09-11-16 22:47 Alder: 314 days

Kan man ’helbrede’ homoseksualitet?

Kategori: Debatsiden

AF: KAJ ERIK ANDERSEN

Out & About blogindlæg 9.11.2016 af Kaj Erik Andersen

”Er det overhovedet muligt at ’helbrede’ homoseksualitet?”

Det spørgsmål stiller DR3 i temaudsendelsen ’Homohelbredelsen’, om tro og homoseksualitet, som de sendte den 11. maj i år. Den udsendelse så vi lørdag den 15. oktober i Profil, som er klub for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i Haderslev.

”I dokumentaren ’Homohelbredelsen’ møder vi Christine, der er lesbisk, men også er medlem af en frikirke, der ikke anerkender homoseksualitet. På den ene side elsker Christine gud og den tro, hun er vokset op med. På den anden side er hun tiltrukket af piger. Christine føler sig splittet og har svært ved at forene de to verdener. For at slippe for sin splittelse, tager Christine kontakt til en kvinde, der påstår, at homoseksualitet kan helbredes”, skriver DR3 i foromtalen.

Redaktør på DR3, Trine Skovgaard, præsenterede indholdet i deres temaudsendelse således:

”I ’Homohelbredelsen’ følger vi Christines kamp for at finde ud af, hvordan hun håndterer det dilemma, der er opstået mellem hendes følelser og hendes tro.” 

”På DR3 vil vi ikke dømme eller servere de ’rigtige’ holdninger for vores seere, og filmen giver ikke noget svar på, hvad der er det rigtige for hverken Christine eller andre. Men den giver et enestående indblik i, hvordan det føles at være ung og stå i et dilemma mellem sin baggrund, sin tro og sine følelser.”

Hvis jeg, eller nogle af de andre Profilmedlemmer, der så udsendelsen i oktober, fik spørgsmålet:

”Men er det overhovedet muligt at ’helbrede’ homoseksualitet?”, så var svaret klart: 

Selvfølgelig kan, og skal man ikke det, for der er ikke noget unaturligt i homoseksualitet, selv om den højreorienterede og selviscenesættende bøsse, Jim Lyngvild, har vagt opsigt ved at påstå det.

Der er heller ikke syndigt, at være homoseksuel, som horder af kristne i USA påstår. Det samme påstår de ortodokse kristne i Rusland og Østeuropa, i uskøn forening med katolikker i Europa og resten af verden, samt fanatikere fra alle religiøse retninger i Afrika og magthaverne i de muslimske lande.

Der er også religiøse retninger, indenfor Folkekirken i Danmark, der er med på denne vogn, i fællesskab med religiøse sekter udenfor Folkekirken. 

Det er netop Christines problem, at hun er vokset op i en såkaldt frikirke, hvor mor og far og alle de mennesker hun har mødt, i sin barndom, i deres indbyggede homofobi, mener, at hun er syndig. De mennesker har hun stadigvæk kontakt til, og de trækker i hende, for at hun skal lade sig ’helbrede’.

Efter en middag så vi som sagt temaudsendelsen ’Homohelbredelsen’, i Profil.

Jeg ridser lige op, at vi i udsendelsen mødte den 24-årige Christine, der er lesbisk, men hun er også medlem af en religiøs sekt, der ikke anerkender og tillader homoseksualitet.

På den ene side elsker Christine gud og den tro, hun er vokset op med. På den anden side er hun tiltrukket af piger. Hun har levet som lesbisk i fem år. Christine føler sig splittet og har svært ved at forene de to verdener.

For at slippe for sin splittelse, eller rettere sagt, for at slippe for sin homoseksualitet, tager Christine kontakt til Janet Boynes i USA, der selv har levet som lesbisk, men nu mener, at hun er helbredt. Hun påstår i hvert fald, at homoseksualitet kan helbredes.

Janet Boynes har gjort det til sin livsmission at ’hjælpe’ andre i samme situation, med at komme ud af deres homoseksualitet.

Vi er med helt tæt på, når Janet Boynes fører samtaler med Christine og Sophie, som Christine har et lesbisk forhold til, samt Christines forældre. Det er måden hvorpå ’homohelbrederen’ prøver, at overbevise Christine om, at hun kan ’overvinde sin homoseksualitet’. 

Janet Boynes går hårdt til Christines forældre, som hun direkte beskylder for at være årsag til hendes homoseksualitet. Det protesterer især hendes far kraftigt imod. Det går samtidig Christines på, fordi hun ikke mener, at det er vejen frem, at skabe denne modsætning til hendes forældre.

Under samtalen med Christines veninde og sexpartner Sophie, sender Janet Boynes Christine væk for en stund. Det vi oplever, er at ’homohelbrederen’ fra USA spiller et dobbelt spil, hvor hun siger noget forskelligt til den ene om den anden og omvendt. Vi oplever hende også som groft manipulerende, hvor hun lægger sine holdninger i munden på dem.

Det er så groft, at Christine siger fra overfor Janet Boynes metoder. Afslutningsvis er hun langt fra sikker på, at det var en god idé, at får Janet Boynes til Danmark, for at ’helbrede’ hendes homoseksualitet.

Vi sluttede aftenen med cappuccino og kager, samtidig med at vi fik snakket om temaudsendelsen, hvor vi stillede skarpt på det springende punkt, om det overhovedet er muligt at ’helbrede’ homoseksualitet, som Janet Boynes påstår?

Det mener vi selvfølgelig ikke det er, vi kan heller ikke se nogen grund til, at vi skulle leve vores liv på en anden måde, end som homoseksuelle.

Vi fik også snakket om bagsiden af medaljen, nemlig de farer ’homohelbredere’ udsætter de mennesker for, de absolut vil ’helbrede’. Det er i hvert fald beviseligt, at nogle af dem påføres psykiske skader og selvmordstrang. Der er også eksempler på, at nogle dybt religiøse homoseksuelle, i fortvivlelse, har taget deres eget liv efter, at de har deltaget i den slags ‘homohelbredelse’. 

Man kan også forstille sig, at det er de homohadende medlemmer af danske og udenlandske religiøse sekter, samt ’homohelbrederen’ Janet Boynes og hendes ligesindede, der trænger til at få udvidet deres horisont. Det kan meget vel være dem, der skal ’helbredes’ for deres religiøst betingede homofobi!

Livets store og små begivenheder fik vi også taget under kærlig behandling, sådan som vi plejer, når vi holder Profilaften.