På denne side omtales de arrangementer vi har afholdt.

 

Lørdag den 29. november holdt vi julefrokost i Profil.

Julefrokosten er en af Profils ældste traditioner, men i år var der alligevel fornyelse på programmet, idet Walter havde tilbudt at holde den.

Vi startede med marinerede sild med karrysalat, som var ledsaget af en snaps, til dem der havde lyst.

Derefter kom der røget ørred med røræg, gravet laks med dilddressing og varme fiskefileter med remoulade på bordet, efterfulgt af æg og rejer.

Bagefter bød Walter på lun leverpostej og julemedisteren med gammeldags hvidkål og rødbeder, samt grønlangkål med hamborgryg og kålpølser.

De næste punkter på menuen skulle have været frikadeller med rødkål og risalamande med kirsebærsauce, men det bad vi os fritaget for, vi kunne nemlig ikke få en bid mere ned.

Der var ikke mangel på øl, så ingen blev nød til gå tørstige hjem.

Det var i øvrigt første gang Walter havde lavet en julefrokost, men vi var glade for at vi måtte være hans ”prøvekaniner”, for det var en særdeles velsmagende julefrokost, med tydelige sønderjyske indslag, så vi både fik stillet vores sult og slukket vores tørst.

Mens vi spiste fik vi vendt problemet og udfordringer i den aktuelle politiske situation, både herhjemme og ude i den store verden.

Bagefter blev der selvfølgelig også talt om de mere muntre sider af livet, og om vore egne og de fælles oplevelser igennem årerne.

Vi havde i hvert fald nogle hyggelige timer i gode Profil-venners lag. Og vi vil gerne takke Walter for den ualmindelige vellykkede og velsmagende julefrokost, som han oven i købet gavmildt betalte af sin egen lomme. 

Lørdag den 12. juli holdt vi grillaften i Profil, traditionen tro stod Herbert for arrangementet, og det blev en rigtig dejlig sommeraften.

På hans terrasse var regnbueflag på plads, som et tydeligt bevis på, at der var lagt op til en aften i mangfoldighedens tegn. I år kunne vi oven i købet indvie hans nyomlagte og udvidede terrasse, så vi havde rigelig plads at boltre os på. Der var i det hele taget ingen smalle steder.

Vi startede med en kold øl, derefter blev der lagt på grillen. Menuen bestod af Türringerpølser, grillmedister, skinkespyd med grøntsager og marinerede koteletter. Som tilbehør var der pastasalat, grønsalat, coleslaw, kartoffelsalat og flutes. Herbert havde flere pølser i køleskabet, men vores appetit var tilfredsstillet, så vi fortsatte aftenen med at slukke tørsten i kolde øl eller cola, alt efter smag og behag.

Snakken gik lystig, bl.a. om hvor coleslaw stammer fra. Det var forskellige bud på, både USA og Polen blev nævnt. Efterfølgende har jeg googlet det og fundet ud af, at coleslaw godt nok er en yndet spise i USA, men den har europæiske rødder, dog ikke østeuropæiske. Coleslaw blev formentlig allerede spist af de gamle romere, men den moderne form kan tidligst være opstået i det 18. århundrede. Navnet coleslaw har rødder i både England og i Holland.

Vi fik selvfølgelig også hyggesnakket om meget andet, både om vore egne oplevelser gennem livet, om det der sker ude i den store verden og vi vores hjemlige andedam, og det var alt sammen i den rette Profilånd, hvor vi hyggede os gevaldigt.

Herbert havde igen formået at lave en pragtfuld aften for os, det vil vi gerne sige ham mange tak for.

Lørdag den 17. maj afholdt vi en temaaften i Profil hos Troels i Fredericia, hvor vi så en dokumentarfilm om bagsiden af medaljen i bøssepornoindustrien.

Inden vi starter på aftenens tema bød Troels på en middag, hvor han servere sin hjemmelavede kartoffelsuppe med løg, oliven, asparges, majs, champignon og fetaost til forret. Hovedretten var hans eksotiske lasagne, som desuden bestod af kød, alskens grøntsager og fetaost.

Endnu engang kunne vi gå mætte og tilfredse fra bordet, for det var et meget velsmagende måltid, Troels havde kreeret til os.

