25-10-16 01:00 Alder: 330 days

Storbritannien benåder tusinder af homoseksuelle

Kategori: Aktuelle nyheder

AF: BRIAN KJÆR CAPKAN

Out & Abouts online 24.10.2016 af Brian Kjær Capkan 

Den britiske regering vil benåde mange tusinde homoseksuelle, der i perioden 1885-1967 blev straffet for at være netop det, homoseksuelle.

De afdøde vil blive benådet posthumt, mens nulevende kan se frem til en benådning, hvis de det de er dømt for ikke er ulovligt i dag.

Planen fra regeringen er en kraftig videreudvikling af en kongelig benådning fra 2013, så den gælder alle homoseksuelle, der i forbudsperioden blev dømt for noget, som i dag er lovligt. I 2013 benådede dronning Elizabeth posthumt matematikeren Alan Turing, som under Anden Verdenskrig ledede en gruppe, der brød den tyske Enigma-kode, så briterne derefter kunne følge med i tophemmelig tysk kommunikation.

Tusinder sendt i fængsel
Loven der forbød sex mellem to af samme køn, blev indført i dronning Victorias Storbritannien og sendte tusindvis af mænd i fængsel. I årene efter Anden Verdenskrig intensiverede politiet jagten på homoseksuelle, og ved udgangen af 1954 sad over 1000 mænd i fængsel efter antihomo-reglerne.

I 1967 blev homoseksualitet afkriminaliseret i England og Wales, men var i de første år stadig ulovligt i blandt andet Skotland, i flåden og på øerne i Den Engelske Kanal. Og i årtier var den seksuelle lavalder højere for homoseksuelle end for heteroseksuelle. Først i 2003 var homoseksualitet helt afkriminaliseret.

Det vides ikke præcist, hvor mange der kan se frem til en benådning. En kampagne i 2015 talte om cirka 49.000 dømte, heraf 15.000 nulevende. Men også tallene 65.000 og 75.000 dømte bruges af forkæmpere for homoseksuelles rettigheder.

Nulevende dømte får ikke automatisk renset straffeattesten. Den seksuelle aktivitet skal være af en karakter, der ville være lovlig i dag. Det vil sige, at der skal være tale om frivillig sex med en person, som var over den nuværende, seksuelle lavalder på 16 år.