Det der sket i Profil

På denne side omtales de arrangementer vi har afholdt.

 

Julefrokost december 2012

Søndag den 16. december hold vi julefrokost i Profil.

I år brød vi de sidste års traditioner, idet vi holder vores julefrokost hos Herbert. Samtidig havde vi valgt, at holde arrangementet søndag middag.

Herbert har før stået for Profils julefrokoster, og de har altid budt på kulinariske overraskelser. Det gjorde julefrokosten også i år, hvor han serverede en traditionel julemenu.

Vi startede med sild, som det sig hør og bør. Der var både røde og hvide sild med karrysalat, karrysild, rollmops og sildesalat. De var ledsaget af en snaps, til dem der havde lyst.

Efter denne indledning kom der varme fiskefileter på tallerknerne, efterfulgt af æg og rejer og tarteletter med hønsekød.

Turen var derefter kommet til de lune frikadeller og julemedisteren med rødkål.

Næste punkt på denne ”tour de mad” skulle have været sylte, surrib og forskellig slags pålæg, men det bad vi os fritaget for. Vi helligede os i stedet for den restappetit der var tilbage til risalamande med kirsebærsauce.

Hele herligheden sluttede af med cappuccino med kransekage og napoleonshatte.

Der var i øvrigt ikke mangel på julebryg, så ingen blev nød til gå hjem med en tør plet i halsen.

Det var en overdådigt og velsmagende julefrokost, med tydelige sønderjyske indslag, Herbert serverede for os. Den eneste ”fejl” var, at vi ikke kunne spise os igennem alt det, han havde planlagt, men det viser jo, at han havde gjort sit yderste for at fornøje os og vore smagsløg, og det lykkedes fuldt og helt.

Imens maden og julebryggene gled ned, blev der snakket om magt og meget, lige fra håndbold journalisters og kommentatorens dumme spørgsmål og ulidelige bedreviden, over den forfærdelige skolenedskydning i USA og nationens tåbelige våbenlove og mobbe- og stræberkultur. USA har stadig en våbenkultur som i ”Det Vilde Vesten”, hvor filosofien er ”Skud først - spørg bagefter”. Det affødte en snak og voldsforherligelse i tv, på film og ikke mindst i spil, hvor dem man plaffer ned ikke betragtes som mennesker men som ting, hvilket ikke kan undgå, at påvirke børn og unge menneskers syn på deres medmennesker.

Vi fik også vendt problemet med, at man næste skal være detektiv når man køber tilbudsvarer i butikkerne, for hvis man ikke husker at tjekke kassebonen, er chancen for at blive snydt overhængende.

Der blev selvfølgelig også talt om de mere muntre sider af livet, lidt almindelig venligsindet gossip fra hverdagen blev det også til.

Vi vil gerne takke Herbert for den ualmindelige vellykkede og velsmagende julefrokost, som han oven i købet gavmildt betalte af sin egen lomme. Den var grundlaget for nogle hyggelige timer i gode Profil venners lag.  

Filmaften om transfobi i oktober 2012

Lørdag den 13. oktober var der filmaften i Profil, hvor vi fulgte op på foråret tema om transfobi. Vi mødtes hos Kaj Erik og startede i vanlig stil med en middag.

Til forret var der Vildlaks i dildsauce på tallerknerne og en tysk Riesling og Rislaner hvidvin i glassene. Hovedretten bestod af ovnruller med oksekød og kinesisk krydrede grøntsager med en Gratin Dauphinois – en kartoffelgratin fra Alsace og en rødvin fra det franske bjergområde Laure-Minervois. Under middagen spillede Jimmy Cliffs inciterende reggae rytmer i baggrunden.

Det var noget af en overraskelse, for middagene hos Kaj Erik plejer at være take away mad, og selv om han ikke havde lavet maden fra bunden, var der enighed om, at det var et lækkert og velsmagende måltid.

Efter middagen så vi Beautiful Boxer fra 2003, som er den roste og prisbelønnede debutfilm af den thailandske instruktør Ekachai Uekrongtham. Den er inspireret af den sande historie om thai kickbokseren Nong Toom Prinya Charoenphols liv, og fortæller den intense historie om hans opvækst i et lille samfund og i en familie, hvor hverdagen er præget af fattigdom.