Derefter så vi dokumentarfilmen ”All Boys”, der er instrueret af Markku Heikkinen. Filmen går bag facaden på bøssepornoindustrien.

Efter Sovjetunionens kollaps og de østeuropæiske landes frigørelse fra overherredømmet, blev den tjekkiske hovedstad, Prag, et mekka for fremstilling af bøsseporno.

På den ene side var der tale om, at den seksuelle frigørelse havde gjort sit indtog, på den anden side var der tale om, at der var rigtig mange penge i at lave bøsseporno. Den del havde i virkeligheden ikke så meget med seksuel frigørelse at gøre, for mange af modellerne i pornofilmene var rodløse unge, der ikke havde de store muligheder for at få andet arbejde.

I filmen følger vi forskellige mennesker indenfor bøssepornoindustrien, både modeller og producenter, over en periode.

Drengene i den tjekkiske bøssepornoindustri er, foruden tjekkere, fra Ungarn, Slovakiet og Rumænien. Senere er der også drenge fra Polen og de baltiske lande.  Producenterne finder dem på gader og stræder og på diskoteker.

En af de gennemgående figurer er Dan Komar, som er rejst fra USA til Prag for at producere bøsseporno. Han bor sammen med sine unge modeller i en slags familiebofællesskab.

Dan vil gerne være i kontakt med sine modeller og betale dem regelmæssigt. Det er vigtigt, at de kender hinanden, for det giver en god kemi når de skal indspille pornofilm.

Dan tilbringer meget af sin tid i bofællesskabet. Men han har også sit eget hus, hvor han bor sammen med den unge, og meget smukke, pornomodel Ruda Prohazka, som han har giver kunstnernavnet Aaron Hawke. Han var hjemløs da Dan fandt ham under en bro.

Dan kan også fortælle, at han var den første der lavede en hel bøssepornofilm med bareback, endda med dobbelt penetration. Der bliver næsten ingen bøssepornofilm produceret i Prag, hvor der benyttes kondom.

Der deltager også en anden pornofilmproducent i filmen, Allan Pelikan, han begyndte som model, og nu står han selv bag kameraet. Han siger, at bareback er populær og at man må følge trenden. Han har kone og barn som han skal forsørge. Han beklager sig over, at filmene bliver produceret billigere og billigere, og at det enden med, at modellerne må arbejde gratis.

Dengang pornoen kom til USA og Europa i 1960´erne, var nøgne kvinder og mænd udtryk for frihed og seksuelle rettigheder til alle. Men i 1970´erne var der ikke noget politisk i pornoen længere.

I løbet af filmen bliver det klart for os, at den mørke sandhed ofte er, at de modeller, der udadtil har ikonisk status som bøssepornostjerner, slet ikke er homoseksuelle, men at de er unge mænd, der længes efter menneskelige relationer, ægte kærlighed og et traditionelt familieliv. I stedet er de blevet aktører i en branche, hvor farer som narkomisbrug, prostitution og social deroute lurer lige om hjørnet. 

Vi ser da også, at de konsekvent bruger heteroporno, når de skal gejles op til filmoptagelser. Pornomodelaspiranter får også heteropornoblade stukket i hånden, som det naturligste i verden, når de er til casting.

Ruda er heller ikke bøsse, men han er en stor bøssepornostjerne i USA, og han fortæller, at han lever som om han også er det i Prag, hvor han elsker at føre sig frem i moderigtigt tøj, så alle mennesker siger ”WOW”, når de ser ham.

Han fortæller også, og at han bruger injektion for at undgå erektionsproblemer når han indspiller pornofilm. Han bruger også viagra og ecstasy, fordi han er spændt så hård op, med de mange indspilninger.

Ruda er vokset op på et børnehjem. Han har en søster og en bror, men dem ser han aldrig. Han fortæller, at han levede et fattigt liv, hvor han ikke havde de ting, som andre havde.

På et tidspunkt drømmer han om, at alle de amerikanere der ser hans pornofilm, vil give ham nogle af deres penge, så han ikke skal arbejde så hårdt. Han er på det tidspunkt i filmen nået dertil, at han, selv om han arbejder professionelt, hader sit arbejde som bøssepornostjerne.

