik seksuelle forbindelser med ældre mænd som led i deres opdragelse.

Lesbisk kærlighed kendes fra Lesbos og fra Sparta. Den synes at have fulgt samme mønster, idet det drejede som om ældre kvinder, der opdrog yngre kvinder.

 

Homoseksuel i vor tid:

Begrebet og dermed ordet homoseksualitet dukkede op i 1868, hvor den Østrig/ungarske forfatter Kertbeny beskrev det at være homoseksuel.

Tyskland blev hurtigt hjemsted for en levende homoseksuel kultur, mens det gik langsommere i resten af verden. Det varede indtil nazisternes magtovertagelse.

 

Først i 1933 blev det lovligt at være homoseksuel i Danmark, og først efter 2. Verdenskrig har der været arbejdet systematisk for homoseksuelles ligeberettigelse, først og fremmest med dannelsen af Forbundet af 1948 (i dag Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske).

Vi skal helt frem til 1980 før Sundhedsstyrelsen slettede homoseksualitet som en sygdom.

I 1989 var Danmark det første land i verden der indførte Registreret partnerskab (ægteskabslignende ”vielsesattest”), siden har en del europæiske lande fulgt Danmarks eksempel, og flere har endda indført mere vidtgående ligeberettigelse end Danmark.

Der er dog sket den landvinding, at lesbiske fra 2007 får ret til gratis kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem, trods massiv modstand fra visse borgerlige kredse og den kristne højrefløj (læs siden Dansk Homo Historie her på hjemmesiden).

 

Men man må desværre konstatere, at homoseksuelle stadig forfølges og undertrykkes i mange lande, og bliver brugt som syndebukke for alle mulige og umulige hændelser.

 

Walter og Kaj Erik.

Den homoseksuelles opståen

LGBT DANMARK Nyhedsbrev marts 2014 af Rune Bjørling

I 1860′ernes Europa opfindes “den homoseksuelle” af frigørelsesbevægelser og retsmedicinske institutioner. Ved at forstå den vestlige homoseksualitets oprindelse som noget kulturelt opfundet bliver vi i stand til at afkode vores egen kulturs opfattelse af homoseksualitet og derved bedre til at forstå andre kulturers “homoseksualiteter”.

Den moderne, vestlige homoseksualitet

Når vi i daglig tale bruger begrebet “homoseksualitet”, forstår de fleste af os ordet som meget klart defineret. Homoseksualitet er når en person føler romantisk eller seksuelt begær for en anden person af samme køn. Men under denne betydningsoverflade ligger der også en implicit forståelse af homoseksualitet som noget, der knytter sig til individets identitet: Homoseksualitet er noget, man er, ikke noget, man gør.

Inden for kønsstudier er der i de senere år blevet lagt et fokus på homo-, bi- og heteroseksualiters mangfoldighed. Det er blevet undersøgt, hvordan forskellige måder at forstå og begrebsliggøre køn, kærlighed og seksualitet på har gjort sig gældende på tværs af kulturer i forskellige historiske epoker. I denne optik bliver det, vi i Danmark – og i Vesten generelt – kalder homoseksualitet til blot én slags homoseksualitet ud af mange mulige.

Den moderne, vestlige homoseksualitet, som vi kender den i dag, opstod i Europa i 1860′erne. I Tyskland begyndte en frigørelsesbevægelse for det, der dengang kaldtes pæderaster, at spire, og de stemmer, der lød, krævede anerkendelse og accept fra det omkringliggende samfund. Argumentet lød, at hvad to voksne og samtykkende mennesker valgte at foretage sig rent kærlighedsmæssigt og seksuelt ikke burde kunne forbydes ved lov.

Fra adfærd til identitet

En vigtig pointe i denne sammenhæng er, at denne frigørelsesbevægelse krævede disse ændringer af strafferetten på baggrund af argumenter om pæderasternes natur. Pæderasternes begær rettede sig mod personer af samme køn, fordi det var sådan de var indrettet – hvad end det var medfødt eller tillært. Det kunne derfor ifølge dem ikke forventes, at de skulle leve under og adlyde en natur, der var dem fremmed.

Her begynder vi at se de første antydninger af en homoseksuel essens. Inden denne tid blev homoseksualitet anskuet som syndige handlinger, der kunne begås af enhver person. Forbuddet mod homoseksuelle “genitalseksuelle handlinger” blev rettet mod alle samfundets individer, ikke nogle særligt udvalgte, hvis natur disponerede dem for netop disse handlinger.

I kontrast hertil ser vi, at “den homoseksuelle” i løbet af den sidste halvdel af det 19. århundrede begynder at opstå som persontype. Med andre ord forstås homoseksuelle handlinger ikke længere som noget, enhver kan drages mod, men derimod som noget, der udgår fra en specifik homoseksuel natur. Fokus rykker sig altså fra adfærd til identitet.

Det særligt homoseksuelle

Dette argument om den homoseksuelles natur, fremført af dem, der kæmpede for retten til at elske frit, blev samlet op af blandt andet retsmedicinen. Længe inden dette tidspunkt havde retsmedicinen haft til opgave at levere bevismateriale til domstolenes behandling af de såkaldte pæderastisager, og som felt var retsmedicinen derfor interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt denne adfærd kunne spores tilbage til en bestemt slags mennesketype.

Retsmedicinen fastslog gennem årene, at en særlig følelse og psyke medfulgte de seksuelle handlinger mellem personer af samme køn. Herudover stablede den en medicinsk forståelse på benene, der anså homoseksualitet for at have en legemlig snarere end en moralsk årsag. Det betød, at man måtte skæve til biologien, medicinen og psykologien snarere end religiøse dogmer for at behandle emnet homoseksualitet.

Altså ser vi her – selv uden at gennemgå de interessante og komplekse historiske begivenheder i detaljer – at en forståelse af homoseksualitet som identitet blev påbegyndt i 1860′ernes Tyskland. Denne tankegang spredte sig hurtigt til resten af Europa. Desværre ledte opfattelsen af “den homoseksuelle” som persontype dog ikke til større accept af de homoseksuelle. Der skulle gå mange år før den frigørelseskamp, der var blevet indledt, og som havde hjulpet til med “at opfinde” homoseksualiteten som identitet, ville vinde bred accept i de europæiske samfund.

At åbne op for forståelse

Når vi gennem kønsstudiers linse fokuserer på denne tilblivelsestid for den moderne homoseksualitet, er det fordi, det tydeligt illustreres, hvordan den sammensmeltning mellem identitet, seksualitet og begær, som vi i vores tid og kultur tager for givet, hverken er selvfølgelig eller naturgiven.

Den mangfoldighed af romantisk og seksuelt begær, som menneskeracen udviser, forstår vi i vores kultur hovedsageligt ud fra tre overordnede klassifikationer: biseksuel, homoseksuel og heteroseksuel. Og vi anskuer alle mennesker som besiddende en seksualitet, der kan opsummeres med et af disse tre begreber. En seksualitet som er intimt forbundet med deres tanker om dem selv og deres identitet.

Dette er ikke et argument for, at en sådan tankegang er forkert. Blot en understregelse af, at de kritiske kønsstudier kan hjælpe til med at afnaturalisere vores egen opfattelse af f.eks. homoseksualitet og åbne op for mulig forståelse af andres.

Forfatteren

Rune Bjørling er praktikant hos LGBT Danmark. Han læser litteraturvidenskab og kønsstudier ved Københavns Universitet.

(Min bearbejdning: Webredaktør).