Nong Toom har altid følt sig mere som en pige end en dreng. Han bliver ofte drillet af sine jævnaldrende for sit udseende og sin feminitet, men han opdager, ved en tilfældighed, at han har et naturtalent for at slå fra sig.

Snart er Nong i gang med en succesfuld karriere som thaibokser og hans promoter, ser hurtigt en fordel i at han optræder med make-up og iført dametøj. Men da Nong fortæller, at han kæmper for at få råd til en kønsskifteoperation, bliver hans fans stødte og han udsættes for omfattende chikaner og transfobi. Især hans boksemodstandere forsøger at gøre ham til grin i bokseringen. Det ender dog altid med, at modstanderen ligger hjælpeløs på kanvassen, for Nong er en klog kickbokser og han slår og sparker hårdt.

I slutningen af filmen, ser man Nong Toom som en ung smuk kvinde, hun mangler dog at få sit køn korrigeret. I scenen ser man hende og hendes forældre hos den læge, der skal foretage kønsskifteoperationen. Hans far tøver med at underskrive papirerne, og stiller spørgsmålet, om hans søn kan blive handicappet af opperationen. Lægens svar kommer prompte: Din søn er handicappet nu, fordi hans sjæl ikke passer til hans krop. Smukkere kan det ikke siges!

I det virkelige liv, er Nong Toom Prinya Charoenphol i dag en anerkendt skuespiller og mannequin, og hun behøver ikke længere at skjule sig, når hun skal sminke sig.

Efter filmen fik vi cappuccino, Tarte aux pommes facile – spansk æblekage og italienske kakaosmåkager, mens vi talt om filmens og dens problematik og om det paradoksale i, at Nong Toom deltog i den brutale thaiboksning, når hans højeste ønske var at blive den kvinde, han følte sig som. Han hadede nemlig kickboksningen, med alle de ydmygelser og de fortrædeligheder og den transfobi han blev udsat for, men den var hans eneste mulighed for at få en kønsskifteoperation. Midlet helligede så at sige målet. Han brød sig bestemt heller ikke om den vold, der kendetegner sporten. Beautiful Boxer er en meget smuk film, selv de voldsomme kickbokse-scener er fascinerende.

Vi talte også om, at Thailand er meget længere end Danmark når det gælder accept af transkønnede/transpersoner. Det er også foregangsland når der gælder kønsskifteoperationer. Vi var også enige om, at regeringen må indfri deres løfter til de danske transpersoner. De må få fjernet transpersoner som sindslidende på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste, få indført det kønsneutrale cpr-nummer, giver dem mulighed for at skrifte kønsidentitet, uanset om de ønsker kønskorrektioner eller ej og de må lukke Rigshospitalets Sexologiske Klinik.  

Vi fik også snakket om livets store og små begivenheder, om Bjarne Henrik Lundis´ ny bog ”Axel Axgil – Kampen for kærligheden”. Og om alt fra EU’s nye status som modtager af Nobels fredspris, til SF’s valg af Annette Vilhelmsen som ny formand. Det første vakte undren, mens det sidste vakte glæde. Vi kom også ind på de mere private sider af livet, alt imens Rufus Wainwrights smukke stemme hørtes i baggrunden.

Stemningen var på alle måder som den plejer at være, når vi holder en Profilaften – kammeratlig og hjertelig.

Vi fik også fastsat Profils julefrokost til søndag den 16. december kl. 13.00 hos Herbert.

Vi vil gerne sige Kaj Erik tak for en hyggelig aften, hvor vi smagsmæssigt kom på en rundtur i forskellig landes kulinariske specialiteter.

Grillaften august 2012

Lørdag den 18. august holdt vi grillaften i Profil, traditionen tro stod Herbert for arrangementet, og det blev en rigtig dejlig sensommeraften.

På hans terrasse var regnbueflag på plads, som et tydeligt bevis på, at der var lagt op til en aften i mangfoldighedens tegn.