Senere fortæller Ruda, at det var ham der datede Dan, men at han efterhånden føler at Dan er så ”gay”, at han beder ham om at opføre sig normalt. Men Ruda konstaterer også, at Dan er kongen der kan bede alle ”to fuck off”, når det passer ham. Han siger også, at han kan lide at være sammen med Dan, men at Dan også ”fucker” rundt med andre modeller, og det hader Ruda, så han begyndte selv at gøre som det passede ham.

På spørgsmålet om, hvad han ville gøre hvis han havde mange penge, svarer han, at han ville leve et normalt liv uden Dan.

Ruda kan heller ikke tale med Dan, eller andre, om sine tiltagende problemer, så han beholder dem inde i sig selv.

Dan indrømmer, at drengene får ekstra betaling, hvis de viser at de elskede ham. Han fortæller også at pornomodellerne har to gode år fra de er 18 til de er 20 år. Derefter begynder de små tegn på, at de er blevet ældre at vise sig, så kan man ikke bruge dem mere. Det betyder ikke at business er dårlig, men at det er en sideeffekt ved business, understreger han.

Han siger også, at Prag er den by i verden, hvor der bor flest attraktive 20 til 25-årige fyre. Han behøver blot at gå hen til metrostationen, så har han modeller nok til en ny bøssepornofilm.

Vi følger også en anden pornomodel, som over flere omgange besøger sin mor. Hun bor ude på landet, og hun hader storbylivet, og det liv hendes søn lever i bøssepornoindustrien. Det har hun virkelig svært ved at acceptere. På den anden side siger hun, at man jo tilgiver sit barn alt.

Senere fortæller hun, at hun ikke vil presse sin søn til at blive noget bestemt, som hendes far pressede hende, men at hun håber, at han finder sin egen vej og bliver lykkelig. Hun håber også, at de til den tid kan tale sammen, uden at hun behøver at stille ham så mange spørgsmål. De har prøvet at snakke sammen, men det gik ikke godt.

På gaden møder vi også en 27-årig fyr, der har boet i Prag i 10 år. Han har tidligere lavet 14 bøssepornofilm, men nu ernærer han sig som trækkedreng, og han ser syg og hærget ud.

Der skal hele tiden nye fyre til, og vi møder den unge Filip, der havde et job som taxachauffør. Han har købt sin egen taxa, men afdragene er så store, så han begynder få det han kalder ”repræsentative opgaver” som partner for andre mænd, ved siden af taxakørslen. Et job han godt kan lide. Men han begynder også at indspille bøssepornofilm og han bliver et af bøssepornoindustriens nye ansigter.

Det begynder at gå ned ad bakke for bøssepornoproducenten Dan Komar. Han har også smidt Ruda ud. Og han fortæller nærmest kynisk, at de mest simple ting han fortalte Ruda, kunne han ikke fatte, og det var ikke til fordel hverken for ham eller for Ruda. Han sætter oven i købet trumf på, ved at sige, at man ikke kan tage fyre fra gaden og lære dem gode manerer. Hvis de opfører sig som dyr, så lad dem være dyr, de ønsker ikke at lære, siger Dan og forsætter med at fortælle, at han gav Ruda tre år til at ændre sig.

Det er utroligt, at Dan kan tale sådan om den samme Ruda, som indspillede så mange pornofilm for ham, og tjente så mange penge til ham, på grund af sit udseende, de blå øjne og det sorte hår.

Det er virkelig gået ned ad bakke for Ruda nu. Vi møder ham i en lille lejlighed og på gaden, hvor han sidder og drikke øl. Hans hud er uren, det flotte hår har mistet glansen og han taler uforståeligt. Han tjente mange penge på at være bøssepornostjerne, nu har han ingen.

Vi møder også Josef, der fortæller, at der ikke er mange der ved at han arbejder i bøssepornoindustrien. Hans (pige)kæreste Lenka siger at hun ikke kunne gøre det, og at hun ikke ved om hun kan acceptere det, hvis han fortsætter.

Josef forsvarer sig med, at der ikke er mange der forstår det, fordi det ikke kender til branchen, og at det bare er et arbejde.

