24-08-16 21:54 Alder: 1 year

LGBT Danmark støtter Ugandas LGBT-befolkning

Kategori: Debatsiden

AF: ANDERS BERNHOFT

Lgbt.dk 24.8.2016 af Anders Bernhoft

LGBT Danmark har fået to millioner kroner af Civilsamfund i Udvikling (CISU) til et projekt, som skal styrke LGBT-personer, organisationer og aktivister i Ugandas provinser.

I Uganda er sodomi forbudt og kan medføre op til livstid i fængsel. Samtidig er hadforbrydelser meget udbredte og meget voldelige. Således er det ikke usædvanligt at LGBT-aktivister bliver voldeligt overfaldet og nogle gange er det med døden til følge. Det er heller ikke ualmindeligt at LGBT-personer bliver sat tilbageholdt, og der findes også eksempler på voldtægter som omvendelsesmetode.

Livet blev ikke nemmere, da det ugandiske parlament 13. oktober 2009 introducerede et lovforslag, som kriminaliserede homoseksualitet yderligere. Den første udgave af forslaget medførte dødsstraf for personer, som blev dømt for gentagne tilfælde af sex med samme køn. Forbuddet omfattede også HIV-positive og personer, som havde sex med en af samme køn under 18 år. Loven er sidenhen blev afvist af Ugandas Højesteret, men konsekvenserne af loven mærkes stadigvæk af LGBT-befolkningen.

”Mens mange NGO’er støtter i hovedstaden Kampala, er det langt mere sjældent, at støtten når LGBT-personer på landet. Livet som LGBT-person er ekstremt dårligt og forbundet med enormt meget stress. På landet i Uganda lever LGBT-personer en marginaliseret tilværelse, hvor de bliver diskrimineret af deres familier, samfund og offentlige institutioner, og hvor realiseringen af deres seksualitet og kønsidentitet er ulovlig,” udtaler Nicole Scharf, projektleder i LGBT Danmark.

Får en stemme
Kernen i LGBT Danmarks nye projekt i Uganda er LILO-træninger. LILO er kort for looking in, looking out og består af undervisning, rådgivning og kompetenceopbygning. LGBT Danmark skal i første omgang uddanne 12 trænere, som skal hjælpe 280 LGBT-personer med at håndtere deres seksualitet. Trænere skal også gennem workshops gøre LGBT-aktivister bedre til at kommunikere sikkert om LGBT-relaterede emner i lokalsamfundet. Hertil kommer uddannelse af 12 psykosociale rådgivere, som LGBT-personer kan gå til for at tale om personlige problemer relateret til seksualitet og kønsidentitet.

”Vi oplever desværre nogle steder, at de religiøse eller kulturelle ledere anbefaler faderen til en transkønnet at omvende ham ved hjælp af voldtægt. På kurset får man et netværk og oplever, at de ikke er de eneste, der er anderledes”, forklarer Nicole Scharf og fortsætter:

”LGBT-personer lever livet farligt på hele det afrikanske kontinent. Presset på dem er øget i takt med, at LGBT’ere er begyndt at organisere sig og tale imod undertrykkelse og diskrimination. Så der er et stort behov for støtte fra organisationer som LGBT Danmark, der har flere årtiers erfaring med rettighedskamp.” 

(Min overskrift og bearbejdning: Webredaktør).