Vi startede med en kold øl, derefter blev der lagt på grillen. Menuen bestod af flere slags Türringerpølser, hvidløgsmedister og koteletter. Som tilbehør var der broccolisalat, grønsalat med feta og melon, kartoffelsalat og flutes. Der var flere pølser, men på et tidspunkt var vi godt mætte, så vi fortsatte aftenen med at slukke tørsten i kolde øller.

Vi fejrede desuden, at Danmark endelig igen kan tælles blandt de lande der respekterer homoseksuelle mest, med indførelse af det kønsneutrale ægteskab. Vi sad udenfor til kort efter midnat i T-shirts, for temperaturen var stadig over 20 grader, det var helt sikkert en af de varmeste nætter i denne sommer. Snakken gik lystig og det var alt sammen i den rette Profilånd, hvor vi hyggede os gevaldigt.

Herbert havde igen formået at lave en pragtfuld aften for os, det vil vi gerne sige ham mange tak for.

Filmaften i Profil maj 2012

Profil afholdt filmaften lørdag den 19. maj hos Walter. Aftenen startede med en middag, hvor Walter denne gang serverede rødvinsmarineret hamborgryg tilsat honningsennep med gemyse, sovs og kartofler som tilbehør. Til dessert havde han kreeret en æblecremekage med flødeskum. Det var et velsmagende måltid som vi sent vil glemme.

På Profils generalforsamling besluttede vi, at tydeliggøre klubbens mangfoldighedskultur ved at ændre i klubbens vedtægter, så det fremgår, at vi er en klub for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Det samme budskab har vi sat hjemmesiden.

For at markere denne mangfoldighed, satte vi denne aften fokus på transfobi, idet vi så et afsnit af den tyske krimiserie ”Notruf Hafenkante”. Tyskerne er gode til, at vise sider af virkeligheden i deres krimier, så vi må ty til krimigenren for, at få belyst dagligdagens nedværdigende transfobi. 

I afsnittet af ”Notruf Hafenkante” fra februar i år, ”Die Tangotänzerin“, finder en tidligere sportskammerat Ramona Hellwig (Dirk Martens) hårdt såret ved ”Männer-Ruder-Clubs Hamburg 1905”, hvor Ramona var medlem inden hun skriftede kønsidentitet.

Vi blev vidner til, at transfobien har gode kår, både hos Ramonas voksne søn, den tidligere kammerat, tangolæreren og i politikorpset. Blandt politibetjentene er det især de unge mandlige betjente Mattes Seeler (Matthias Schloo) og Tarik Coban (Serhat Cokgezen) der tydelig viser deres transfobi, mens deres kvindelige kolleger Melanie Hansen (Sanna Englund) og Claudia Fischer (Janette Rauch) behandler Ramona som enhver anden kvinde og går i rette med Mattes og Tarik.

Aftenens krimi, der er skrevet af Tina Gorf og instrueret af Jörg Schneider, indeholder selvfølgelig et spændende kriminalistisk plot, hvor overfaldet på Ramona skal opklares, men den indeholder sandelig også en lærerig fortælling, i forhold til personernes sym- og antipartier overfor transpersoner.

Der kommer også mange bemærkninger undervejs, som viser politibetjentenes holdninger til Ramona og transpersoner i det hele taget.

Tarik viser triumferende Claudia, at hans holdning bekræftes idet han på internettet finder frem til, at transidentitet betegnes som en psykisk lidelse, men han får det rappe svar fra kollegaen, at der jo er tale intet mindre end statslig understøttet diskriminering.

Melanie, den samme dag skal til kontrol for at få tjekket om hendes kræftsygdom er helbredt, kommer med det guldkorn, at hun jo heller ikke selv har valgt at få en kræftsygdom, men at hun lært ikke at kæmpe imod den og lært at leve med den. Hun siger også til Ramona, at hun har stor respekt for den vej hun har valgt at gå.

Der sker samtidig en udvikling i Mattes og Tariks syn på transpersoner, og Tariks udgangsreplik er ”Hvis Ramona vil leve som Ramona og ikke som Ralf (som hun hed før kønsidentitetsskiftet), så kan man ikke forvente at hendes søn synes om det, men man kan forlange at han accepterer det.”