Lenka tør lidt op og at siger, at han jo kan tage hende med derhen og vise hende det, og at hun ikke ville have noget imod at kigge på. Men vi kan godt mærke, at Josefs arbejde som bøssepornomodel generer hende.

Vi er nu nået dertil i filmen, hvor vi får at vide, at de gode tider for de tjekkiske drenge er ved at være forbi. Der bliver lavet flere og flere billige pornofilm hver uge.  På 10 år har den tjekkiske bøssepornoscene ædt sig selv op.

Vi møder pornoproducenten Allan Pelikan igen. Han er nød til at lave nogle pornofilm inden jul, fordi alle hans aktører skal have penge og det er dyrt for mig, siger han.

Dan beretter om, at han sidste år lavede en prægtig jul for drengene, men nu er han alene. Det kan ikke længere betale sig at lave pornofilm. Han spørger, hvorfor han skal lave dem, når de ender på internettet, hvor de kan ses gratis. Det er der ikke forretning i. Han fortæller også, at han ønsker at starte på noget nyt indenfor tøjbranchen, og at han allerede har solgt sine pornomodeller.

Han siger også, at filmholdet kan finde Ruda ved metrostationer og lignede steder, hvor han bruger tiden på at tigge.

Dan fortæller, at der er socialiserende og medicinske programmer for sådan nogen som Ruda. Man kan også tage på hospitalet og få pleje og hjælp. Det er noget alle tjekker betaler til. Men Ruda er hjemløs, og han ikke han betalt til det, fordi han gik ud af skolen som 18-årig.

Her kunne man fristes til at indskyde, at det var på det tidspunkt Ruda begyndte at tjene rigtig mange penge til Dan Komar, som bøssepornostjernen Aaron Hawke.

I kontrast til Dan, som trods alt har startkapital til at begynde på noget nyt, ser vi, at Ruda er gået helt i hundene og lever et meget forhutlet liv på en losseplads, hvor hans ”hjem” er en sovepose. Det eneste af det, han prøver på at fortælle os, vi kan forstå, er at han fabler og piger og ordet ”Beer”.

Han får dog nogenlunde tydelig sagt, at han gerne være superstjerne som Jim Carrey (som spiller bøsse i filmen ”I Love You Philip Morris”).

Dan håber stadig, at der sker et mirakel med Ruda, for ellers vil det tage ham lidt tid at komme over det. Han slutter med at sige, at drengene er blevet afhængige af sex, som man kan blive afhængig af den billige narko af høj kvalitet, som Prag er fyldt med.

Lidt selvmedlidende får han også sagt, at mennesker har godt af at have nogen at leve livet sammen med, men at han aldrig mødte den eneste ene.

Selv om Dan på mange måde er en flink fyr, så kan man ikke komme uden om, at han var en af bøssepornoindustriens kyniske bagmænd. Han håber godt nok, at den flotte unge fyr der kom til ham, levede hos ham i tre år, og tjente mange penge til ham, får hjælp, men samtidig har han ikke tænkt sig at røre en finger for Ruda.

I slutningen af filmen, møder vi igen ”det nye ansigt” Filip. Han har nu været uden kontakt til bøssepornoindustrien i halvandet år. Han fortæller, at den ikke interesserer ham mere. Han arbejder nu som teknikker for et kabel-tv selskab og det går ham rigtig godt. Han er også blevet rapper og han har skrevet kendingsmelodien til ”All Boys”.

Filmen slutter med, at Filip synger sangen. Så der trods alt var et lille lyspunkt i alt det triste.

Efter filmen var der kaffebord, hvor Troels serverede sin lækre, hjemmebagte chokoladekage, mens vi fik snakket om dokumentarfilmens tema, som hensatte os i en dyster stemning, fordi det spild af unge menneskers liv, som vi havde været vidner til, næsten er ubærligt. Samtidig skal vi jo heller ikke gøre os mere ”hellige” end godt er, for vi er jo også, i større eller mindre grad, brugere af bøsseporno - også den tjekkiske.

Livets store og små begivenheder blev også taget under kærlig behandling, sådan som vi plejer, når vi holder Profilaften.

Vi takker Troels for dejlig aften, med lækker mad og stof til eftertanke.

