16-05-12 19:42 Alder: 1 year

Nordjysk præst ville ikke begrave lesbisk kvinde

Kategori: Debatsiden

AF: HOMOTROPOLIS

Homotropolis 16.5.2012

En præst fra Aalborg afviste at forestå begravelsen af en kvinde, da han fandt ud af, at hun gennem 30 år havde levet i et lesbisk forhold.

DR kan i dag fortælle om en præst fra Aalborg stift, der nægtede at begrave en kvinde for 2 uger siden med den årsag, at hun havde levet i et lesbisk forhold.

Den afdødes datter, Kirsten Østergaard, kontaktede efterfølgende Aftenshowet som onsdag aften tager sagen op på DR1, hvor Kirsten blandt andet vil fortælle hvordan præstens udmelding kom som et chok.

»Jeg tænkte, kan det virkelig være rigtigt, at vi skal skamme os over det? Jeg kiggede på min mors samlever, hun var helt stille, og så blev jeg virkelig ked af det på hendes vegne. Det er jo en frygtelig situation at sætte hende i«, siger Kirsten Østergaard til Aftenshowet.

Morens samlever er 80 år, og de har været registrerede partnere i de fleste af de år, de har boet sammen.

Præsten har efterfølgende skiftet mening, efter familien har fremsendt en klage til provsten i Aalborg:

»Det var en eklatant fejltagelse fra min side, den største fejltagelse, jeg nogensinde har gjort som præst. Det var en tanketorsk og kortslutning af dimensioner og helt i modstrid med, hvad jeg står for. Jeg havde først sagt ja, men kom så i tanker om, at det kunne være forkert at forestå begravelse af homoseksuelle, når jeg ikke ønsker at medvirke ved vielse af homofile. Men det var en helt fejlagtig slutning«, lyder det fra præsten, der dog ikke formår at ændre datterens syn på den ubehagelige oplevelse.

Samtidig understreger Kirsten Østergaard, at det er på høje tid, at folkekirken begynder at følge med tiden:

»Jeg mener, at folkekirken skal opgraderes til 2012. Præsterne skal ikke have lov til at forvalte og sortere ved døren, som de gør, når de for eksempel ikke vil vie skilte eller homoseksuelle«, siger Kirsten Østergaard, hvis historie kan høres på Aftenshowet i aften kl. 19.05 på DR1.

Historien om en præst fra Aalborg der nægtede at begrave en lesbisk kvinde for 2 uger siden kom frem i morges, og efter voldsom kritik fra blandt andet LGBT Danmark er sagen nu havnet på biskoppens bord.

Siden vi i morges bragte historien fra DR om en præst der nægtede at forestå begravelsen af en lesbisk kvinde, har sagen taget en yderligere drejning, ligesom både LGBT Danmark og en professor i kirkeret har været ude og rette skarp kritik mod det der nu betegnes som en alvorlig tjenstlig fejl, der forventes at få konsekvenser for præsten.

»Det er fuldstændig ulovligt, at en nordjysk præst har afvist at begrave en homoseksuel. Derfor skal biskop Henning Toft Bro fra Aalborg Stift tage sagen op«, lød det i eftermiddag fra LGBT Danmarks kirkepolitiske talsperson George Hinge, der ser med stor alvor på situationen.

»Vi er fuldstændig chokerede over det. Det er ulovligt og direkte uanstændigt. Han har ikke noget grundlag for at kunne gøre det«, siger George Hinge ifølge DR og opfordrer til handling:

»Biskoppen bliver nødt til at kalde præsten til orden og indskærpe over for alle præster i den danske folkekirke, at man ikke skal gøre forskel«.

Præsten, der efterfølgende fortrød at have sagt nej til at begrave den lesbiske kvinde, betegner hændelsen som “den største fejltagelse han nogensinde har gjort som præst”, men det gør ikke stor indvirkning på George Hinge:

»Det er jo ikke nogen undskyldning, han kommer med, men en direkte indrømmelse af, at han ikke bryder sig om homoseksuelle. Det er ikke særligt klædeligt for en præst i den danske folkekirke«, konstaterer den kirkepolitiske talsperson.

Professor i kirkeret ved Roskilde Universitet, Lisbet Christoffersen, har også været ude at kommentere den pågældende sag der, fra hendes synspunkt, er ret simpel og handler om præsters forpligtelse til at begrave beboerne i deres sogn.

»Det er ganske enkelt ikke lovligt at afvise at begrave et medlem af folkekirken«, siger Lisbet Christoffersen til DR Nyheder og påpeger modstridende holdninger indenfor folkekirken:

»Der er øjensynligt en række præster i den danske folkekirke der har religiøse kvababbelser i forhold til homoseksuelle. Og der må man bare slå firkantet fast, at det er fuldstændig irrelevant i forhold til forpligtelsen til at begrave sognets beboere. Præster har pligt til at begrave alle medlemmer af folkekirken, og den pågældende præst skal være meget taknemmelig, hvis sagen kun ender med en tjenstlig påtale fra ansættelsesmyndigheden«, vurderer Lisbet Christoffersen.

Biskop Henning Toft Bro fra Aalborg gik allerede til formiddag ind i sagen, og skal vurdere hvad konsekvenserne bør være for den pågældende præst.

»Det er en meget uheldig og beklagelig sag. Jeg tager den meget alvorligt og seriøst, og præsten skal nu redegøre for, hvad det her handler om. Derfor beder jeg ham i dag om en skriftlig redegørelse«, siger Henning Toft Bro til DR og forventer at have en afgørelse klar inden for 2 uger.

Den afdødes datter, Kirsten Østergaard, medvirker i Aftenshowet på DR1 onsdag aften.

Homotropolis: http://www.homotropolis.com/.

(Min bearbejdning : Webredaktør).