02-11-16 00:48 Alder: 322 days

Transkønnede nægtes nye eksamensbeviser

Kategori: Debatsiden

AF: ANDERS BERNHOFT

Lgbt.dk 1.11.2016 af Anders Bernhoft

Personer, der har fået juridisk kønsskifte, får i nogle tilfælde afslag på at få nye eksamensbeviser. LGBT Danmark har derfor kontaktet undervisningsminister Ellen Trane Nørby, som lover at løse problemet.

LGBT Danmark har fået flere henvendelser fra transkønnede, som oplever, at deres uddannelsesinstitutioner ikke vil udstede nye eksamens-, kursus og lignede beviser med deres nye identitetsoplysninger. Det er uacceptabelt, mener LGBT Danmarks transpolitiske talsperson Linda Thor Pedersen.

”Det er krænkende og diskriminerende, hvis personer, der har fået juridisk kønsskifte, skal outes, fordi uddannelsesinstitutioner ikke vil lave nye eksamensbeviser. Ingen transkønnet skal stå nogensinde stå i en situation, hvor de over for en potentiel arbejdsgiver skal tvinges til at fortælle, at de er transkønnede, fordi oplysningerne på eksamensbeviset ikke stemmer overens med navnet på ansøgningen,” siger Linda Thor Pedersen.

Besværliggør arbejdssøgning
Afslagene har fået Linda Thor Pedersen til at kontakte undervisningsminister Ellen Trane Nørby for at løse situationen hurtigst muligt. Situationen er uheldig, fordi transkønnede foruden en lang kamp med systemet for retten til kønsskifte er manglende eksamensbeviser et problem for transkønnede, fordi de er med til at gøre jobsøgning sværere.

”I LGBT Danmark kan vi sagtens forstå, at arbejdsgivere sætter spørgsmålstegn ved, om ansøgerens uddannelsesbeviser er ægte. Men lige nu er situationen den, at ansøgeren må forklare om sit kønsskifte og indsende dokumentation fra CPR-kontoret om sit juridiske kønsskifte. Det gør ikke ligefrem jobsøgningen nemmere,” understreger Linda Thor Pedersen.

Minister beklager og ændrer regler
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby beklager over for LGBT Danmark, at uddannelsesinstitutionerne ikke vil hjælpe de transkønnede.

”Det er beklageligt, hvis en person ikke kan få udstedt et nyt eksamensbevis efter at have fået foretaget juridisk kønsskifte. Der er aktuelt ikke noget til hinder for, at uddannelsesinstitutioner kan udstede nye eksamensbeviser, men omvendt har de ikke pligt til det. Derfor vil vi ministre tage initiativ til at ændre reglerne, så uddannelsesinstitutionerne fremover bliver forpligtet til at udstede nye eksamensbeviser i disse situationer,” skriver Ellen Trane Nørby til LGBT Danmark.

Ministeren oplyser samtidig, at hun nu vil kontakte relevante lederforeninger og videregående uddannelsesinstitutioner for at gør dem opmærksomme på, at de i dag kan imødekomme ønsker om at udstede nye eksamensbeviser. Samtidig vil ministeren orientere om, at regeringen snarest vil tage initiativ til at ændre reglerne, så dette bliver et krav for institutionerne.

LGBT Danmark råder de personer, som er blevet opkrævet et gebyr for udskrivelse af nyt eksamensbevis, at kontakte de pågældende uddannelsesinstitutioner for at få pengene retur. Lovgivningen giver nemlig ikke mulighed for opkrævning af gebyr. 

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).