Efter filmen var der kaffebord med Walters gode hjemmebagte æblepladekage og cappuccino. Vi benyttede lejligheden til at tale om det dystre emne transfobi, hvor vi kunne konstatere, at Danmark, i en nyligt fremlagt undersøgelse, får dumpekarakter når det handler om transpersoners manglede menneskerettigheder. De står bl.a. stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser og de får en alt anden end en forstående behandling på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, hvor kravene er helt ud af trit med et anstændigt, involverende og nutidigt behandlingsforløb. Men vi synes samtidig, at aftenens film havde det positive budskab, at transfobiske personers holdninger står til at ændre, når de får problematikken ind på livet.

Vi kom desuden langt omkring, lige fra vores egne oplevelser til den politiske situation herhjemme omkring regeringens bestræbelser på at ligestille os homoseksuelle i ægteskabslovgivningen, herunder Birthe Rønn Hornbechs kommentarer, hvor hun sammenligner os med dræbersnegle og hvor hun fremfører: ”Hvis bøsser og lesbiske kan giftes ligesom heteroseksuelle par, ophører de med at være et mindretal. Og det vil være til skade for dem selv”, samt Uffe Elbæks kvikke kommentar på facebook, hvor han spørger: ” Øh ... hvorfor er det til skade for mig selv, at jeg får lov til at blive gift med den mand jeg elsker?”

Inden vi takkede Walter for en dejlig aften med lækker mad, nåede vi også at kommer omkring den verdenspolitiske situation, som vi selvfølgelig har mange gode løsningsforslag til.

Generalforsamling og temaaften i Profil marts 2012

Lørdag d. 24. marts 2012 afholdt vi den årlige generalforsamling i Profil hos Herbert.

Inden vi gik over til selve generalforsamlingen, serverede Herbert kylling med pommes frites og salat.

Ved generalforsamlingens start blev Kaj Erik valgt til ordstyrer, det er i øvrigt 25 år siden han deltog i sin første generalforsamling. Walter blev referent og Herbert og Walter stemmetællere.

Kontaktperson Herbert berettede om aktiviteterne det forgangene år, hvor der har været afholdt arrangementer hver anden måned.

Nytårsaften 2010 blev noget ud over det sædvanlige, idet vi var et par stykker af Profils medlemmer, der startede med et brag af en koncert med Schwanzen Sänger Knaben kl. 16 på Teatret Møllen, det var ikke et Profil arrangement, men det var en stor oplevelse. 

15. januar tog vi hul på 2011 med en filmaften, vi mødtes hos Herbert, hvor vi så den brandaktuelle film ”I Love You Phillip Morris”.

26. marts afholdt vi den årlige generalforsamling hos Walter.

14. maj mødtes vi til årets anden filmaften hos Kaj Erik, hvor vi så den ligeså den aktuelle danske film ”Broderskab”. 

9. juli holdt vi grillaften, traditionen tro stod Herbert for arrangementet.

1. oktober var der temaaften på programmet. Vi mødtes hos Walter, for at se dokumentarudsendelsen ”Afghanistans dansende drenge”.

Profilåret sluttede den 26. november med en julefrokost. Som det er ved at blive tradition, havde Kaj Erik inviteret Profils medlemmer med til sin julefrokost, som samtidig var festligholdelsen af hans 60-års fødselsdag.

Derefter aflagde kasserer Walter regnskab, det var revideret og fundet i orden. Det blev godkendt.

Der var kommet to forslag til behandling på generalforsamlingen.

Det første handlede om at give et bidrag til Out & About, som vi har fået tilsendt gratis i årevis. I mellemtiden var der kommet et brev fra Out & About, som meddelte at den gratis service ophører. Der er fortsat muligt at få magasinet tilsendt, mod at betale for trykning og porto. Vi har ikke økonomi til at betale, så vi besluttede, at give et bidrag på 200 kr.