30 års jubilæum, generalforsamling og filmaften i februar 

Lørdag d. 22. den februar afholdt vi den årlige generalforsamling i Profil, hos Walter. Denne aften fejrede vi desuden Profils 30 års jubilæum. 

Inden vi gik over til selve generalforsamlingen, serverede Walter en middag for os. Til forret havde han kreeret en rejetallerken med salat, skaldyrsdressing og flutes. Til hovedret fik vi Gyros med ris, gulerødder og drueagurker. Der var valgfrihed mellem øl og vin. 

Da vi var godt mætte, efter det pragtfulde måltid, gik vi over til aftenens alvorlige punkt på dagsordenen - generalforsamlingen.

Herbert aflagde sin kontaktperson-beretning og Walters regnskab blev godkendt uden bemærkninger. Det gik lige så gelinde med valghandlingen, for der var genvalg på alle poster. Så Herbert forsætter som kontaktperson. 

Walter tager en tørn mere som kasserer. Han har i øvrigt været med i Profil siden den spæde start, hvor han altid har arbejdet i klubbens tjeneste. Walter sørger også fremover for at sende ud til medlemmerne.

Kaj Erik beholder loppetjansen som revisor. Han lægger derimod et stort stykke arbejde i Profils hjemmeside, som webredaktør.

Kontingentet udgør stadigvæk ”den svimlende sum” af 50 kr. om året.

Efter generalforsamlingen så vi den tyske film ”Trans Papa” fra 2012.

Den handler om den 15-årige Maren Probst (Luisa Sappelt), som bor i  Prenzlauer Berg i Berlin, sammen med sin halvsøster, sin mor Ulrike og stedfaderen.  Hun har ikke set sin far i fem år.  

Da Maren modtager et fødselsdagskort fra sin far, fører det til mange skænderier og gensidige beskyldninger, mellem mor og datter. Til sidst må Ulrike gå til bekendelse og fortæller, at Marens far ikke er på en selverkendelsesrejse i Nepal, som hun har fået at vide, men at faderen er transseksuel og har gennemgået en kønsskifteoperation. Han lever nu som kvinden Sophia (Devid Striesow) i Köln og er husholderske hos en ældre mand, Wolfgang.  

Under påskud af, at hun skal bo hos en venindes tante i Stuttgart i ferien, mens hun tjener penge til et kørekort, tager Maren hemmeligt til Sophia i Køln. Sophia er himmelhenrykt over at møde sin datter.  Men for Maren det er svært at acceptere sin far som kvinde. 

Da Maren tilbringer en aften hos naboernes barnebarn erfarer hun, at Sophia ikke blot er husholderske, men at hun og Wolfgang er kærester.  

I mellemtiden ringer Sophia til Ulrike og fortæller om Marens ophold i Köln.  

Maren har pubertetsproblemer og Sophia er også ude af balance, fordi hun gennemgår en hormonbehandling. Det bevirker en del skænderier og forviklinger. 

Sophia prøver at forklare sin nye kønsidentitet, og hun higer efter datterens anerkendelse. På den anden side er det svært for Maren, at kapere og acceptere situationen, med en far der nu er kvinde og lever sammen med en gammel mand.

Maren har også trang til at komme med sårende bemærkninger til Sophia og Wolfgang. Hun spørger f.eks. Wolfgang, om han er pervers eller bare en gammel gris. Han svarer stille og roligt, at Sophia er det bedste der er hændt ham, fordi hun er den modigste kvinde han kender.

Trods Marens ambivalente følelser, tager hun Sophia i forsvar til en fest, aftenen før hun skal hjem, da en fyr kommer med negative bemærkninger, ved at sige: Transer der spiller violin er min far”.

Hun får alligevel penge til et kørekort, for Wolfgang insisteren på, at give hende pengene, fordi hans datter, der slet ikke kan acceptere Sophia, ikke skal arve alle hans penge.

Filmen slutter med, at Ulrike henter Maren hos Sophia. Hun nøjes dog med at holde i indkørslen og trykke hornet i bund. Og hun ser med skepsis på Sophia, på afstand, for hun kan åbenbart kun tale med hende i telefonen.

Sophia og Maren tager en famlende afsked med hinanden, og lover, at de skal ses igen, men ingen af dem ved hvad de skal sige og gøre af sig selv.

Filmen har sociale og kritiske undertoner, men der bruges også en intelligent humor til at håndtere det følsomme emne, helt uden de store dikkedarer og teoretisk udredninger.

"Tatort kommissær" Devid Striesow formår, at gøre et vanskeligt emne lysende skarpt og vedkommende. Og Luisa Sappelt levendegør den 15-årige Maren, på fornemste vis.

Efter filmen var der kaffebord, hvor Walter serverede sin berømte tærte, denne gang var den med kirsebær og creme fraiche, hjemmebagte kanelkager og cappuccino. Vi fik også snakket om filmen og dens tema - transidentitet. Og der var bred enighed om, at den skildrede emnet hudløst ærligt og forståeligt. 

Vi har før talt om transpersoners manglende menneskerettigheder. På det punkt er Danmark ikke en tøddel bedre end de fleste andre lande i verden.

Amnesty International har i det seneste år undersøgt transpersoners rettigheder og vilkår i flere europæiske lande og de har lige offentliggjort en helt ny rapport om området. I den forbindelse, er det første gang i fire år, at en international rapport fra Amnesty retter en direkte kritik mod Danmark.

Amnesty anslår, at der er omkring 3000 transkønnede i Danmark, som ønsker at opnå kønsskifte, hvor de bl.a. får et nyt cpr-nummer. 

Årelang psykisk udredning med medfølgende diagnose og tvangskastration er nogle af de krav transkønnede oplever i mødet med det danske sundhedsvæsen, og det er bl.a. denne diskriminerende og krænkende behandling, på Sexologisk Klinik Rigshospitalet, rapporten kritiserer.

Enhedslisten stillede et beslutningsforslag, i maj 2013, om at få ændret Sundhedsstyrelsens sygdomsliste, så transkønnede ikke fremstår som psykisk afvigende, hvilket den daværende SRSF-regering nedstemte - sammen med Folketingets øvrige partier - selv om de havde lovet at afskaffe diskriminationen af transpersoner, så snart de fik regeringsmagten. De stemte nej med henvisning til, at Verdenssundhedsorganisationen WHO’s sygdomsliste skal revideres i 2015, hvilket de ønsker at afvente før en eventuel ændring af den danske liste. 

I den forbindelse, synes vi, at det er påfaldende, at Danmark indtager det henholdende standpunkt, for vi slettede homoseksuelle som psykisk afvigende fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981, 10 år før WHO’s slettede homoseksuelle fra deres sygdomsliste.

Lige nu lægger Amnesty International Danmark, LGBT Danmark, Copenhagen Pride og andre gode folk i miljøet et enormt pres på den nye SR-regering, så der meget snart sker fremskridt for transpersoner, hvor der endelig bliver gjort op med, at man i Danmark automatisk bliver erklæret psykisk syg, hvis man er født med det forkerte køn, og med at man skal lade sig trangskastrere, for at kunne skrifte kønsidentitet. 

Det har fået de nuværende regeringspartier, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, til at love, at de meget snart fremsætter et lovforslag, hvor de fjerner kravet om, at transkønnede skal kastreres i forbindelse med kønsskiftet. Et forslag der bakkes op af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er som sædvanligt imod, mens Venstre ikke har besluttet sig for, hvad de mener.

Kaj Erik har flere gange skrevet om emnet som blogger på Out & About. Senest den 7. februar, under overskriften ” Transpersoners vilkår skal forbedres nu, Helle!”, hvor han kræver handling af landets statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Det kan læses på Profils hjemmesides debatside.

Vi bøsser, lesbiske og biseksuelle kan også godt gribe i egen barm, for Kaj Erik fortalte, at hans blogindlæg, der handler om transkønnedes manglende menneskerettigheder, bliver læst af langt færre end hans øvrige blogindlæg.

Livets store og små begivenheder blev også taget under kærlig behandling, som vi har for vane, når vi holder Profilaften.

 

Vi havde en rigtig gemytle Profilaften, og vi vil gerne takke Walter for gæstfriheden og den pragtfulde mad.