Det andet forslag gik ud på at ændre profils navn. Vi havde fået en opfordring til, at gøre Profil mangfoldig og inkludere biseksuelle og transpersoner. På vores hjemmeside, har vi årevis inkluderet hele LGBT-familien i de artikler og debatindlæg vi videreformidler.

Der var enighed om, at det var en god idé, men da det kom til spørgsmålet om, hvilket navn vi skulle vælge, faldt forslaget på, at et nyt navn var for langt og ”bøvlet”. Stemningen vendte derfor til, at vi beholdt det nuværende navn. Vi besluttede, at mangfoldigheden skal markeres ved at indføre i vedtægterne, og på hjemmesiden, at Profils formål er, at samle bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Derefter blev Herbert genvalgt til kontaktperson, men han meddelte samtidig, at han kun tager et år mere på posten. Walter blev genvalgt til kasserer og Kaj Erik til revisor.

Kaj Erik fortsætter som webredaktør og med at udsende pressemeddelelser. Walter fortsætter med at sende meddelelser ud til medlemmerne.

Kontingentet forbliver uændret på 50 kr.

Efter generalforsamlingen så vi TV2´s portrætudsendelse ”Ole Henriksen - hele historien”, hvor vi kom helt tæt på Ole Henriksens dramatiske liv og vi fik det åbent og ærligt fortalt af Ole selv og de folk, der kender ham aller bedst.

Skønhedsguruen Ole Henriksen er manden med det store smil, men bag smilet gemmer der sig en overraskende barsk historie.

Ole Henriksen blev født som den grimme ælling i den lille nordjyske by Nibe, hvor han blev mobbet og gik ensom omkring, fordi han var så anderledes. Som 18-årig flyttede han til København, hvor han endelig kunne udleve sin seksualitet.

Oles lyst til eventyr førte ham til Indonesien, hvor han levede et festligt, men usundt liv. Det gav ham bumser i ansigtet og på kroppen. En lokal kvinde lærte ham at pleje huden med urter. Ole følte, at han havde fundet sit kald, men skønhedsklinikkerne ville ikke ansætte ham, fordi han var en mand, selv om han havde bestået eksamenen med de højeste karakterer. Så Ole arbejdede dag og nat for at kunne starte sin egen klinik. Til sidst slog han igennem og fik de største Hollywood-stjerner som kunder. 

Men succesen havde en bagside, for Oles daværende kæreste bliv mere og mere afhængig af narko. Ole ville flygte væk fra deres hus, men kæresten opdagede hans flugtplan, og det endte med, at Ole fik sat en pistol for tindingen og blev truet på livet. Dødstruslerne hang over hovedet på Ole og hans nye kæreste Laurence i de første år, indtil ekskæresten tog sit eget liv efter at have dræbt sin nye unge kæreste.

Med ekskæreste ude af billedet burde Ole kunne leve lykkeligt videre sammen med Laurence, men Oles firma ekspanderede, og han måtte rejse jorden rundt for at markedsføre sine cremer. Det bliv en stor prøvelse for forholdet, at Ole var væk i lange perioder, så Laurence måtte gå i terapi. Før Ole kunne slå igennem som Hollywood-kendissernes foretrukne skønhedsekspert, skulle han så grueligt meget igennem. Men Ole er meget taknemmelig for det liv, han har i dag.

Bagefter var der dækket op med cappuccino og en vidunderlig regnbuekage. Mens vi nød herlighederne, talte om Ole Henriksens liv. Selvfølgelig glædede vi os også over, at bøsser og lesbiske endelig får ret til at blive gift på lige fod med heteroseksuelle. Desuden fik de få - men meget højrøstede - bibelstærke præster, der er ligestillingsmodstandere, også nogle knoppede ord med på vejen. Snakken gik videre med det der sker i vores egen hverdag, i Danmark og ude i den store verden.

Vi siger tak til Herbert for en dejlig Profilaften, hvor han oven i købet betale hele gildet.

Filmaften i januar 2012

Profil tog hul på 2012 med en filmaften lørdag den 21. januar hos Troels i Fredericia. Vi startede som sædvanligt med en middag. Det var første gang vi besøgte Troels og vi så frem til, at sætte os til bords til nye kulinariske oplevelser. Selv de største forventninger, kunne ikke stå mål med den eksotiske grøntsagssuppe og alternative lasagne Troels havde lavet, begge dele var simpelthen uovertruffen. Måltidet sluttede med kaffe og hjemmebagt chokoladekage, en værdig afslutning på denne smagsoplevelse.


Bagefter så vi ”Mysterious Skin”, der et drama fra 2004 som er instrueret af den amerikanske filminstruktør Gregg Araki, der også har skrevet manuskriptet baseret en på roman fra 1996 af Scott Heim.


Den handler om Brian og Neil, der er to teenage drenge, som tilsyneladende intet har til fælles. Godt nok bor de i den samme by og da de var 8 år gik de på samme baseball-hold.


George Webster og Chase Ellison har rollerne som de 8-årige Brian og Neil, mens Brady Corbet og Joseph Gordon-Levitt spiller dem som teenagere.
Der er ingen lighed mellem de to. Brian er blevet en sexforskrækket, indadvendt ung mand, der er overbevidst om, at han blev bortført af en UFO, da han var otte. I samme alder opdagede Neil, at han var bøsse, og siden har han levet som en eftertragtet trækkerdreng.


De to meget forskellige teenagere bærer på en fælles hemmelighed fra barndommen, som har formet og ødelagt deres liv. Det er kun Neil, der kan huske, hvad der skete. Brian husker derimod intet af hvad der skete i fem skæbnesvangre timer i hans barndom.
I løbet af filmen løftes sløret mere og mere for, hvad der egentligt foregik.
Vi følger med Neil til New York, hvor han fortsætter som trækkerdreng. Han bor hos sin barndomsveninde Avalyn og hun skaffer ham et job i en fastfoodrestaurant, fordi hun er bekymret for hans helbred. Samtidig har hans mor sendt ham en flybillet, så han kan komme hjem til jul. Men på vej fra arbejdet til lufthavnen hopper han alligevel ind i en bil, til en kunde, og der viser sig at blive uheldssvangert, for kunden mishandler ham brutalt, og smider ham på gaden som et stykke brugt affald.


Sideløbende forsøger Brian, at komme ud af sin mareridtsagtige tilstand og finde ud af årsagen. Ved hjælp af et navn på bagsiden af et fotografi, finder han frem til Neils mor, der møder han også Neils bedste ven Eric. De to bliver ligeledes gode venner, selv om de også en meget forskellige.


Det er først i aller sidste scene, vi får besvaret spørgsmålet, om hvad der skete.


Niel dukker godt forslået op hos moderen, hvor han også træffer Eric og Brian. Han tager Brian med hen til det hus, hvor deres baseball-træner boede. De kravler ind ad vinduet og sætter sig i det tidligere soveværelse. Her fortæller han historien om, hvordan han, som 8-årig var trænerens stjernespiller og yndlings misbrugsobjekt. Selv om han ikke opfattede det som seksuelt misbrug, da det stod på. Han fortæller også hvordan han, i indledningen til de fem skæbnesvangre timer, så at sige ”varmede Brian op”, så træneren kunne misbruge dem i fællesskab.


I udgangsscenen spiller Frelsens Hær julesalmer uden for døren, mens Brian grædende lægger hovedet i Neils skød.


Efter filmen var der først helt stille, inden vi satte ord på den stærke oplevelse vi lige havde haft. Det var som om vi fornemmede, at det først i filmens slutning, går op for Neil, at baseball-træneren ikke kun har ødelagt Brians liv, men også hans eget. Vi var enige om, at det er en stærk, vedkommende og nødvendigt film, om hvordan voksne mennesker udnytter børns tillid og ødelægger deres liv, for at tilfredsstille deres egne perverse lyster. Det er ikke uden grund, at ”Mysterious Skin” vandt prisen som Bedste Ungdomsfilm på Buster Film Festival.


Efter, vi have bearbejdet dette dystre tema, blev livets store og små begivenheder taget under kærlig behandling, sådan som de plejer når vi holder Profilaften.


Vi takker Troels for en særdeles vellykket aften med pragtfuld mad, indhold og hygge.